Red. Clement Kjersgaard m.fl: Itu. Europa, Vesten og verden efter Brexit, Trump og ti års kriser Ræsons Forlag, december 2016.
I
Wembley, London, den 3. januar 1973. Irske Jonny Giles fører roligt bolden frem midt på banen. Han stikker en aflevering ud mod venstre, hvor engelske Bobby Charlton med en præcis indersideaflevering sender den ind i feltet. Her kommer danske Henning Jensen i fuldt løb. Han kaster sig gennem luften med fødderne forrest, og med panden dirigerer han bolden i nettet bag den italienske keeper, Dino Zoff. Skråt bag målet sidder en fotograf fra bureauet PA. Han fanger scoringen i dét æteriske og æstetiske splitsekund, hvor Henning Jensen hænger i luften i en underlig positur, som om han slænger sig på en usynlig chaiselong. Dét foto bliver senere legendarisk, da forfatteren Hans-Jørgen Nielsen sætter det på omslaget af sin kønsrolle- og klassekampsroman, Fodboldenglen, her med Henning Jensens overkrop og hoved dækket af en surrealistisk collage af den tyske kunstner Max Ernst, og således omformuleret til en sær, svævende hybrid.
Fodboldkampen på Wembley var en vaskeægte venskabskamp i den tid, hvor fodboldspillere med smørhår ikke krammede hinandens tatoverede kroppe, når de scorede, men ønskede tillykke med et håndtryk og et skulderklap. Kampen markerede, at de seks gamle lande fra Kul- og Stålunionen, der havde etableret det ‘Europæiske Fællesskab’, EF – Frankrig, Holland, Belgien, Italien, Luxembourg og Vesttyskland – ved årsskiftet til 1973 bød velkommen til tre nye medlemmer, Storbritannien, Irland og Danmark. Et udvalgt hold fra de gamle lande spillede mod repræsentanter for de nye. Udover Henning Jensen, seriespilleren fra Nørresundby, der kom til storklubben Mönchengladbach i den tyske Bundesliga, scorede også englænderen Colin Stein. De Nye vandt 2-0.
II
Os, der er midaldrende i dag, var børn dengang. Monopolfjernsynet var i sort-hvid, og det samme var virkeligheden. Vi var de gode, de frie, de demokratiske. På den anden side af jerntæppet boede de onde, de ufrie, de despotiske. Nok led vi af koldkrig og atomangst, men verden var overskuelig. Fjenderne var kommunisterne i øst og de palæstinensiske Sorte September-terrorister, der havde angrebet og dræbt elleve israelske sportsfolk ved OL i München året før.
Min far gik ind for dansk medlemskab af EF, men jeg var mere skeptisk. Jeg havde hørt at varerne ville blive billigere, og at det ville betyde mere forurening. Jeg så for mig, hvordan Østerbrogade blev forvandlet til en losseplads. Et år senere spillede vi fodbold midt på gaden under en af oliekrisens bilfri søndage. Ude i køkkenet var transistorradioen stillet ind på Dansktoppen, hvor Lise Reinau hyldede moderniseringens, småborgerlighedens og forstadslivets pris: ”I Herlev er der dejligt / et køkken, helt elektrisk, det’ rart.”
I en anden sang begræd Maria Stenz fremskridtet og udviklingen med en sentimental vise om den gamle købmandsgård, der måtte vige for motorvejen og den nye kolde og grå by med huse af stål og glas. Nok fornemmede man, at der var nye tider på vej. Men fremtiden gik vi roligt i møde, for vi boede jo i den bedste af alle verdener. Ingen var så oplyste, rationelle, retfærdige, fornuftige og humanistiske som os danskere. Det var en tryg tid. Men også en tid, der rummede kimen til de kommende årtiers forandring.
