Weekendavisen den 2. december 2016.
Teater. Den menneskelige identitet skrumper i Thomas Bendixens skuespil om demens.
Med sne. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Videodesign: Kasper Stouenborg. Skuespilhuset, til den 28. januar.
Det sker at et navn, en bogtitel eller et ord fordufter fra min hukommelse som dug for solen. Det sker også, at jeg skal tænkte mig grundigt om for ikke at sige modelervoks når jeg mener leverpostej (ved ikke hvorfor lige de to meget forskellige ord altid har spillet forvekslingskomedie for mig), og hvad er nu strygejern og hvad er strygebræt?
Hver gang det sker, tænker jeg på, om der mon er noget galt, eller om jeg bare er tilforladeligt glemsom. Sådan har den pensionerede civilingeniør Bent nok også haft det (en rolle, der minder meget om den Ole Thestrup netop har spillet i Florian Zellers Min far på Folketeatret). Det begynder i småtingsafdelingen, men så eskalerer det hen mod en voldsomt ydmygende og socialt, intellektuelt og fysisk invaliderende demenssygdom.
Bent er hovedkarakteren i Thomas Bendixens Med sne, et simpelt stykke dramatik med elementer af forskningsformidling. Titlen skal afkodes som et anagram af ‘demens’, og heri ligger en udmærket pointe: den demente hjerne mister orientering, tingenes orden opløses, intet er på rette sted længere – som bogstaverne, der bytter plads og efterlader et forklaringsløst stykke nonsens.
Bent gik på pension som 72 årig efter en lang karriere i energisektoren, hvor han arbejdede med komplicerede anlægsarbejder over hele verden. far til en søn og en datter, som han er i hyppig kontakt med. Han kalder sig selv for en løsningsorienteret trouble shooter uden noget stort socialt intellekt. Han cykler, spiller skak og ryger ikke, men der har været en række udfald i hukommelsen, og nu har han en scanning vist, at hans hjerne ikke længere er fuldt funktionsdygtig. Det er svært at erkende.
Historien om sygdommens indhug i Bents hjerne indledes med en ordløs prolog, fortalt i dans. Tre dansere (Edhem Jesenkovic, Snorre Jeppe Hansen og Nelson Rodriquez-Smith) har en vigtig, gennemgående rolle som fysiske fortolkere af sindets sammenbrud, ligesom Karsten Woldstads lyddesign spiller en afgørende rolle med alle dens forvirrende og foruroligende udriv.
Scenegulvet (hjerneformet?) er let skrånet og fungerer som lærred for et storartet videodesign, der visualiserer sygdommens ekspansion i hjernelabyrinten og den menneskelige identitets skrumpende råderum. Det er et æstetisk-pædagogisk greb, der fungerer perfekt, ikke mindst når vi bliver manuduceret i vaskulær demens, arvævet efter en række små blodpropper og hjernens varige skader. Det er Kirsten Olesen i rollen som den erfarne neurolog, der giver os en række små performance lectures.
Henning Jensen portrætterer Bent som en halsstarrig ronkedor med stærk kontrol og rationel tilgang til hverdagens opgaver. Så meget desto større er hans faldhøjde, da han mister orienteringssansen og fornemmelsen for sammenhænge. Bent kan ikke længere sortere indtryk. Da han hører et indslag i radioen fra Grønland, oplever han pludselig at stuen er fuld af grønlændere, og en nyhed om et færgeforlis opfatter han som en besked om, at han har ansvar for evakueringen. Men hvor skal han mønstre? Og hvordan får han kontakt med ham, der gav ham ordren? Vrangforestillinger og hallucinationer står i kø, og angsten sætter ind i den mistroiske og paranoide hjerne.
Peter Christoffersen og Maria Rossing er de voksne børn og desperate vidner til den ustoppelige sygdoms hærgen. Demensplejehjemmet har ikke plads til Bent, som må tage til takke med et hospital, hvor han hele tiden falder og slår sig og søler sig til sit eget pis, lort og blod. Det er en usentimentalt og usmykket fortalt rapport fra en overophedet hjerne.
Med sne synes rummer ikke de helt store udfordringer for Kirsten Olesen, Peter Christoffersen og Maria Rossing, mens Henning Jensen til gengæld graver dybt efter Bents desperate fortvivlelse og transformation. Det er et portræt, man ikke lige ryster af sig. Det kan hverdagslig glemsomhed ikke beskytte imod. Måske tværtimod.