Weekendavisen den 7. april 2017.
Essay. Hannah Arendts tanker om flygtningeidentitet fra 1940’erne sætter nutiden i historisk perspektiv.
Hannah Arendt: Vi flygtninge. Oversat og med efterord af Mikkel Flohr. 70 sider, 70 kr. Forlaget Slagmark. / Hannah Arendt: De retsløse og de ydmygede. Oversat af Claus Bratt Østergaard. 160 sider, XX kr. Informations Forlag.
Dårligt nok havde det idéhistoriske tidsskrift Slagmark udgivet et lille hyperaktuelt essay fra 1943 af den tyske (senere amerikanske) politiske filosof Hannah Arendt, før Informations Forlag varslede at de havde nøjagtig samme tekst på vej sammen med to andre om beslægtede emner.
Derfor findes nu Vi flygtninge i hele to nyoversatte versioner, den ene som single, den anden sammen med De retsløse og de ydmygede og Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder (et kapitel fra Totalitarismens oprindelse, 1951). Og der er virkelig tale om tanker til tiden, for disse essays sætter den aktuelle humanitære krise i historisk perspektiv. Her kan vi lære noget ganske grundlæggende om, hvad en flygtning egentlig er.
Der er jo dem, der mener, at det er en urimelig sofistisk sproglig disciplin, at skelne mellem ‘flygtninge’ og ‘migranter’. De er jo alle mennesker! Sandt nok. Men det er nødvendigt, at definere om folk bryder op fra krig, undertrykkelse og forfølgelse, eller om de forlader hjemstavnen på grund af økonomisk udsigtsløshed. Der findes nemlig et retsgrundlag for, hvem der kan få asyl og hvem, der ikke kan. Som flygtning kan man (firkantet formuleret) anerkendes, hvis man er offer for krig eller ikke nyder sit hjemlands beskyttelse imod forfølgelse (altså er på flugt fra egne myndigheders undertrykkelse). Men fattigdomsmigration er ikke flugt.
Om det møder vi allerede på første side en vigtigt betragtning af Hannah Arendt. Teksten begynder med en konstatering om jødiske flygtninge i USA: ”For det første bryder vi os ikke om at blive kaldt ‘flygtninge’. Vi kalder hinanden for ‘nytilkomne’ eller ‘immigranter’ (…) Vi gjorde vores bedste for at bevise over for andre folk, at vi bare var almindelige immigranter. Vi erklærede, at vi var rejst af egen fri vilje til lande, vi selv havde valgt og nægtede, at vores situation havde noget med ‘såkaldt jødiske problemer’ at gøre. Ja, vi var ‘immigranter’ eller ‘nytilkomne’, der havde forladt vores land, fordi det en skønne dag ikke længere passede os at blive der eller af rent økonomiske årsager. Vi ønskede at genopbygge vores liv, det var alt. For at genopbygge et liv er man nødt til at være stærk og optimistisk. Så vi er meget optimistiske.”
Man mærker ironien. Naturligvis er optimisme vital for enhver flygtnings selvopholdelsesdrift, men den kan også være falsk. Hannah Arendt konstaterer med klar kynisme, at optimistister kunne holde deres taler, hvorefter nogle af dem gik hjem og tændte for gassen eller sprang ud fra et højhus. En grufuld analyse af de eksilerede selvmordere.
De jøder, der flygtede til USA op til 2. Verdenskrig, følte ifølge Hannah Arendt en skamfuldhed overfor en identitet som flygtninge. De ville altså hellere fremstå som migranter. Idag er situationen lige omvendt, fordi efterkrigstidens humanitære retsorden gør forskel på de to kategorier. Hvis man i dag præsenterer sig ved Europas grænser på den måde som jøderne gjorde, når de kom til Amerika, vil man blive afvist lige med det samme.
I sin efterskrift til Vi flygtninge læser oversætter Mikkel Flohr teksten som en kritisk analyse af nationalstaterne, som per definition er baseret på en grundlæggende eksklusion af alle, der ikke er en del af nationen. Men hvad gør man så, når enorme befolkningsgrupper viser sig – på grund af krig og forfølgelse – at eksistere udenfor rammerne og beskyttelsen af en nationalstat? Det spørgsmål søgte man, længe efter at Hannah Arendt skrev sit essay, et svar på gennem dannelsen af konventioner om menneskerettigheder og flygtninges retsstilling, men disse solidariske positioner er ved at blive forladt af flere og flere.