Dengang i de tidligere 70’ere var en flygtning en sjælden dissident fra de kommunistiske stater, som vesten tog imod med åbne, triumferende arme. Hjemme hos os boede i en kort periode en ung fyr, som var flygtet fra en bølge af kommunistisk jødeforfølgelse i Polen (mange år senere mødte jeg ham igen, nu var han radiolog på Hvidovre Hospital). Begreber som migranter, arbejdskraftens frie bevægelighed og østarbejdere havde vi aldrig hørt om, men fremmedarbejderne – senere ‘gæstearbejdere’, senere ‘indvandrere’, senere ‘etniske minoriteter’, senere ‘nydanskere’ – var begyndt at komme på invitation fra det danske erhvervsliv. De boede i små lejede kælderværelser, og passede i øvrigt deres ufaglærte jobs i forstædernes industriområder. Da de fik ret til familiesammenføring (også på industriens initiativ, for man skulle jo ikke risikere, at arbejdskraften rejste hjem igen) flyttede de med kone og børn ud i den velfriserede socialdemokratiske omegn, hvor man havde forbygget sig på almene boliger og havde mange dejlige kvadratmeter til overs.
III
De første egentlige gruppe flygtninge i efterkrigstiden var kommet hertil fra Ungarn, som blev invaderet af Sovjetunionen i 1956. Det var så rigeligt indenfor mands minde, at Danmark fra befrielsesåret 1945 og frem til 1949-50 havde huset op mod en kvart million tyske flygtninge, der var blevet fordrevet fra deres hjem efter nazisternes sammenbrud på Østfronten. Dengang var hele ideen om at hjælpe de tyske krigsofre naturligvis præget af de fem forbandede år, og det var ikke en hjerteopgave at tage sig af fjendens flygtninge. Tyskerne blev interneret i lukkede lejre, hvor de kun fik nødtørftig hjælp.
Den nye tids flygtninge i 1956 var, som tyskerne i 1945, fordrevet af sovjetiske soldater. Sovjetunionen stod ikke tilbage for nazisterne i udryddelse, fordrivelse og undertrykkelse, og nu rullede deres tanks ind i Budapest for at slå hårdt ned på en demokratisk opstand i Ungarn. 200.000 ungarer flygtede til Østrig, og cirka 1400 blev genbosat i Danmark. Til modtagelsen af dem oprettede en række danske humanitære organisationer på regeringens initiativ et midlertidigt ’Fællesråd’. Når ungarerne var blevet hjulpet på plads i samfundet med bolig og job, skulle organisationen efter planen atter nedlægges. Troede man. I stedet blev det begyndelsen til Dansk Flygtningehjælp, der i 2016-2017 kan fejre 60-årsjubilæum.
I 1960’erne kom politiske flygtninge, de såkaldte afhoppere, fra de kommunistiske lande, bl.a. 200 tjekkoslovakkere i 1968 og de polske jøder frem mod 1973. Men derefter blev der bygget humanitære broer mellem Europa og den store verden. Året for udvidelsen af EF, blev også året for et større gennembrud i modtagelsen af flygtninge til Danmark. I 1973 tog vi imod 158 flygtninge med indisk eller pakistansk baggrund fra Uganda, hvor den nye diktator Idi Amin drev klapjagt på asiater, som den gamle kolonimagt England havde indsat i statsadministrationen. I 1973-74 kom op mod 800 politiske flygtninge via ambassaden i Santiago efter Pinochets militærkup i Chile, og i 1975 opstod det enorme bådflygtningeproblem i Det Sydkinesiske Hav efter Saigons fald, og danske coastere fra Mærsk deltog i evakueringen.
I 80’erne brød flygtningeproblemer ud i lys lue i Mellemøsten med nabolandskrigen mellem Iran og Irak og statsløse palæstinensere og kurdere som ofre for fordrivelse og forfølgelse. Hvor end man kiggede hen, var der nye krige og konflikter, Afghanistan, Sri Lanka, mange steder i Afrika, ikke mindst i Somalia. Flygtningene kom i stort tal til Europa, som, før man fik set sig om, atter selv var i gang med at producere sit eget enorme flygtningeproblem med borgerkrigen og de skamfulde etniske udrensninger i det sammenbrudte Jugoslavien først i 90’erne.
