Weekendavisen den 5. maj 2017.
Roman. Størst af alt er løgnen i den lille udørk, hvor alle bedrager alle. Maren Uthaugs nye roman er nordic noir om det største tabu.
Maren Uthaug: Hvor der er fugle. Roman. 308 sider, 240 kr. Lindhardt og Ringhof.
En isoleret ø, et fyrtårn, et stormomsust hav. Så er der dækket op med stærke symboler og litterære arketyper: fra særlingen i den knejsende fallos til John Donnes læresætning fra 1600-tallet om at no man is an island.
Men ikke nok med det: Maren Uthaugs nye roman nøjes ikke med at det motiv, som for eksempel Virginia Woolf og F. Scott Fitzgerald tidligere har brugt, fyrtårnet og den blinkende lanterne, eller med det isolationsliv på afstand af fastlandet, som norske Roy Jacobsen skildrer i dobbeltmesterværket De usynlige og Hvidt hav. Nej, hun versionerer også en af verdenslitteraturens helt klassiske tragedier om kongesønnen, der endte med at gå i seng med sin mor. Hvor der er fugle er en slægtsroman med det ultimative tabu som gennemgående tema.
Uthaug er en udørk i Norge ved indsejlingen til Trondheimsfjorden. Det er herfra forfattere har sit efternavn, og romanen er angiveligt funderet på familiens nedarvede fortællinger. Vi kommer ind i historien i 1920, hvor den gamle fyrmester er nået til vejs ende. Først klynger han sin hund op, dernæst sig selv. Så springer vi til 1936, hvor Johan er den nye mand på det lille skær med fyrtårnet. Tålmodigt rulles hans historie op, hvorefter den også gennemspilles fra henholdsvis konen Maries og datteren Darlings synsvinkel. Langsomt samles brikkerne til et portræt af en ulyksalig familie, hvis tragedie er baseret på alt til faget hørende i kærlighedsløshed og promiskuitet: forstillelse, fortielse, falskhed, løgne, svigt, bedrag og overlevelsesnødvendige hemmeligheder.
Størst af alt er kærligheden, siger man. Men når man ikke kan få den, man elsker, og heller ikke kan elske den, man kan få, må man leve efter helt andre idealer, og størst af alt er pludselig løgnen. Som romanen skrider frem kommer vi bedre til at forstå, hvorfor Darling har så inderligt meget imod den tohovede kalv, der bliver smidt på møddingen hos den virile storbonde, Fede. Kalven var ikke levedygtig, indavlet som den var. Den tohovede kalv kunne have været romanens sigende titel. I stedet blev den opkaldt efter kystfolkets natursyn: Hvor der er fugle, er der fisk. Men det, man finder under overfladen, er ikke altid det, man leder efter. Det er til læserens fordel.
Det er et stort brød, hun slår op, Maren Uthaug, med en teknisk svær og ambitiøs model, hvor tiden springer og synsvinklen på den samme begivenhed skifter. Jeg føler mig ikke helt overbevist om, at kompositionen holder. Men Maren Uthaug er en god fortæller, der uden de store armbevægelser skaber fine portrætter af især Darling, Valdemar, Johan, Marie og Fede.
Til gengæld er hun ikke så stilsikker i sproget, som i debuten. For ofte lyder en scene som en prosaisk genfortælling, for eksempel her, hvor den unge Darling har født en dreng, som hun med fortagt kalder ”kalven” (romanens blodskamssymbol) og nægter at røre. Hendes dybt retarderede bror, der tror at han selv er en ko, kan nu godt lide den nye lillebror: ”Valdemar var glad for den lille og stod gerne og lavede sjove ansigter over vuggen. Hvilket fik Darling til at forlade rummet i protest.” Det samme får jeg lyst til at gøre, når en roman sådan bliver reduceret til en scenisk synopse.
Det vil være overfladisk kun at læse Maren Uthaugs roman som en kulørt og handlingsmættet slægtkrønike. Hvor der er fugle er er en symbolladet freudiansk fallosfortælling om kystfolkets skam og skamløshed, en dunkel nordic noir og en gotisk gyser.