Kommentar i Weekendavisen den 19. maj 2006
Demokratisk krise. Det er ikke kun mordlystne muslimer, der truer pressen. Den danske anklagemyndighed kan også være med.
Erik Meier Carlsen er chefredaktør på B.T. og en hyppigt brugt fjernsynsfortolker, -formidler og -forsvarer af den politik som regeringen og Dansk Folkeparti fører. Anders Ullum er endnu mere chefredaktør på B.T., men ham ser man kun på skærmen, når han selv betaler for sendetiden og optræder i avisens desperate reklamekampagner. I denne uge kom de to chefer til at mene det modsatte af hinanden i en sag, som man ellers kunne forvente enighed om – nemlig pressens forhold til stat og regering. Og nej, det handler ikke om at den ene gerne ville til middag med ægtefælle på Marienborg, mens den anden ville melde afbud.
De to B.T. chefers uenighed handler om anklagemyndighedens sag mod Berlingske Tidendes journalister og chefredaktør, som bragte de fortrolige oplysninger om Irak-krigens grundlag (eller mangel på samme) med Frank Grevil som kilde.
I et interview i Berlingske Tidende i mandags siger Erik Meier Carlsen: ”Pressen har et medansvar for ikke at underminere væsentlige offentlige aktiviteter. Derfor, når man bryder loven, må man kunne sandsynliggøre, at det, man bringer, har en almen offentlig interesse. Rapporterne her fik ikke bragt noget nyt frem, og lovovertrædelsen var derfor unødvendigt skadelig for Forsvarets Efterretningstjeneste.«
Men om tirsdagen skriver Arne Ullum så en leder i B.T., hvor det hedder: ”I det aktuelle tilfælde har skaden været minimal – i værste fald har den danske efterretningstjeneste mistet prestige og måske muligheden for at få oplysninger hos udenlandske kolleger. Modsat handlede debatten om en af de væsentligste danske udenrigspolitiske beslutninger siden Anden Verdenskrig.”
Den ene redaktør mener altså at lovovertrædelsen var unødvendig skadelig, mens den anden mener at skaden var minimal. Nu er der ganske vist intet krav om, at redaktørkollegaer skal tænke og skrive i takt, gud bedre det, men det er da alligevel påfaldende så forskelligt de to kan udlægge teksten. Under alle omstændigheder er situationen den, at anklagemyndigheden er i fuld gang med at føre proces mod to journalister og en chefredaktør, der blot har gjort deres journalistiske borgerpligt.
Mig bekendt er der ikke længere den store uenighed om, at grundlaget for den danske krigsdeltagelse var gennemført løgnagtig. Og mig bekendt har statsminister Anders Fogh Rasmussen systematisk undslået sig for at give interviews om Irak-krigen i nu to år. Han har angiveligt ikke haft tid. Men nu kan han jo så bruge de timer, han ellers havde afsat til den nu aflyste middag med pressen. Så lang tid tager det jo heller ikke at aktivere det teflonbelagte standardsvar, som han tyer til i enhver presset situation: ”Jeg afviser kritikken”.
Dommen over Frank Grevil – han fik fire måneder i brummen for at bryde sin tavshedspligt – er et fingerpeg om, at også journalisterne og chefredaktøren kan risikere en dom. Og det oven i købet i en situation, hvor landets statsminister som sagt konsekvent undlader give interviews om vores deltagelse i krigen på løgnagtigt grundlag. Men Anders Fogh Rasmussen er altså ikke underlagt nogen tavshedspligt. Han er som politisk leder af Danmark nærmest forpligtet til at forklare sig og svare på kritiske spørgsmål, men han nægter i magtfuldkommen arrogance.
Hvis ikke det var fordi det hele var så gravalvorligt, ville det faktisk være ganske underholdende. Men sagen er jo desværre, at anklagemyndigheden har støvet straffelovens paragraf 152d og 152e af fordi de mener, at Berlingske Tidende har gjort noget strafbart ved at viderebringe fortrolige oplysninger med trusselsvurderingerne fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Den slags må man naturligvis ikke når det skader landets sikkerhed, men hvis offentliggørelsen sker i klar almeninteresse, er det ikke så forbudt endda. Det må komme an på en konkret vurdering.
Om Erik Meier Carlsen eller Arne Ullum har ret, er lige så ligegyldigt som B.T. fra i går. Den demokratiske krise for krigsnationen Danmark handler derimod om noget så vitalt som principielle livsvilkår for pressen. De, der afslører løgnen, bliver straffet for at tale, mens de der lyver, slipper af sted med at tie. Alt taget i betragtning, bør alle der tager pressefrihed og ytringsfrihed alvorligt stå lige så solidarisk med journalisterne Michael Bjerre, Jesper Larsen og chefredaktør Niels Lunde som med Flemming Rose, de 12 tegnere og Carsten Juste. Ganske vist udgør anklagemyndigheden en mere civiliseret modpart end de mordlystne muslimer og deres diffuse dødstrusler, men hvor er vi ærlig talt henne, når en avis ikke kan skrive sandheden om løgnen uden at risikere fængselsstraffe? Det var jo kun Anders Fogh Rasmussens troværdighed og ikke landets sikkerhed, der blev antastet da de fortrolige oplysninger kom frem. Og anklagemyndighedens opgave er ikke at værne om statsministeren.