I sommeren 2015 skabte den voldsomme krig i Syrien og en række andre konflikter et massivt pres på EU’s ydre grænser. Dels via søvejene i Middelhavet med kurs mod den italienske ø Lampedusa og over Det Ægæiske Hav til de græske småøer. Dels over landruten gennem Grækenland til Bulgarien, Serbien og videre mod Ungarn og Østrig med kurs mod flygtningevenlige lande som Tyskland og Sverige, der endnu holdt grænserne åbne.
EU blev taget på sengen, da flygtningene for alvor sparkede døren ind. Men overraskelsen var større, end den burde have været. Vesten har selv været med til at berede grundlaget for mange af flygtningesituationerne. Krigene i Irak og Afghanistan havde til mål af afsætte despotiske regimer, men skabte også enorme flygtningestrømme, ligesom bombardementerne over Libyen, der førte til den grusomme diktator Gadaffis fald, også medførte et enormt magtvakuum og en komplet lovløshed i landet, som gav perfekte betingelser for de kyniske mafiaorganisationer, der både smugler narko, våben og mennesker.
Jo flere mennesker, der forsøger at rejse over havet eller krydse landegrænserne, jo vanskeligere kan det være, at sige noget entydigt om deres motiver. Mixed migration, kalder man det. At folk som flygter fra krig i Syrien, undertrykkelse i Eritrea eller Boko Harams terror mod kristne i Nigeria har behov for beskyttelse mod krig og forfølgelse, kan næppe betvivles. Men blandt de mange titusindvis af asylsøgere, er der naturligvis også mennesker, der er rejst ud for at søge bedre livsmuligheder, socialt og økonomisk. Det er dem, vi kan kalde migranter. De har ingen konventionsbestemt krav på beskyttelse, og ethvert land kan selv afgøre, om det vil lukke dem ind, hvilket altid afhænger af behovet for arbejdskraft i landets industri, landbrug m.m. Men hvis migranterne kommer på samme måde og ad samme rute som folk på flugt, måske i håb om at blive modtaget som flygtninge – hvordan skelner man så mellem deres motiver og historier?
I dag er flere mennesker end nogen sinde før på flugt, op mod 60 millioner på verdensplan. Langt de fleste flygtninge – op mod 95 pct. – opholder sig i deres eget hjemland eller i et naboland til det land, der er flygtet fra. Og hvis der er én ting, som ellers uforsonligt uenige fløje i debatten kan blive enige om, er det, at nærområdehjælp skal prioriteres. Dem, der ønsker at lukke EU’s ydre grænser, og for så vidt også de indre, insisterer på at alle skal fastholdes i lejre langt væk fra Europa. Dem, der taler for en mere liberal politik, mener, at det ikke er et enten-eller.
IV
I efterkrigstiden opstod behovet for at udtænke de humanitære – og humanistiske – konventioner, der findes endnu i dag, men som er skabt ud fra et helt andet konfliktbillede end nutidens. En flygtning er ikke længere en individuelt forfulgt systemkritiker, men en af mange massefordrevne fra borgerkrige eller etnisk udrensninger. Det betyder at konventionerne nok er utidssvarende. Men de er der, de gælder fortsat, og uden dem ville flygtningene være ilde stedt. Hvis vestlige lande som Danmark nu, hvor verdens flygtningeproblem er større, end nogensinde før, begynder at undsige konventionerne (stærkt ønsket af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance og mødt med forståelse af både de borgerlige og Socialdemokraterne), vil det eskalere et i forvejen enormt problem. For hvis vi, de rige lande, vil opsige vores konventionsforpligtelser, vil det naturligvis være et negativt skoleeksempel for de lande, der i forvejen huser de fleste af verdens flygtninge, nemlig nabolandene i de såkaldte nærområder. Hvis de stabile, vesteuropæiske demokratier dropper konventionerne, hvordan skal vi så med nogen troværdighed i behold kunne argumentere for, at andre skal overholde dem?
