Weekendavisen den 28. april 2017.
Roman. Torben Munksgaard skriver mislykket roman om den ultimative fornægtelse af verden.
Torben Munksgaard: Muren. Roman. 550 sider, 299,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
I min ungdom havde ugeavisen København et rigtig godt slogan: ”Vær ikke bange for at løbe panden mod en mur. Hvem siger at det er muren, der holder?” Det har jeg tænkt lidt over under læsningen af Torben Munksgaards nye roman. Her løb jeg nemlig panden imod. Og Muren holdt ikke.
Det umiskendelige talent for litterær satire, som Torben Munksgaard vitterligt har, knuses under vægten af de 35.319 mursten, som investeringsrådgiver Bjørn Thomsen bruger til at bygge en to en halv meter høj mur om sit hus for at isolere sig fra andre mennesker.
Vi er i et pænt kvarter i Roskilde, hvor naboerne også er gode venner. Men alle har skelletter i skabene, og det hele er prædestineret til at ramle. Bjørn er en af alfahannerne på Valhalvej, selvom man i begyndelsen så skævt til hans ekstravagance. Han tjener kassen, men evner ikke at være noget for andre mennesker. Derfor blev han skilt fra sin første kone og mistede kontakten til sine to børn, der nu er voksne. Da Bjørns anden kone også går fra ham, beslutter han at bygge en mur:
”Nu slipper jeg. Muren er på plads, og jeg skal ikke længere trækkes med de andre. Jeg slipper for stanken af mennesker. Jeg slipper for at se på dem, høre på dem, deres uendelige ligegyldige meninger om alting, deres forlorne, demagogiske fornuft, som om det hele ikke bare er et irrationelt følelseskaos, som om det hele ikke bare er futil opportunisme; nu slipper jeg omsider.”
Her spoler romanen tilbage til alt det, der er sket for Bjørn Thomsen inden: skilsmissen, hans anløbne forretningsmoral, det mislykkede forsøg på at genetablere kontakten til søn og datter. Samtidig følger vi nabokonernes paranoide sladder og de andre nabomænds sammenbrud.
Romanens socialsatiriske ambition er helt i orden, og som symbol fungerer muren ganske fint. Den er den ultimative fornægtelse af verden, udstråler socialfobisk menneskelede og spreder angst blandt naboerne.
Torben Munksgaard har siden sin debut med den vellykkede Retrograd (2007) vist sig som en meget hittepåsom forfatter, der kan forene satire med en vis form for filosofisk finesse, til tider absolut velskrivende. Med Muren vil han vist nogenlunde det samme, som Erlend Loe ville med Doppler eller Hallgrìmur Helgasson med Stormland, nemlig skildre en mandlig desperado, der undsiger al konventionel borgerlighed.
Desværre er Torben Munksgaard ikke selektiv nok med sine ideer, ikke skarp nok i sin skrivning, forført af tanken om at skrive en mursten om en mur. Derfor ender de 550 sider, for nu at bruge Bjørn Thomsens egne ord, som en omgang futil opportunisme.