Kommentar i Weekendavisen den 17. april 2008.
Kortslutning. Hyldede Valdemar Rørdam nazismen, fordi han var fortvivlet over besættelsen?
Digteren Valdemar Rørdam og litteraturforskeren Harald Nielsen har i mange år været stemplet som nazisympatisører og/eller antisemitter, og som læsere af denne sektions debatsider vil side, er det livet om at gøre for Søren Krarup at rehabilitere dem og trække dem op af degraderingsdyndet.
Hans debat med litteraturprofessor Hans Hertel nåede et besynderligt punkt i sidste uge, hvor Søren Krarup skrev, at Valdemar Rørdams ”fatale digt” om Hitler-Tysklands angreb på Sovjetunionen, var resultatet af en ”sjælelig kortslutning” i fortvivlelse over 9. april. Valdemar Rørdams sympati for Hitler bør derfor påkalde sig Hans Hertels ”menneskelige medfølelse”, mener Søren Krarup, der er insisterende langmodig med den nationale skjald, der med åbne øjne og klar i tanken, kastede sin sympati på nazismen, som han hyldede i svulstig og umisforståelige formuleringer i digtet Så kom den Dag fra 1941. Her glæder han sig blandt andet over, at tysken viser sin kampkraft: ”Vi har dog samme livsrum at forsvare…”
Søren Krarup kalder Valdemar Rørdam for en ”stor lyriker, der ikke uden grund var inde i billedet til Nobelprisen”, men sagen er nu at han aldrig var seriøst i nærheden af prisen, og at en nominering på ingen måde kan forhindre, at hans agitationslyrik kaster slagskygger over den øvrige digtning. Derfor er Valdemar Rørdam forståeligt nok en degraderet digter, uanset forfatterskabets kvaliteter, hvilket er umådeligt sørgeligt, menneskeligt, kunstnerisk og politisk.
At minde om Valdemar Rørdams litterære kvaliteter er naturligvis helt i sin orden, for god lyrik bør ikke ignoreres, ligesom vi aldrig er holdt op med at synge vores børn i søvn med umistelige børnesange som Jeg ved en lærkerede og Solen er så rød, mor selvom de er skrevet af en anden nazivenlig forfatter, den tragiske Harald Bergsted. Men at omfavne og genrejse kunstnere, der skrev proklamatoriske hyldestdigte til nazismen, virker på mig som et intellektuelt svigt af Søren Krarup, der som bekendt ikke er sen til at bortdømme enhver digter, journalist, politiker eller debattør, der enten har været venstreorienteret eller tolerant overfor indvandring til Danmark.
Hvorfor skal en mand som Valdemar Rørdam (som Arne Hardis i bogen Æresretten kalder for en ”patriotisk landsforræder”) forsvares med sådan en ildhu? Valdemar Rørdam skrev en lyrisk troskabsed overfor nazismen, og selvom udgangspunktet var en politisk tro på Hitler som bolværk mod Stalin, var det stadig en naiv loyalitetserklæring. Så kom den Dag var både en politisk værdierklæring på vers og en ideologisk tilståelsessag, som gjorde degraderingen af digteren uundgåelig. Men de gamle, nazistiske sympativers er ifølge Søren Krarup resultatet af en ”sjælelig kortslutning” i fortvivlelse over besættelsen den 9. april, hvilket tilsyneladende betyder, at vi skal føle sympati med den stakkels nationale og Valdemar Rørdam. Det giver ingen mening.
Hvad kan man forvente af en forfatter? Eller rettere sagt: Kan man forvente andet af en forfatter, end af alle mulige andre mennesker? Både og. Forfattere er intellektuelle seismografer, men de er ikke orakler, og deres moral og menneskelige integritet er ikke mere helstøbt end menneskers flest. Men forfattere stiller deres meninger til rådighed, og det kræver ofte mod og mandshjerte, ikke mindst for de kontroversielle. Om den (efter min mening) kunstnerisk overvurderede Valdemar Rørdam havde særligt mod, eller om han tværtimod var en kujon, der satsede på den forkerte hest, kan man naturligvis diskutere. Men man kan ikke diskutere det, som hans vers dokumenterer: han digtede for nazismen.
I denne uge har folketinget behandlet kulturministerens lovforslag om at bringe den internationale ordning med forfatterfribyer til Danmark. Regeringen har – på krav fra Dansk Folkeparti – sat det som en betingelse, at en forfatter i midlertidigt eksil i en dansk by, skal underskrive en erklæring om respekt for det danske demokrati m.m. (en erklæring, som man vel at mærke ikke beder businessfolk, udvekslingsstuderende eller andre om at underskrive).
Denne værdierklæring er naturligvis udtryk for en mistillid til mennesker fra muslimske lande, også selvom forfatterne i fribyordningen vil have brug for eksil, fordi de ikke har skrivefrihed derhjemme. Sådan en erklæring kan man pådutte udlændinge, men ikke egne borgere, og godt det samme. Men i et tankeeksperiment ville Valdemar Rørdam ikke kunne leve op til ånd og bogstav i værdierklæringen. Alene hans diskvalificerende begejstringsdigt om nazismen gør udslaget. Derfor er han logisk nok en degraderet digter, og Hans Hertel har en tankevækkende og korrekt pointe, når han påpeger at Dansk Folkeparti og det højrenationale miljø målbevidst forsøger at montere Valdemar Rørdam som martyr.