Presset på konventionerne, grænserne, systemerne og på den politiske og folkelige hjælpevilje er stigende, og hvis man skal kunne beskytte flygtningene i morgen, må man beskytte konventionerne i dag, deres uperfekthed til trods. Derfor bør diskussionen ikke handle om afvikling af konventionsforpligtelserne, men om hvordan man bedst kan sortere kraftigt blandt de hundredtusindvis af mennesker, der gerne vil over grænserne. Udgangspunktet må være, at EU’s flygtningepolitik – nu og i fremtiden – må fokusere på at yde beskyttelse til forfulgte og fordrevne, men de humanitære systemer ikke skal bruges til migration i øvrigt.
EU og Tyrkiet aftalte i foråret 2016, at alle flygtninge, der er kommet til Grækenland over havet, og som ikke søger asyl, skulle returneres til Tyrkiet. EU skulle til gengæld bl.a. genbosætte syriske flygtninge fra lejrene i Tyrkiet – én syrer for hver tilbagesendt bådflygtning. Seks måneder efter aftalens implementering var dog blot 500 flygtninge blevet udvekslet. Med aftalen tilbød EU også tyrkiske statsborgere visumfri indrejse i EU. Denne visumaftale er dog endnu ikke blevet effekturet. Dels fordi Tyrkiet ikke opfylder alle 72 betingelser, som EU har opsat, dels fordi der dybt inde i EU’s eget centrum er en dyb skepsis, for ikke at sige modvilje, både politisk og folkeligt, overfor visumfrihed til 80 millioner tyrkere. Samtidig har præsident Erdogan politisk set fjernet sig fra EU på en række vitale punkter efter det mislykkede militærkup imod ham i juli 2016, som han benyttede til en storudrensning af sine politiske fjender, ulydige medier m.m.. Erdogans besked til EU synes klar: Tyrkiet kan åbne for sluserne og atter presse Grækenland til det yderste.
Flygtningene er altså både ofre for krigene og konflikterne og brikker i et storpolitisk magtspil. Ganske vist var der i sommeren 2016 ikke processioner af flygtninge på de europæiske landeveje, som sommeren før, men det betød ikke, at problemet var løst. Slet ikke. I takt med at ruterne over Det Ægæiske Hav var blevet lukket ned, var flygtningene atter begyndt på den endnu farligere rute over Middelhavet fra Libyen med kurs mod Italien. International Organization for Migration oplyste i august 2016, at flere flygtninge end året før druknede undervejs. Og midt i november kunne Frontex – EU’s grænseagentur – meddele, at 27.500 migranter (en noget unuanceret fællesbetegnelse) havde nået de italienske kyster i oktober, det højeste månedlige tal, som nogensinde er blevet registreret i det centrale Middelhav, og det dobbelt antal i forhold til måneden før. Ifølge Frontex skyldtes stigningen sandsynligvis, at menneskesmuglerne ville slå til med flere transporter inden vinteren sætter ind.
Det helt afgørende spørgmål er, hvad Europa kan gøre for både at beskytte egne grænser og beskytte flygtningene. Al interesse har de seneste årtier samlet sig om at koncentere flygtningene i ‘nærområderne’, altså de nabolande til de lande, folk flygter fra. Det er i forvejen der den dominerende broderpart af det globale flygtningekontingent befinder sig. I november 2016 foreslog den danske regering, at det skulle være muligt at søge asyl i Europa ved repræsentationer i disse nærområder (en mulighed, som ellers blev pillet ud af den danske lovgivning i 2002). Modellen skulle samtidig gøre det forbudt at søge asyl ved den danske grænse, og dermed – mener regeringen – ville man ødelægger menneskesmuglernes business med at transportere asylsøgere over Middelhavet. Hvis der alligevel kommer asylsøgere til grænsen, vil de blive sendt tilbage til ‘nærområdet’, hvorfra deres sag skal behandles.