Men skildringen af nationalstatens eksklusivitet er sådan set ikke Hannah Arendts hovedpointe med Vi flygtninge, selvom hun siger, at stater bruger diskrimination som et socialt våben, der kan slå ihjel uden blodsudgydelser, fordi et pas ikke bare er et formelt papir, men også et socialt skel.
Nej, essayet er, som titlen siger, først og fremmest et gruppeselvportræt og en analyse af flygtningenes selvforståelse, og som sådan en grube af guldkorn: ”Mennesket er et socialt dyr, og livet er ikke let for ham, når de sociale bånd bliver kappet. Moral er meget lettere at opretholde indenfor rammerne af et samfund. Meget få individer har den nødvendige styrke til at opretholde deres integritet, hvis deres sociale, politiske og juridiske status er fuldkommen uigennemskuelig. Uden modet til at kæmpe for at ændre vores sociale og juridiske status har mange af os i stedet besluttet os for at ændre vores identitet. Og denne mærkværdige adfærd gør kun situationen værre. Den forvirring, vi lever i, er til dels vores egen skyld.”
Denne analyse er af vidtgående betydning, hvis man vil forstå, hvad det vil sige at være flygtning, også i dag. Når Hannah Arendt skriver, at identitetsforvirringen til dels er flygtningenes egen skyld, sigter hun til noget af høj relevans i dag, nemlig kravet om assimilation. At der skulle komme noget godt ud af at forkaste sig selv, kan Hannah Arendt ikke se, og hun konstaterer bittert, at de jødiske flygtninge er villige til at blive ”loyale hottentotter”, men: ”Det er endnu ikke lykkedes for os, og det kommer det heller ikke til; bag facaden af vores ‘optimisme’, kan man let spore assimilationisternes håbløse bedrøvelse.”
Loyale hottentotter! Hvilket vidunderligt vrængende udtryk. Hannah Arendt kalder også, hånligt og nedladende, de assimilationsivrige jøder for ‘opkomlinge’, mens hun til gengæld hylder dem, der ikke indlever sig i de nye omgivelserne som var de gamle patrioter, dem kalder hun ‘de bevidste pariaer’. Som hun skriver: ”Flygtningene, der bliver drevet fra land til land, repræsenterer deres folks avantgarde – hvis de beholder deres identitet.”
Når vi læser Hannah Arendts snart 75 år gamle essays i dag, sker det naturligvis under indtryk af den skelsættende humanitære krise, der gløder og ulmer ved Europas ydregrænser for af og til at bryde ud i storstorm. Teksterne kaster et klart lys over eksilpsykologien, og bygger – uden sammenligning i øvrigt – bro mellem 30’ernes og 40’ernes ofre for nazistisk undertrykkelse og nutidens flygtninge og migranter. Det lyder som om Hannah Arendt både har bevidnet sin egen tid og set ind i vores, når hun i De retsløse og ydmygede (1944) skriver: ”Hverken retten til asyl, som altid kun har været tiltænkt individer og ikke er egnet til at tage sig af migrationer af hele folkeslag, eller naturalisation, der i lande, som ikke er afhængige af immigration, kun tilbydes undtagelsesvis, kan bringe migrationen under kontrol (…) For de ankommer ikke som individer, men som kompakte befolkningsgrupper, og de bliver ikke angrebet og forfulgt som individer, men som medlemmer af et folk eller som en udbrydergruppe af et folk, der står uden statslig beskyttelse.”
Hannah Arendts tekster skal ikke læses som en politisk eller filosofisk manual til de aktuelle problemers rette løsning, men som tankeprovokerende perspektiv er disse to bøger nyttige, helt frem til den beske pointe i Vi flygtninge: ”De europæiske folks harmoniske sameksistens blev splintret da, og fordi, de tillod, at deres svageste medlemmer blev ekskluderet og forfulgt.”