Weekendavisen den 13. januar 2017.
Roman. Peter Aalbæk bad Katrine Marie Guldager skrive en roman. Det er et tilbageskridt for forfatterskabet.
Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie. Roman. 304 sider, 300 kr. Politikens Forlag.
De eneste mennesker, vi ikke kan hjælpe, er dem vi er i familie med. Sådan lød lærdommen i Katrine Marie Guldagers meget vellykkede romansekstet, Køge-Krøniken, (2010-2016). Nu – kun tre måneder efter seriens fuldbyrdelse med Ilden – kommer så en ny, fritstående roman, der har denne kongstanke som smertepunkt.
Hippieparret Jytte og Holger flytter ind i en nedslidt villa på Strandvejen i Svendborg engang i 70’erne, hvor de får tre børn, Frederik, Lene og Jakob. At kærligheden er til stede, er der ingen tvivl om, men familiebåndene brister, og snart er alle i drift mod egne ståsteder og identiteter. Mens Jytte lever sit seksuelle frisind ud, bliver Holger biodynamiker på Drejø. De tre børn vælger hver deres genre af ungdomsoprør:
Frederik ser op til 80’ernes boheme, Klaus Riskær Petersen, melder sig under VU’s faner og begynder på Handelshøjskolen. Hans karrierevej er udstukket til New York, hvor han kommer til at arbejde i kapitalismens højborg hos selveste Goldman Sachs. Det har naturligvis sine konsekvenser for hans sinds helse.
Lene begynder at læse teologi i København, hvor hun kommer ind i det venstreorienterede miljø af solidaritetsarbejdere, der vil frelse Mellemamerika. Hun bliver kæreste med engelske Kyle og flytter hjem til Svendborg, hvor hun dyrker sin præstegerning, mens manden dyrker sin promiskuitet med sognebørnene.
Intet kunne være fjernere for forældrene, end kapitalismen og religionen. I forhold til Frederiks og Lenes gennemgribende opgør med Holgers og Jyttes værdier og praksis, bliver Jakobs sociale nedtur knap nok registreret. Han er jo bare et klassisk sort får.
Frederik er romanens hovedperson, sandsynligvis udtænkt som en slags moderne Lykke-Per, der må frigøre sig for at finde sin plads i livet. I sin rastløse, ambitiøse foretagsomhed vender han ryggen til sine forældre, bekender sig til kapitalismen og gifter sig ind i overklassen. Frederik har – som Lykke-Per – store planer for sig selv og lave tanker om sine landsmænd:
”Det eneste sted, han nogensinde havde gjort sig gældende, var jo i USA, så hvad lavede han her, blandt bønder? Danskerne var som små sten, der lå og rullede frem og tilbage i strandkanten, små sten, der rigtig hyggede sig med at være sammen, med at glimte i aftensolen. Men sagen var at prisen (altid, altid, altid) var, at stenene med deres skubben sig rundt, altid udjævnede selv de mindste kanter, de mindste forskelle. I Danmark fik man ikke lov til at være noget særligt. Det var mistænkeligt, hvis man troede, at man var noget.”
En uskyldig familie er skrevet på bestilling og med henblik på filmatisering af filmproducent Peter Aalbæk, som stillede to krav: 1) Romanen skulle foregå i Svendborg (af hensyn til støtte fra den regionale filmfond FilmFyn) og 2) der skulle indgå en præst (gerne sexgal, hvorfor vides ikke). Dette fremgår ganske vist ikke af bogen, det er noget, jeg har læst mig til på tv2fyn.dk, fordi jeg ledte efter oplysninger, der kunne kaste lys over de monumentale og proportionsløse anprisninger om romanen, som filmmanden er citeret for på både forsiden og flappen. Han kalder for eksempel romanen ”guddommelig”.
Guddommelig, ligefrem? Spis brød til, Peter Aalbæk. Så god er En uskyldig familie naturligvis ikke. På ingen som helst måde. For fans af Køge-Krøniken – jeg er en af dem – er der tværtimod tale om et ferskt fortalt tilbageskridt for forfatterskabet. Romanen har ganske vist potentiale som både familieportræt, frigørelsesfortælling og samtidsroman fra årene op til og efter bobleøkonomiernes brist. Men desværre mangler den både originalitet og sproglig spændstighed. Kun mod slutningen rejser teksten sig hist og pist, men da er det for sent. En uskyldig familie minder om det, man i filmbranchen kalder et treatment, altså en slags synoptisk genfortælling, endnu uden kunstnerisk forløsning.