At hjælpe folk tæt på deres hjemland giver god mening. At bekæmpe de spekulative menneskesmuglere, der svigter deres kunder og bringer deres liv i fare, er også en oplagt idé, som alle humanitære organisationer selv har advokeret for. Derfor virker det i teorien fornuftigt at genskabe, øge og konsolidere muligheden for sagsbehandling langt fra Danmark. Det forudsætter dog at man kan indgå samarbejdesaftaler med regeringer i udlandet, som vil lægge jord til store modtagecenter, hvor sagsbehandlingen skal foregår. Her vil der blive tale om enorme, langvarige investeringer. Og samtidig er der den mulighed, at sagsbehandlingscentre i Afrika eller Mellemøsten vil kunne være en magnet for asylsøgere, og at Danmark og partnerlande vil opleve vækst i antallet af flygtninge, der banker på vores dør. Køen vil sno sig ned gennem Nordafrika over Sahara og videre ned til Kap Det Gode Håb. Tanken om at fastholde alle potentielle asylsøgere i Afrika og Mellemøsten er besnærende, men politisk og praktisk set skal der tages højde for, at disse ‘nærområder’ består af nationalstater, der i forvejen er markant hårdere spændt for, end Europa er. At forhandle en ordning på plads med et eller flere af disse ofte ustabile lande, og derefter drive en fremskudt sagsbehandling dernede, vil kræve ufattelige ressourcer og rumme enorme sikkerhedsricisi.
V
Da Muren faldt i 1989, troede vi at vi stod på tærsklen til det demokratiske tusindårsrige. Vi vidste jo, at vi levede i den bedste af alle verdener, og i vores naivitet mente vi, at vores humanistiske selvbeskrivelse ville smitte af på alle de tidligere trælbundne folk, der nu blev lukket ind i folden.
I 1992 mødtes jeg med den norske journalist, forfatter og kommentator Jahn Otto Johansen på Operacafeen i Oslo. Vi skulle tale om hans nye bog, Skumring i Øst. Rasisme og nasjonalisme i det nye Europa. Når jeg i dag genlæser interviewet, tænker jeg på, hvor lidt debattens temaer har rokket sig i de snart 25 år, der er gået. Eller hvor visionær, forfatteren egentlig var. Dengang, i sommeren 1992, var udgangspunktet, at frihedsberuselsen efter Murens fald i 1989 var definitivt forbi. Nu så vi befriede mindretal benytte friheden til at undertrykke andre, ja Danmark havde et par måneder inden vundet en lille sommerturnering i fodbold kaldet EM, efter at vi kom med på tvangsafbud fra Jugoslavien, hvor gamle naboer nu var nye fjender, som slog hinanden ihjel.
”Den jugoslaviske borgerkrig er kun en generalprøve på, hvad Europa kommer til at opleve i de kommende år,” sagde Jahn Otto Johansen, der pegede på den konfliktrisiko, der opstår, når centralistiske styrer ikke længere holder nationalfølelserne i ave. Uden at savne fortiden i øst, hvor de kommunistiske regimer altid havde været repressive overfor landenes jødiske befolkninger, pegede han bl.a. på, at antisemitismen nu florerede i Ungarn som et led i en stærk national selvhævdelse. Dét så han tydeligere – og tidligere – end nogen andre. Og han sagde: ”Vi kommer til at se folk og lande, som vi støtter til selvstændighed og demokrati, nu kommer til at optræde som undertrykkere og krigsførende magter mod hinanden”.
Jahn Otto Johansen mente også, at konflikterne ville forskyde sig til de skandinaviske lande og bringe stærke nationalistiske følelser frem i os selv. Han pegede på potentielle konflikter, der kunne opstå i de nordiske lande mellem serbere og kroater, serbere og grækere, makedonere og grækere m.m. Præcis sådan gik det jo ikke. Den nye nordiske nationalisme er ganske vist uomtvistelig – med markant tilslutning til f.eks. Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne, De Sande Finner og Fremskrittspartiet i Norge. Men den er snarere opstået dels på baggrund en generel skepsis overfor EU (herunder østarbejdere) og dels på baggrund af en stigende modstand mod ankomsten af flygtninge fra muslimske lande. Som rapporten Global Attitudes fra Pew Research Institute viste i sommeren 2016, frygter et stigende antal europæere, at flygtningene truer vores sikkerhed (jp.dk den 13. juli 2016).
