Weekendavisen den 16. december 2016.
Gavebog. Forhåbentlig skal Erik Valeurs julenoveller forstås dybt ironisk, satirisk og sarkastisk.
Erik Valeur: Mandelgaven – en rejse gennem de skjule sider af danskernes elskede juletradition. 112 sider. 100 kr. Politikens Forlag.
Vi nærmer os 100-året for førsteudgaven af Ved julelampens skær, det berømte hæfte, som forlaget Grønvald Fynbo begyndte at udgive i 1918. Nu til dags udgives juleårbogen af Gyldendal, som i år kan præsentere en novelle af ”den populære sanger, skuespiller og forfatter Alberte Winding”. Desuden meddeler forlaget, at man ”sædvanen tro vil kunne nyde en række stemningsfulde beretninger om jul i fortid og nutid.” Lidt nyt, altså, men ellers alt ved det vamle. Jeg mener: gamle.
Men julen er spekulationernes tid, og derfor har Politikens Forlag så produktudviklet årets bud på en konkurrerende, men anti-hyggelig, mandelgavebog, der angiveligt rummer ”syv barske fortællinger” om ”de skjulte sider af danskernes elskede juletradition”, altså spillet om mandlen i den søde flødedessert. Det er bestsellerforfatteren Erik Valeur, der har skrevet novellerne, som ifølge forfatteren selv bygger på en lang række sandfærdige beretninger fra danske familier. Mest interessant er nu den meget kortfattede kulturhistoriske pointe i forordet, hvor Erik Valeur fortæller, at risengrøden blev strukket til dessert i rationeringstiden efter Krigen: ”På et tidspunkt gav vi, med et typisk skvæt af den gode danske selvironi, den nye folkedessert det fornemt franskklingende navn risalamande – og en skønne dag var den blevet en af lilleputlandets kæreste juletraditioner.”
Mandelgaven – en rejse gennem de skjule sider af danskernes elskede juletradition handler om, hvordan mandeljagten bringer det værste frem i os: misundelse, grådighed og snyd. Jeg er lige ved at tro, at bogens koncept er kalkeret over de syv dødssynder. Vi har altså ikke sat os til rette under julelampens skær, men tværtimod stillet os foran troldspejlet for at bese vores egne værste sider. Sådan en konfrontation kan være velmotiveret, men der kommer ikke nødvendigvis god litteratur ud af det. Og disse noveller overskrider desværre ikke bagatelgrænsen, heller ikke det altmodische sprog: ”Allerede inden de var gået til bords, kunne man høre de to søstre og deres mor hviske lavmælt, men ophidset mellem hverandre ude i køkkenet.”
Men hey, det slår mig lige: Måske (forhåbentlig!) skal bogen læses dybt ironisk, satirisk og sarkastisk? Måske er der rent faktisk tale om en besk parodi på Ved julelampens skær? Uanset hvad, så vil det glæde Politikens Forlag, om vi reagerede som Pavlovs savlende hunde og købte bogen som voksenmandelgave. Vinderen vil dog finde større næring i en ægte marcipangrissebasse.