Weekendavisen den 18. november 2016.
Teater. Ole Thestrup er ikke udfordret nok i et sandt, men ikke tilstrækkelig interessant, portræt af demens.
Florian Zeller: Min far. Instruktion: Geir Sveaas. Oversat af Gregers Dirckinck-Holmfeld. Folketeatret, København, til den 3. december.
Både min mormor og min farmor forsvandt ind i demensens mærkelige, uhyggelige tågelabyrinter. Jeg ved derfor godt, hvad der sker i en familie, når et menneske går i opløsning. Jeg har set forvitringen, forvirringen og fortvivlelsen på helt tæt hold. Min ledsager denne aften står selv midt i moradset som datter til en mand, der gradvist mister grebet om det hele. Vi kendte derfor begge den karakter, som Ole Thestrup fremstiller i den franske dramatiker Florian Zellers alvorsulde komedie, Min far.
Demens betyder ‘væk fra sindet’ og betegner den tilstand, hvor de mentale færdigheder bliver gradvis svækket. Der er altså tale om en forstyrrelse af det, der gør mennesker til dem de er, og en forandring til en usikker og sårbar afglans af, hvad personen var engang. Pia Tafdrup har skildret sygdommen gennem lyrik, Hanne-Vibeke Holst har gjort det i romanform, for bare at nævne et par.
Florian Zeller kalder sit skuespil for ‘en komedie om at miste grebet’, og publikum responderer da også pænt på de replikker, hvor Ole Thestrup i rollen som den demente mand vrænger og vrinsker på sin himmerlandsdialekt. Sjovt er det nu ingenlunde, og det skyldes ikke emnets alvor, men at replikkerne simpelthen ikke er særlig raffinerede.
Vi følger André, en vrissen gammel enkemand med buskede øjenbryn, der igen har skræmt livet af en hjemmesygeplejerske. Hvad skal hans voksne datter stille op? Skal han bo hos hende? Og hvor bor hun i det hele taget selv? Bor hun her i byen? Eller er hun flyttet til London med sin nye kæreste? Og hvad med hendes søster Elise, som den gamle far sådan savner? Hvor er hun?
Spørgsmålene tårner sig op, og det hænger ikke sammen. Hverken for den demente eller for os andre. For at illustrere forvirringen i Andrés hjerne, har flere af skuespillerne scener som den samme person. Det skal vi som publikum lære at forstå, og når tiøren falder, er desorienteringen en udmærket dramaturgisk drivkraft. Ansigter og navne flyder sammen. Replikker gentages, tid tumler sammen, steder forveksles. Alt blandes i ét stort, inkonsekvens mentalt miskmask. Hvem er hvem, og hvor er hvor hvornår? Og hvad er det med hende Elise?
Marianne Nilsson har skabt en scene, der svagt antyder en rampeform, og hun har ladet alt interiør – fra møbler til aviser – indfarve i en sølvgrå anonymitet. Kun André selv er klædt i farvet tøj i en scenografisk symbolik, der er til at tage og føle på. Det er en rapport fra et svækket sind.
Ole Thestrup er ganske udmærket i den bærende rolle, men Florian Zellers tekst udfordrer ham ikke nok. Andrés tilstand er simpelthen for statisk og hans retorik forbliver for god. Jeg savner et mere radikalt sammenbrud i sprog, en mere konsekvent opløsning, en mere gennemgribende og sjælsrystende fortvivlelse. Jo, han siger, at ikke forstår, hvad der foregår, at han ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv, men vejen væk fra sindet kunne og burde have været grimmere, stejlere og mere kaotisk. Naturligvis har demens mange fremtrædelsesformer, og denne er sand nok, men den er bare ikke interessant nok.
Ole Thestrups portræt af den demente mand udløste genkendelse og identifikation i min ledsager. Hun så det på scenen, som hun også ser i sin egen virkelighed. De små biroller varetages af Morten Hauch-Fausbøll, Kristine Yde, Karin Bang Heinmeier og Morten Lützhøft, der alle har en rolig dag på kontoret. Som Andrés datter har Anette Støvlebæk et sikkert pligtskyldigt og pletfrit, men også småkedeligt, greb om det milde, kærlige og tålmodige. Men karakteren er to-tre nøk for rolig. Hvorfor har hun ingen af den pårørendes uundgåelige desperate raseriudbrud, der udløser anger, skamfuldhed og sorg?
I skuespillets udmærkede litterære metode skraber scenerne mod hinanden og opløser narrativ logik. Som André siger: ”Der er et eller andet her, der ikke hænger rigtigt sammen. Der sker så mange mærkelige ting…” Ja, men det er ikke mærkeligt nok.