Ingen lyttede for alvor, når folk som Jahn Otto Johansen sagde, at det nye Europa faldt i hænderne på antisemitterne,
racisterne og nationalisterne. Men gør man status over Europa i dag ser man en markant politisk højredrejning, der både består af EU-modstand, nationalchauvinisme og fremmedhad. Den inkluderer f.eks. Gyldent Daggrys nynazistiske tæskehold i Grækenland, ultranationalistisk fremgang i Kroatien og den nationalkonservative, kristne antisemitisme (mod både jøder og muslimer) i Ungarn og Polen. Men den omfatter også Østrig, højrenationalistiske parti Frihedspartiet (som i november MÅSKE blev det første højreradikale parti på en europæisk præsidentpost), Front Nationals gamle folkeligt forankrede antiislam, UKIPS britiske isolationisme og den akutte og enorme fremgang under migrationskrisen for islam- og indvandringsfjendske partier som Fremskrittspartiet, Sverigedemokraterne og Alternative für Deutschland (AfP). Lederen af AfP, Frauke Petry, har krævet at tyske grænsevagter skal have mulighed for at skyde flygtninge, der trænger over grænsen.For få år siden ville sådan en udtalelse blive isoleret som politisk ekstrem, men i dag bliver den taget alvorlig.
Professor Uffe Østergaard sagde (Weekendavisen den 15. april 2016) at EU må beskytte sine grænser med militærteknologi og pigtrådshegn. Det er mildest talt nye toner fra manden, der op gennem 90’erne ellers inkarnerede troen på det nye, grænseåbne Europa. Men EU’s manglende evne til at kontrollere de ydre grænser, har fået Uffe Østergaard på andre tanker. Han giver nu sin opbakning til det, han kalder Dansk Folkepartis ’fredsommelige nationalisme’ og ønsker en kynisk sortering af flygtninge, så vi kun modtager dem, der kan bidrage til samfundet. Enhver tanke om at give beskyttelse til flygtninge efter behov, er gemt og glemt. Det er et synspunkt, han deler med f.eks. Socialdemokraten Henrik Sass-Larsen og mange andre. Migration skal kunne betale sig. Enhver tanke om at give beskyttelse til flygtninge efter behov, er gemt og glemt. Faktisk går Uffe Østergaard så vidt, at han ønsker alle flygtningebåde i Middelhavet sendt tilbage til Libyen, hvorfra menneskesmuglerne udskiber dem. I fuld erkendelse af, at en sådan returtrafik kun vil kunne finde sted med tvang – både overfor flygtningene og libyerne – og vil medføre overgreb mod flygtningene fra menneskesmuglernes side, sagde han i Orientering på P1 (november 2016), at ”vi må håbe, at tv-stationerne så ikke er til stede”. I ønsket om at beskytte europæiske værdier, er Uffe Østergaard altså parat til at suspendere eller ignorere selvsamme europæiske værdier. Det er jo et filosofisk paradoks. Eller måske en politisk tilståelsessag: Vi vil kun ‘det gode’, så længe ‘det gode’ ikke har upraktiske konsekvenser. Det ligner unægteligt en faneflugt fra det, som Uffe Østergaard selv har udbasuneret som det særligt europæisk-humanistiske. Hvor efterlader det Europa som politisk projekt og Europa som moralsk værdi?
