Weekendavisen den 24. marts 2017.
Kommentar. Er danske forfattere bange for at bruge Koranen litterært?
At genfortælle Bibelen er en klassisk litterær disciplin, som Ebbe Kløvedal Reich, Anna Sophie Seidelin og Johannes Møllehave har gjort dyrket, og forfattere som Villy Sørensen, Cecil Bødker, Klaus Rifbjerg, Vagn Lundbye, Maria Giacobbe, F.P. Jac, Pia Tafdrup, Rune T. Kidde, Maria Helleberg, Leif Davidsen og Svend Åge Madsen har alle medvirket i en antologi med gennemskrivninger af fortællinger fra Det Gamle Testamente. Senest har også Bjarne Reuter og Ida Jessen genfortalt Bibelhistorie på opfordring af Det Danske Bibelselskab.
Det er med andre ord et kendt træk at lade store, gode og populære forfattere skrive nye versioner af fortællingerne i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Da Bjarne Reuters Bogen udkom blev den rost over hele linjen, og kun en enkelt kritisk religionshistoriker bloggede om, at forfatteren undlod de ”mest brutale, blodsprøjtende og intolerante sider af Bibelen og dens hovedgud”. Dét er, forstod man, mere reglen end undtagelsen, når moderne forfattere genfortæller Bibelhistorie.
Klart nok. Genfortællinger af den slags skal naturligvis skabe good will og sympati, ikke det modsatte, i hvert fald hvis Bibelselskabet betaler festen. Men lad nu Bibelen ligge, jeg bruger den kun som en omvej til det egentlige: Koranen! Den ser vi sandt for dyden ikke mange genfortællinger af, ja den spiller vel i det hele taget ikke nogen rolle i samtidslitteraturen overhovedet. Og det er på trods af, at Koranens tilhængere som bekendt fylder mere og mere i vores hverdage på både godt og ondt. Hvorfor er deres hellige bog så ikke genstand for danske forfatteres litterære nysgerrighed?
Jeg har adopteret spørgsmålet fra seneste udgave af Morgenbladet, den norske ugeavis, som igen har ideen fra redaktør Christian Kjelstrup, der netop har sammensat et nummer af det traditionsrige kulturtidsskrift Samtiden. Det er et temanummer om Koranen, som redaktøren lancerede med en pop-up-butik, der havde åbent i otte dage, på Youngstorget i det centrale Oslo. Her solgte han kun to varer: Samtiden og Koranen på norsk.
I sin leder citerer Christian Kjelstrup en kronik, som forfatteren Jan Kjærstad skrev i 2002: ”Vi må interessere os mere for Koranen, vi må læse den, forstå den, bruge den”. Nu ringer den norske avis så til den store forfatter og spørger, hvad det er blevet til. Han indrømmer, at han ikke er så aktiv i sin omgang med Koranen, som han gerne ville være. Han mener selv, at det må skyldes en blanding af frygt og fortællingshunger. Mens det første giver sig selv, handler det andet om, at Koranen rent faktisk er svær at bruge som springbræt. Det er mest forkyndelse, recitationer og praktiske detaljer, bortforklarer Jan Kjærstad sig.
Med til historien hører naturligvis Kåre Bluitgens ungdomsroman Koranen og profetens Muhammeds liv, der udkom i 2006 (samme år som Ellen Wulffs sprogligt videnskabelige Koran-oversættelse, der blandt andet blev finansieret ved en privat donation fra billedkunstner Hein Heinesen). Kåre Bluitgen sagde i pressen, at han ikke havde kunnet finde en illustrator, der ville lægge navn til tegningerne af frygt for repressalier (ingen har endnu indrømmet at de sagde nej tak til at tegne), og derfor udkom bogen med illustrationer af en anonym. The rest is history, som man siger: Jyllands-Posten fejltolkede pointen og satte satiretegnere på opgaven, hvorefter nogle muslimer fejltolkede ytringsfriheden og satte ambassaderne i brand.
Det lider vi endnu under, fordi kulturlivet blev kontamineret af en frygt, som det er svært at trodse. Som Jan Kjærstad siger til Morgenbladet, er ”man” slet og ret lidt fej. Det hele er så betændt, at man holder igen: ”Man er nødt til at tænke sig grundigt om og veje hvert ord, man skriver.” Ja, det er man vel altid som forfatter, uanset om man skriver frit eller genfortæller den ene eller den anden hellige bog. Her er forskellen bare, at Jan Kjærstads ideal fra 2002 ikke kunne holde efter 2006. Og endnu ikke i dag.
Er danske forfattere bange for at bruge Koranen litterært? Hvis vi taler om en illustreret genfortælling, giver svaret sig selv: Ja, sporene skræmmer, ingen ønsker at løbe risikoen for en indlede en ny Muhammedkrise. Dertil kommer, at der ikke findes noget muslimsk missionsselskab, der kommissionerer Bjarne Reuter eller Ida Jessen til at genfortælle Muhammeds liv og levned.
Men at bruge Koranen litterært betyder ikke kun at genfortælle den. Spørgsmålet bør derfor udvides til: Hvilken rolle spiller muslimernes hellige bog i dansk skønlitteratur? Jeg spørger ikke, fordi jeg synes vi mangler religiøsitet i kulturlivet. Jeg spørger, fordi alt der præger menneskers livsvalg bør reflekteres i litteraturen. Hvad mener de danske forfattere i dag om det, deres store norske kollega Jan Kjærstad mente engang: at vi må interessere os for Koranen, læse den, forstå den, bruge den?