Artikel i Danish Literary Magazine, april 2008.
Storyteller. Thorstein Thomsen bryder for alvor igennem med en stor og gavmild roman i krønikestilen fra Morten Ramsland..
Thorstein Thomsens Sne på hendes ansigt er den foreløbige kulmination på et forfatterskab, der går sine egne veje og omveje. I mange år var forfatteren en markant personlighed i den danske børne- og ungdomskultur, hvor han – med sit udspring i rockmusikken – dominerede de danske børnebiblioteker med som entertainer med musikforestillinger og oplæsninger af billedbøger og romaner og lyrik for børn og unge.
I 2001 bankede han høfligt på døren hos de voksne med romanen Bare vi har hinanden, der er en hyldestroman til forfatterens stedfar, og i de kommende år fulgte han op de meget stemningsfulde og farverige Roser til mor og Han er min bror, og dermed havde en trilogi baseret på erindringer set dagens lys. Måske kunne man fornemme (eller var det en fordom?), at Thorstein Thomsen stadig skrev med en vis tøven overfor de lange formater til det voksne publikum, men i 2006 slog han til som en fuldkommen flyvefærdig romanforfatter med det moralske forsoningsdrama om gruppetilhørsforhold og personlig stamina i en krigstid, Den, der hvisker, lyver.
Thorstein Thomsens nye roman har det karakteristiske, mangfoldige persongalleri, der er så typisk for hans fortælleform, hvor historierne væves sammen til helheder. Romanen spænder fra 1936 til 2006 og emmer af fortællinger, skæbner, miljø og smag og farve. Men interessant nok er perioden storpolitiske begivenheder næsten ude af fokus: besættelsen, befrielsen, månelandingen, ungdomsoprøret, Vietnam-krigen, den kolde krig, kommunismens sammenbrud, apartheids afskaffelse, islamterrorismens ankomst osv. osv., bliver så godt som ignoreret – og det er med fuldt overlæg.
Selvom vores hovedperson bor i venstreorienterede miljøer i Vesttyskland i 70’erne, hører vi ikke noget om Rote Armee Fraktion og den politiske terrorisme, og faktisk er det kun Murens fald, der nævnes for alvor, og det er i øvrigt ganske en passant. Hvorfor mon? Fordi Sne på hendes ansigt ikke er en politisk roman, ja det er ikke engang en roman om samfund, men om mennesker. Ganske vist er miljøbeskrivelsen og mentalitetsportrætterne korrekte, overbevisende og tidssvarende, men dybest set er det hverken byen eller verden, der optager Thorstein Thomsen, det er personerne. Romanen prøver derfor ikke at være en krønike om en tid, men en krønike om de mennesker, der udgør en familie på ondt og godt. Det er i det hele taget meget karakteristisk for forfatterskabets voksenromaner.
Fraværet af det politiske er ganske markant, men vel at mærke på en befriende måde, og hvis man har læst Thorstein Thomsens forrige roman, Den, der hvisker, lyver, ved man heldigvis at han udmærket er i stand til at sætte det politiske på spidsen, hvis det er det, han vil. Men med Sne på hendes ansigt er ambitionen en anden: Det er ikke de ydre begivenheder, men de indre, som udgør historiens kerne, drive og drama for slægten Kryle, som vi følger gennem 70 år.
Romanen åbner da Michala i 2006 er på vej til mormorens dødsleje på sygehuset i Esbjerg. Annemarie Kryle er blevet 101 år og skal nu forlade den verden, hvor hun havde sit finest hour som profet i en obskur religiøs kristensekt i 30’erne. Siden blev hendes liv ganske anderledes borgerligt og jordnært, men hendes skæbne er stadig rygraden i den disharmoniske og sammenhængsløse slægt, hvis medlemmer til sidst står famlende, ubekendte og tvivlrådige overfor hinanden på hospitalsstuen. Det er en meget smuk slutscene, hvor familiens fortvivlende splittelse kommer til skue: de er nødt til at præsentere sig for hinanden som fremmede mennesker gør første gang de mødes.
Michala er fortælleren, i bogstaveligste og dobbelt forstand. Hun har haft en karriere som storyteller på Berlins undergrundsscener, og i anledning af mormorens død, beslutter hun at samle familiens skæbner i én stor, sammenhængende fortælling, og det er ikke altid lige kønt:
”Vold var den lim, der holdt sammen på verden dengang. Vold i hjemmet, vold i skolen, vold i religionen. Jeg er vokset op i et bed af undertrykkelse, fortrængninger og forvrængninger. Nu er mormor død, og vi kan bilde os selv ind, at volden tilhører en fjern fortid. På en underlig måde blev al den vold, der omgav hende, min mor og mig, min levevej.”
Som professionel transformator af begivenheder til fortællinger, samler hun familiens historie i en farverig, skånselsløs og brutal krønike fuld af kærlighed, tvang, vold, misbrug, fortræd, oprør og en evig søgen efter selvstændighed, bekræftelse, tryghed og meningsfuldhed. Slægtens medlemmer rummer alt fra formørkelse til oplysning, fra svigt til solidaritet, fra kærlighed til had, og fortælleren skylder ikke solidaritet til andre end fortællingen selv, så når hun tager bladet fra munden, bliver ingen skånet. Alle masker falder, så det kan høres – og apropos faldende masker: Sne på hendes ansigt henter sin titel fra en hjertegribende passage, hvor Michala finder sin desperat alkoholiserede mor på industrihavnen i Esbjerg en tidlig julemorgen i snevejr efter en mislykket juleaften, hvor familieidyllen atter brast under den tynde fernis.
Mange år senere har Michala en samtale med sin mormor efter endnu en juleaften, hvor alt er gået galt, denne gang med Michala selv i rollen som den fordrukne. Hun konstaterer, at hævnen lever sit eget liv, som om hun bærer hævnen videre som et usynligt kainsmærke.
Man har med forventning set ansatser til det store format i Thorstein Thomsens fire første romaner – ikke mindst den stærke Den, der hvisker, lyver – og Sne på hendes ansigt indfrier forventningerne og forhåbningerne. Forfatteren deler gavmildt ud af de særeste historier, og personligt er jeg ret vild med fortællingen om den groteske kristne sekt fra Esbjerg, der tillægger en abe, som en sømand har bragt til byen fra den anden side af jordkloden, særlige evner. Aben, der hedder noget så fantastisk som Storgorm, kan både læse, lytte og tale, mener de, og i hvert fald kan den bladre op i Bibelen. Desværre når den kristne abe aldrig at sige noget før den må forlade det jordiske liv i en af bogens særeste, sorteste og sjoveste passager.
Fortællingen om levet liv i tre generationer Kryle er Thorsteins Thomsens store, gavmilde og vellykkede gennembrud som storyteller. Stilmæssigt minder han om en anden dansk krønikeforfatter fra disse år, nemlig Morten Ramsland (Hundehoved), og Sne på hendes ansigt har kvaliteten og potentialet til at blive Thorstein Thomsens store gennembrud.
Thorstein Thomsen: Sne på hendes ansigt. 394 sider, 299 kr. Rosinante.