VI
I november 2016 blev Brexit knyttet til Donald Trumps valgsejr i USA som et dobbeltudtryk for folkets opgør med eliten. Der blev også talt fyldigt om en ‘demokratiets krise’, hvilket naturligvis er paradoksalt, al den stund, at holdbare demokratiske processer bragte hhv. englænderne og amerikanerne til deres respektive resultater. Briterne stemte og flest ville ud. Amerikanerne stemte og flest ville have – Hillary. De fik så Donald i stedet for, fordi de små stater tilgodeses gennem valgmandssystemet, der sikrer, at det ikke er de folkerige stater, der altid dikterer udfaldet af et præsidentvalg. Det er ikke udtryk for nogen krise (men paradoksalt nok strider metoden mod den demokratiopfattelse, Trump selv har hyldet, hvor den kandidat, som får flest stemmer, også bør vinde).
Når det alligevel giver mening at tale om en demokratikrise, handler det om kvaliteten af den offentlige samtale i det, som er blevet diagnosticeret som ‘det post-faktuelle samfund’, hvor man kan slippe af sted med at sige hvad som helst, når man driver politisk kampagne. Mens endnu ingen tog Donald Trumps kandidatur som Republikanernes mulige kandidat alvorligt – og mens alle kloge hoveder tog kollektivt fejl i hans potentiale – blev alle nyheder om ham rubriceret som ‘Underholdning’ af det store netmedie Huffington Post. De anerkendte ham ikke som politiker, og med rette. Han var, mente de, stadig kun en flamboyant tycoon, der levede sit liv som en celeb på de skamløse networks forskellige realityshows. At manden, som lignede en skurk på jagt efter verdensherredømmet i en superheltefilm, blev taget alvorligt, havde ingen forstået. Og deri ligger demokratiets krise: at politik for længst er reduceret til entertainment i sådan en grad, at populistiske paroler kan bane vejen til magten. Det er ikke det valgtekniske, som er i krise. Det er selve indholdet i den degenererede politiske debat, hvor racisme, sexisme og nationalisme ikke længere er ekstremt, men normativt..
Valget af Donald Trump fik mange politikere (samt et kommentariat i chok over hvor forkert de havde vurderet situationen) til at udstille deres store vantro: Dét havde de ikke troet! Dét havde de ikke set komme! Men hvorfor skulle amerikanerne – dem af alle – være immune overfor den populistiske bacille, som gennem de seneste år har bragt den ene fremmedfjendske og autoritært tænkende bevægelse tættere og tættere på den absolutte magt over hele Europa? Naturligvis var amerikanerne, både i rustbæltet og i middelklassen, tiltrukket af nationalistisk-isolationistiske paroler og udsigten til at blive gjort great again. Donald Trump vandt valget på en cocktail af lovende løfter og på at repræsentere det nye, altså samme bevægelse, som skabte UKIP’s succes og førte til Brexit. Den nye præsident blev straks – som englændernes afvisning af EU og alle de øvrige tendenser i Europa – udlagt som et opgør med eliten. Det er nøjagtig sådan de fremmedfjendske partier og bevægelser i Europa gerne vil fremstilles – som en slags frihedskæmpere imod en politisk korrekt, globaliseringselskende elite, der ikke anerkender sin egen befolknings nationale identitet, ønsker og behov.
Men den analyse er for endimensionel og bekvem. Der er jo ikke tale om, at én entydig og homogen elite mister grebet om folket, der samler sig i en revolutionær opposition. Og de politikere, der tager magten rundt omkring i Europa er allerede selv dele af den etablerede politiske elite – idet der naturligvis findes parallelle eliter. Der findes jo også en mere venstreorienteret og orienteret intellektuel og akademisk elite, der er vundet frem i nye politiske protestbevægelser som f.eks. den italienske populistiske Femstjernebevægelse og Alternativet herhjemme. Det vil derfor være mere retvisende og relevant, at tale om en parallelelites opgør med det bestående i stedet for et folkeligt opgør med ”eliten”.
Populister er ikke anti-elite. De er selv elite. Deres vælgere er i høj grad middelklassen, ikke mobbeofre og bænkevarmere, der aldrig har haft privilegier i deres liv. Teorien om at folket gør oprør mod eliten, er ikke skabt af folket og slet ikke formuleret af folket, hvad ‘folket’ så end er. Det er et narrativ i kulturkampen, som er skabt af en anden elite, der således bruger folkebegrebet som en rambuk for sin egen vej til magten.
