Weekendavisden den 9. december 2016.
Kommentar. VLAK har reformeret Flygtningenævnet og vil stoppe flugten til EU-landene ved at oprette asylsøgningskontorer udenfor Europa. Det kan man da kalde symbolpolitik.
Præsident Jimmy Carters budgetdirektør Bert Lance sagde engang, at staten mistede milliarder af dollars på at lave om på ting, der rent faktisk fungerede ganske udmærket. Han formulerede en læresætning: If it ain’t broke, don’t fix it.
Værd at tænke på i denne uge, hvor indenrigsminister Inger Støjberg har gennemført en omstrukturering af Flygtningenævnet (ankeinstansen for afviste asylansøgere), som betyder, at Udenrigsministeriet og Dansk Flygtningehjælp ikke længere skal indstille medlemmer. En lignende ændring blev lavet i 2002, efter at Venstre-regeringen var trådt til. Inden da havde Dansk Flygtningehjælp og flere ministerier også indstillet medlemmer lige siden nævnets oprettelse i 1983. Da Helle Thorning-Schmidt så blev statsminister i 2011, blev Flygtningehjælpen atter lukket ind i varmen, men nu er organisationen altså igen blevet smidt på porten.
At det ville ske efter et regeringsskifte havde Inger Støjberg allerede varslet som politisk ordfører i opposition. I 2014 sagde hun, at hun havde en ”nagende tvivl til nævnets uafhængighed”, fordi Dansk Flygtningehjælp deltog. Direkte adspurgt om hun mente at nævnsmedlemmernes faglige vurderinger blev bestemt af organisationen, svarede hun klart nej. Men, sagde hun, interesseorganisationer udpeger altid nogen, de deler holdninger med. Med andre ord: Organisationer, der må anses for at være uenige med ministeren, skal ikke have nogen som helst indflydelse i Flygtningenævnet.
Nu er det bare sådan, at intet beviser, endsige sandsynliggør, at omgørelsesprocenten i Flygtningenævnet er blevet større med Dansk Flygtningehjælp ombord. Der er derfor intet hårdt argument for hverken at bevare Flygtningehjælpen, eller kyle den ud. Dog er der bred enighed blandt fagfolk om, at organisationen (sammen med Udenrigsministeriets repræsentanter) sikrer en bredde og dybde i den viden, som nævnet har brug for.
Tilbage står et indtryk af en idiosynkratisk og mistænkeliggørende symbolpolitik fra en minister, der fuldkommen uargumenteret begynder af reparere noget velfungerende, alene på grund af operationens signaleffekt.
Symbolpolitik kan man også kalde Inger Støjberg store og gode ambition om at omlægge hele asylsystemet, fordi hun vil ødelægge det, hun kalder ”menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel”, en formulering Helle Thorning-Schmidt også brugte, da Middelhavet kogte og man talte om at lade Nato bombe smuglernes flåde. I denne uge satte Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth trumf på ved at sige, at man skulle beskyde menneskefyldte både. Han modererede sig senere, men munden løb over med hvad stenhjertet er fuldt af: Skyd efter bådene!
VLAK vil arbejde for et system, hvor man søger om asyl fra et tredjeland, fremfor ved de europæiske landes grænser. Al asylsagsbehandling skal foregå i Mellemøsten og Afrika. Herfra skal de, der godkendes til asyl, så transporteres til Europa i god ro og orden – og vupti er grundlaget for de forbryderiske menneskesmugleres forretningsmodel pludselig faldet bort.
En ‘forretningsmodel’ er en plan, som en
virksomhed lægger for at skabe omsætning og tjene et overskud. Og de entreprenører, der fragter menneskeligt kontrabande over Middelhavet, ved godt, at det gælder om at identificere et behov i markedet og udbyde en vare, der er efterspørgsel på, at stuve så mange mennesker som muligt ned i en båd, der er så billig som muligt til en billetpris, der er så høj som muligt. Det er ren og skær kapitalistisk logik på et liberalt marked, der ikke er reguleret af smålig statsstyring.
Kunder er der nok af. Sidste år kom de hertil fra krig og forfølgelse. Også flygtninge, der efter flere år i enorme, overfyldte lejre i konflikternes naboegne i Libanon, Jordan og Tyrkiet, brød op i andenbølgemigration og satte kursen mod Europa, først via den centrale Middelhavsrute fra de libyske havne (hvor menneskesmuglerne har har nydt godt af lovløsheden siden skurken Gaddafi blev bombet ihjel, fordi ingen i Vesten bizart nok tænkte på at stabilisere landet), siden via de græske øer tæt på den tyrkiske kyst og videre over den østeuropæiske landrute.
