Weekendavisen den 31. marts 2017.
Teater. Seks nyskrevne skuespil om globalisering er nået til vejs ende. Blev vi klogere?
Skriv ”globalisering” og ”internationalisering” i din ansøgning, så skal den nok gå igennem. Sådan lyder en branchejoke i kulturkredse, hvor fonde og puljeudvalg er helt pjattede med det, der handler om den store verden derude – samtidig med at vi har travlt med at hige og søge i vores egne kulturelle kramkiste efter identitet og rødder for at forstå (og modstå) det globale pres.
Derfor gav det så god mening, at Bikubenfonden i 2013 støttede Teater Grob med 2,4 millioner kr. over tre år til et ambitiøst og visionært projekt, Det 6. Kontinent. I seks nyskrevne og sammenhængende skuespil ville teatret ”undersøge hvad det vil sige at være dansk i en global verden”. Bingo! Global og dansk i én og samme sætning, bedre kunne det ikke være. Skuespillene skulle skildre ”udrejste danskere, der bliver konfronteret med deres blinde vinkler og værdier”. Ikke til at stå for!
Med to stykker om året har Teater Grob gennemført planen i det nedslidte teaterrum på Nørrebrogade i København, en af landets mest globaliserede adresser, hvor shawarmabaren, Seven Eleven-kiosken og det brune værtshus ligger side om side – og med H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Peter von Scholten og Natascha henne på Assistens Kirkegård. Unægtelig en globaliseret bydel.
Nu er projektet planmæssigt tilendebragt med På herrens mark. Eller: Så godt som planmæssigt. En annonceret visning af alle seks skuespil i én maratonvisning under Århus2017 er nemlig blevet droppet uden forklaring. Den gentænkende europæisk kulturhovedstad er da ellers – om noget – et sted for global kultur. Men måske er det godt det samme. På herrens mark har titel efter udtrykket for forvirring, retningsløshed, rådvildhed, og det passer ikke alene spot on på globaliseringen, men desværre også på projektet selv.
Ifølge et præformuleret dogme skulle alle projektets skuespil indeholde globaliseringssymboler som Coca Cola, en hvid plastichavestol og beton (i det sidste stykke ser man vist kun dåsecolaen?), og dramatikerne skulle rejse ud i verden og skrive om danskere på rejse i Afrika, Europa, Sydamerika, Asien og Amerika. Det begyndte med Hotel Nelson i Sydafrika, hvor menneskeheden trådte sine barnesko, og nu slutter vi på et dansk hospice, hvor en ung mand med tusind kvababbelser ligger for døden.
Med den døende i centrum handler stykket om dansk selvmedlidenhed og selvoptagethed, men også om menneskelige fællesskaber og religiøse anfægtelser. Den unge mand isolerer sig i sin dødsangst. Han er unfair overfor sin kæreste, han vil ikke se sin søn (for at beskytte ham) og han afviser sin mor, der forsøger at vise en slags desperat sidsteøjebliksmoderomsorg. Hun har ellers dyrket sig selv og sin karriere som instruktør i New York, hvor hun netop har forladt en iscenesættelse af Beckett for at besøge sønnen. Hvilket offer! Jeg gætter på, at det var Slutspil, for slutspil er det også her i terminaltilstanden.
På herrens mark må have været en svær skriveopgave for Julie Petrine Glargaard, som slås med alt for mange karakterer og med projektets tonstunge intertekstualitet. Bedst er skuespillet, når replikken bærer pointen, for eksempel med den døendes ønske om at sorgen ved hans begravelse skal være ”mærkbar, men heller ikke mere”. Hans mor er jøde, men han er både døbt og konfirmeret, han lader en ansat afsige den jødiske mindebøn for de døde, men vil begraves af en præst. Ved gravøllet synges ”Dejlig er Jorden” med en alternativ humanistisk tekst.
Jo, der er fuldt blus på den globaliserede identitetsforvirring. Men problemet er tydeligt: globaliseringen er blevet et bekvemt postulat, en kunstnerisk kliche og en fodlænke for dramatikeren. Det 6. Kontinent var nok en imponerende og ambitiøs plan. Men blev vi klogere? Store skrivebordsideer skaber ikke nødvendigvis god scenekunst. Læren må være, at god kunst om globalisering ikke bør proklamere sig selv som sådan.
Julie Petrine Glargaard: På herrens mark. Iscenesættelse: Peter Scheel-Krüger. Teater Grob til den 8. april.