Skulle Marine Le Pen måske ikke være elite? Skulle Donald Trump og Alternative Right-bevægelsen ikke være elite? Naturligvis er dem, der ønsker en nationalistisk og ikke-globalistisk magtorden, lige så meget en del af den politiske elite, som deres konkurrenter. Dertil kommer, at de nationalt orienterede partier og bevægelser dyrker forestillingen om, at de er undertrykt af et politisk korrekt meningstyranni, hvilket er paradoksalt, når man tager i betragtning, at de om nogen har sat dagsordenen i medierne og i den politiske debat i snart 25 år. Der er snarere tale om politiske polariseringer og den kamp om magt, som altid vil finde sted. Den politiske elite taler altid folkestemninger efter munden, men manøvrerer ikke lige så hurtigt som de nye bevægelser og partidannelser. Det betyder at både højreradikale og venstrepopulister får frit spillerum.
Når forhandlingerne om Englands udtræden af EU er afsluttet, er Europa sandsynligvis mere splittet, end nogensinde før set i moderne tid. Det kan meget vel vise sig at være et Europa under ledelse af folk som Marine Le Pen og Geert Wilders, der kræver lukkede grænser og nationalstaternes generhvervelse af al suverænitet fra EU. I så fald lever vi i et Europa, hvor der med den tyske idéhistoriker Philipp Ruchs ord foregår en brutalisering af samfundene, hvor ekstreme synspunkter dominerer den offentlige meningsdannelse i politik og medier.
Europa 2016 er spændt ud mellem humanitær krise og højrenational radikalisme. Midt i moradset spreder terrortruslen skræk i både regeringer og befolkninger, der tilsyneladende er parate til at acceptere større og større lovstramninger i forhold til frie ytringer, forsamlinger og bevægelighed. Det betyder, at Europa også sætter sine egne idealer under hårdt pres. Paradokset er til at tage at føle på: Vi siger, at vi vil beskytte det åbne samfund mod dem, der vil angribe det. Derfor vedtager vi en række love, der skal bekæmpe truslen udefra, men dermed kommer vi også til at svække mange af de værdier, som vores samfund er baseret på. Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan man beskytte demokratiet og det frie samfund uden selv samtidig at tage mere eller mindre autoritære midler i brug?
VII
Hvad den noble engelskmand Bobby Charlton, der spillede bolden ind i Henning Jensens pande, mente om britisk EU-medlemskab i 1973, ved jeg ikke. Men han og hans holdkammerater, der vandt VM for England i 1966, afslog både venligt og bestemt Brexit-fortaleren Boris Johnsons forsøg på at hverve dem for sin leave-kampagne op til folkeafstemningen i juni 2016.
Henning Jensen fra Nørresundby var en fodboldengel, der svævede ind i det nye Europa, dengang i den trygge tid, hvor vi kun skulle frygte atomragnarokket. Jeg ser ham hænge der i luften med Max Ernst-masken for ansigtet. I mine drengeår blev han et symbolet på den verdensdel, vi nu for alvor var en del af. Han blev – sammen med Allan Simonsen, Ulrik le Fevre og de andre fodboldspillere – vores gesandter på kontinentet. Henning Jensen spillede i Gladbach i Vesttyskland, i Real Madrid i Spanien, i Ajax i Holland. Han strejfede som en europæisk foregangsmand rundt på det grænseløse arbejdsmarked, han var både dansker og europæer, men først og fremmest fodboldspiller.
Idag kan jeg ikke tænke på fodboldenglen uden at tænke dens fald. En falden engel er en engel, der må forlade sin plads i himlen efter at have gjort oprør mod gud. Europa har ingen gud at gøre oprør imod. Til gengæld har de europæiske befolkninger forkastet – nej, ikke eliten, men de idealer og grundværdier, som vi altid har fået at vide, at Europa bygger på: humanisme og tolerance.