Weekendavisen den 25. november 2016.
Roman. Udkantsdanmark, ørkenkrig, ninja-lån og gældskarusseller. Kim Blæsbjergs roman om årene under finanskrisen består af for meget volumen og for lidt værdi.
Kim Blæsbjerg: Desertørerne 1. 512 sider, 299.95 kr. Rosinante.
Tunge, dystre tordenskyer trækker op over et smedejernsgitter på omslaget af Kim Blæsbjergs nye roman, Desertørerne. Hvis det var en film, ville underlægningsmusikken være spændt med uheldsvangre antydninger. Året er 2007, verdensøkonomien står og dirrer, og Danmark er med i to fjerne krige.
Smedejernslågen omkranser Christian og Julie Kappel Bruhns villa i kvarteret bag Frederiksberg Hospital, hvorfra patriarken og direktøren styrer familien med hård hånd sammen med sin hustru, der er chefdesigner i Kappel Bruhn Company, som fremstiller og sælger læder og tekstil fra sin butikskæde i Europa og Asien.
Ude i Kina vokser markedet stødt under datteren og kronprinsessen Malenes kyndige ledelse. Hun er sin fars fortrolige i businesssager, mens den yngre datter, Lea, endnu ikke er sluset ind i virksomheden for alvor og den kontrære Simon, Leas tvilling, ikke vil følge farens karriereplanlægning. Han vælger derfor at blive soldat, men umiddelbart inden han skal udstationeres i Irak, springer han fra – meget mod patriarkens vilje – og flytter til New York, hvor han tager et job i en ngo og lader sig udstationere i Kabul, Afghanistan. Den yngste datter, Sofie, er endnu ikke moden, og efternøleren Seb er stadig kun en skoledreng. Til gengæld rykker Leas kæreste, mønsterbryderen Mark fra fattige forhold i Lemvig, ind i svigerfarens inderste kreds som juridisk rådgiver.
Desertørerne er bind ét i en planlagt trilogi, som forener tre af tidens dominerende temaer: krigene i Irak og Afghanistan, spekulationsboblen og finanskrisen og udsigtsløsheden i Udkantsdanmark, sådan som det hele udspillede sig i og omkring erhvervsfamilien Kappel Bruhn, der vel dybest set vil det gode, men kommer til – forudser jeg – at repræsentere det onde.
Christian har altid støttet Det Radikale Venstre og prioriteret sin virksomheds manifest for god opførsel i erhvervslivet, men nu hersker en tidsånd med ninja-lån, højfrekvenshandel, gældskarusseller og spekulative ejendomsprojekter, hvor en driftig investor kan score enorme fortjenester på småsparernes bekostning. Hvor efterlader det Christian, når boblen brister?
Centralt i historien står to unge mænd, Simon og Mark. Simon vælger at bryde ud, både fra krigen og fra erhvervslivet. Også Mark finder sin egen vej, væk fra den bitre opvækst i Lemvig og ind i rigmandslivet i København. Mens Simon prøver at skjule sin baggrund, døjer Mark med et falskhedskompleks i det nye miljø, hvor han dybest set ikke hører hjemme. De er begge desertører. Dette desertationsmotiv gennemspilles adskillige gange, når personerne, ikke kun Simon og Mark, krænger kappen af sig for at finde et eget ståsted. Alt er i drift.
At han er en god fortæller, viste Kim Blæsbjerg med den originale Rådhusklatreren (2007). Med Pyramiden (2010) hoppede han over i en mere skamløst actionpakket og filmisk stil med et klart bestsellerpotentiale, som dog aldrig blev indløst. Med Desertørerne 1 giver han sit bud på litterær nyrealisme og kritisk samtidsdiagnose i én komposition, som forsøger at skildre det danske samfund gennem de seneste ti år. Det handler om kontrasten mellem de rige og håbfulde og de fattige og håbløse.
Projektet er ambitiøst. Grænsende til det dumdristige. Men for ideen gør jeg gerne fuldt honnør, for naturligvis er det romanforfatterens job at portrættere disse vitale uskyldsår med griskhed, kynisme og krig. Dog har første episode i føljetonen med sine 500 sider et omfang, der ikke synes retfærdiggjort af fortællingen. Den store danske samtidsroman kan altså godt være stram, og romanprojekter kan – som spekulationsprojekter – bestå af for meget volumen og for lidt værdi. Jeg har en basal lyst til at tro på Kim Blæsbjergs finans- og krigskrisetrilogi, men jeg tvivler samtidig på, om jeg får et ordentligt udnytte, når skyerne brister over smedejernslågen og boblen brister i rigmandshjemmet. En risikabel investering.