Kommentar i Weekendavisen den 7. april 2006
Ytringsfrihed. Claes Kastholm Hansen afsiger dødsdom over dialogen…
“Jeg er overrasket over min egen reaktion, det kan jeg lige så godt være ærlig og sige. Jeg har hidtil levet med den opfattelse, at vi her i landet godt kan skælde hinanden ud og være uenige og så alligevel mødes om det samme bord til sidst. Men jeg må konstatere, at der er mennesker, jeg ikke længere ønsker at tale med, fordi vi ikke har noget at tale om.”
Sagde Claes Kastholm Hansen til Information i sidste uge. Artiklen handlede om uforeneligheden mellem dem, der mener, at ytringsfriheden er absolut, og dem, der mener, at ytringsfriheden er under ansvar. Vi befinder os naturligvis i Muhammed-karikaturernes kølvandsstribe. Claes Kastholm Hansen hører ifølge avisen til i den første kategori, der mener at ytringsfriheden er absolut.
Avisen fortæller, at han ikke har andet end “foragt” til overs for de politikere, kulturpersoner og erhvervsfolk, der har gjort sig til fortalere for en anstændig brug af ytringsfriheden: “Det er en abstrakt bekendelse til ytringsfriheden – et salmevers, som enhver kan lire af – og det giver jeg ikke noget for. Det er i det praktiske forhold, at det skal vise sig, hvor meget man står inde for ytringsfriheden, og jeg er rystet over, hvor mange der her har været villige til at gå på kompromis.”
Jamen, er det ikke vidunderligt! Claes Kastholm Hansen er kommet til den konklusion, at der er mennesker, som ikke er moralske eller anstændige eller værdige nok til at han vil nedlade sig til at tale med dem, fordi de mener noget andet, end han gør. Anderledes kan jeg ikke tolke ham. Uden at han sætter navn på – helt i statsministerens ånd – bortdømmer han dem, der ikke er enige med ham. idet han afsiger en dødsdom over dialogen. Med den slags venner behøver regeringen da virkelig ingen fjender i den berømte borgerlige kulturkamp.
Personligt er jeg ikke holdt op med at lede efter oaser af enighed. Så jeg indrømmer gerne, at jeg for så vidt er jeg enig med Claes Kastholm Hansen i at alt for mage har søgt et ytringsfrihedskompromis med de hellige og krænkede. Jeg har selv i f.eks. Dansk PEN haft en holmgang med andre forfattere og journalister, der mente, at Jyllands-Postens karikaturer var udtryk for så stor intolerance over for muslimerne, at der ikke var nogen grund til at solidarisere sig med hverken redaktører eller tegnere. Det kan man jo mene som man vil, men da truslerne begyndte at regne ned over Flemming Rose og bladtegnerne, blev det en sag om presse- og ytringsfrihed, og så er det bare om at udtrykke sin støtte og solidaritet no matter what, for som bekendt er ytringsfrihed ikke kun et privilegium for dem, der mener det samme som dig selv, men også en ret for dem, der mener det modsatte.
Alligevel er Claes Kastholm Hansen på grundigt gyngende grund. Hør blot, hvad han siger til avisen: “Jeg har hæftet mig ved, at dem, statsministeren kalder bukkene, har været meget mere interesseret i at tale om det berømte ‘men’. Men idet man prioriterer den afstandtagen højere end selve princippet – altså ytringsfriheden – så synes jeg godt nok, at man er ude på en glidebane. Det står for mig som et mareridt, hvis vi ikke længere må lave satire og skabe debat, fordi man skal tage hensyn til bestemte trosretningers følelser.”
Ja, det mareridt deler jeg, og jeg annoncerer hermed for enhver revydirektør, at jeg gerne leverer sange og sketcher om imamer m.m., for naturligvis skal vores satiretraditioner holdes i hævd. Det samfundsunderbyggende findes ikke mindst i det magtundergravende, så for Guds og Allahs skyld, lad os da bare komme i gang. Dog må vi nok konstatere, som de ansvarsfulde mennesker vi er, at det er en risikabel gesjæft, og at vi derfor må tænke os om. Jeg mener: hvem tør tegne Muhammed i dag. Er det ikke dumdristigt? Jo. Men er det at lade være så ikke et tab for ytringsfriheden og demokratiet? Jo, godt set, Einstein!
Demokratiet er under pres, og Claes Kastholm Hansens kur er en dødsdom over dialogen. Nej, både i debatdanmark og revydanmark er vi nødt til at svare igen med al den elegance og skarphed, som vi kan mønstre. Er det selvcensur? Er det sund fornuft? Personligt mener jeg, at Claes Kastholm Hansen og andre skal have lov til at offentliggøre tegninger af Muhammed, hvis de tør. Hvorfor bruge så meget tid på at kritisere andre for dette ”men”? Hvorfor ikke demontere det i ord og streg. Kom i gang!
Imens vi venter, kan vi så overveje, hvad Claes Kastholm Hansen mener om Anders Fogh Rasmussen. For mens den borgerlige stridsmand hæfter sig ved ”bukkenes” brug af det berømte ”men”, hæfter jeg mig ikke mindst ved statsministerens brug af selv samme ord. Som min bror og jeg beskrev i vores debatbog om Muhammed-krisen, Bomben i turbanen, der udkom i denne uge, er Anders Fogh Rasmussen den første blandt ligemænd, når bukkene bræger, ikke mæh, men men! Han har selv brugt dette ”men”, han har selv været nede på knæ i ydmyg respekt for muslimerne, han har selv sagt, at ytringsfriheden ikke skal bruges til at krænke. Hvis nogen har sagt ”men”, så er det ham, oven i købet i det nydeligste dobbeltsprog. Så nu spørger jeg Claes Kastholm Hansen: Har statsministeren misforstået ytringsfriheden? Vil du heller ikke tale med ham?