Afrikanske arbejdsmigranter, der er kommet til Libyen for at arbejde, men ikke aktivt søger mod Europa, risikerer at blive kidnappet og smidt i en båd, der sendes ud på Middelhavet for at holde presset på EU og holde evakueringsfartøjerne travle i vandet. Her kan vi tale om en kynisk forretningsmodel, som fortjener at blive smadret. Menneskesmuglere, der derimod bringer deres kunder i en position, hvor de kan søge om beskyttelse, har min respekt. Hvis syndikaterne leverer varen – altså at bringe deres kunder fra A til B i sikkerhed som ethvert andet transportselskab – er der ingen grund til at gøre ophævelser over, at pladsen kan være trang og at det vipper undervejs. Problemet opstår, når kunderne bliver flået på forhånd og derefter ladt i stikken i rum sø, hvor de enten må dø eller håbe på evakuering af den italienske kystvagt eller Frontex.
Cirka en million mennesker kom til Europa via Middelhavet i 2015, og selvom vi ikke har set processioner af flygtninge på vores landeveje her i 2016, betyder det ikke, at færre søger hertil. Efter at EU fik Recep Erdogan til at bremse trafikken fra de tyrkiske kyster til Grækenland i en handel, hvis pris vi endnu ikke har betalt og hvis potentielle drejning, vi endnu ikke kan overskue, blev landruten over Østeuropa lukket. Men samtidig tog havtrafikken til igen, og antallet af drukneulykker er steget. 168.000 flygtninge er kommet til Italien (pr. november) i år, hvilket er en fordobling af sidste års tal. De evakuerede sidder nu og kukkelurer i italienske opsamlingslejre, og alle genbosætningsplaner landede imellem er strandet.
Forudsætningen for at stoppe flygtningene ved at stoppe menneskesmuglerne er, at man kan udpege en række politisk stabile og pålidelige lande i Mellemøsten og Afrika, der vil lægge jord til EU-ansøgningscentrene. Disse lande, som typisk huser enorme flygtningeproblemer selv, vil blive magneter for mennesker, der gerne vil til Europa, og EU må nødvendigvis udstationere enorme kontingenter af sagsbehandlere til de fremskudte juridiske bastioner. Det er i sig selv en fuldkommen uoverskuelig opgave: politisk vanskelig, økonomisk svimlende, sikkerhedsmæssig delikat. Dertil kommer, at menneskesmuglerne, som vil miste kunder ved Middelhavet, sandsynligvis vil omlægge forretningsmodellen og transportere det halve Afrika tørskoet til EU’s juridiske dørtærskel. Alle dem, der ikke har råd til at rejse til Libyen og videre over Middelhavet, vil trække et nummer, uanset om de har behov for beskyttelse eller ej. Og hvad med alle dem, der rent faktisk har behov for asyl? Er EU virkelig til sinds at gøre asylsøgningen nemmere for dem? Det bliver en laaaang kø i Afrika.
Ønsket om at finde alternativer til menneskesmuglingen er ædel. Hvis forretningsmodellen kan smadres, kan druknetragedierne forhindres. Og presset på vores grænser kan dæmpes. Dog må man være opmærksom på, at det Inger Støjberg taler om, vil være bekæmpelse af en industri, ikke af det problemkompleks, der retfærdiggør, at industrien findes.
Ideen er i princippet beslægtet med tanken om at fastholde flygtningene i nærområdet. Det er – med rødder i klassisk humanitær tænkning – jo blevet et borgerligt mantra. I hvert fald i teorien. I virkelighedens verden er der dog ingen, der taler om de nødvendige substantielle internationale investeringer i humanitær marshallhjælp, der kan hjælpe kriseramte og krigsødelagte samfund på fode igen, så hele befolkninger ikke behøver at bryde op.
Ideen om fremskudte asylsøgningskontorer er en uhørt dårlig idé og en elendig politisk forretningsmodel, der aldrig bliver ført ud i livet. Og hvis den gør, vil den skabe den stik modsatte situation af, hvad nogen regering i EU måtte ønske sig. Giv systemet en formiddag, så er det brudt sammen. Forslaget er uigennemtænkt symbolpolitisk mundsvejr, der kun viser, at VLAK-regeringen ikke magter nogen konstruktiv kriseanalyse.