Anmeldelse i Weekendavisen den 23. maj 2008.
Mysterieroman. Siri Hustvedt væver tre mysterier sammen, som til sidst går op i en eksistentialistisk analyse.
Hemmelighedernes år
Af og til må man spørge sig selv, om forfatteren er faret vild i en fagbog under sin research, for det skorter ikke på akademiske udtryk og mentale og medicinske diagnoser. Men hver gang er svaret, at man såmænd ”bare” er dybt selvindviklet i Siri Hustvedts nye, sprænglærde roman, hvor det forekommer helt naturligt, ja helt nødvendigt, at personerne pludselig kommer til at tænke på et eller andet subtilt citat fra verdenslitteraturen eller finder det relevant at referere en konklusion fra en artikel, de netop har læst i et tidsskrift. Her er klogskab tilladt, både hos forfatteren og hendes personer, der har det til fælles, at de taler som essayister, kunstkritikere og freudianske drømmetydere skriver. Jeg elsker det.
Siri Hustvedts nye roman, En amerikaners lidelser, er lige så uimodståeligt overbevisende i sin intellektuelle suverænitet, som Det jeg elskede (2003), som skaffede forfatteren et velfortjent gennembrud i Danmark. Kvinden, der tidligere var mest kendt for at være sin mands kone, er nu i fuld gang med at skrive en balance ind i ægteskabet, for mens Paul Auster i sin seneste roman virkede meget fokuseret på forfatterrollen og det metalitterære, er Siri Hustvedts kombinationsblik for spænding med dybde under stadig god udvikling, hør blot:
Erik Davidsen er en midaldrende psykiater, der bor i New York i et klassisk brownstone hus, hvor han lejer en etage ud til en enlig mor som han forelsker sig i, kunstneren Miranda, og hendes lille datter, Eggy. Erik er blevet skilt for nylig, og hans søster Inga, der er professor, er samtidig blevet enke efter at hendes mand Henry, en berømt forfatter, er død af kræft. Inga bor nu alene med sin teenagedatter Sonia, der i 2001 overværede attentatet på World Trade Center fra vinduet i sin skole og stadig lider under det. Eriks og Ingas far er død for nylig, og de to søskende må også tage sig af deres mor, samtidig med at slås med deres egne privatlivsproblemer.
Som i alle andre familier, har også intellektuelle og akademikere problemer, og i og omkring Erik Davidsen, begynder fortrængninger, forbudte følelser velbevarede hemmeligheder nu at trænge sig på, og En amerikaners lidelser bliver langsomt til en trefløjet mysterieroman:
For det første: I farens efterladte papirer finder de to søskende en håndskreven note, der dels røber et hidtil ukendt forhold til en anden kvinde, dels noget der kunne antyde et mord. Hvorfor har den systematiske og pertentlige far ikke destrueret papiret? Måske fordi, han ønsker at Erik og Inga skal afdække en mørk side af hans fortid?
For det andet: På trappen foran Eriks hus begynder der at dukke nogle sære fotografier op. De viser Miranda, kunstnerkvinden som lejer stueetagen, men hendes øjne er blevet skåret ud med en skalpel. Pludselig er Erik selv blevet en del af motiverne på de uhyggelige fotos. Hvem tager billederne? Og hvad er meningen?
For det tredje: Inga og Sonia bliver forfulgt af en nævenyttig kvindelig journalist, der snager i deres afdøde mands og fars fortid. De fornemmer at hun er ved at grave en grim historie frem om hans forhold til andre kvinder, en historie som angiveligt er beskrevet i syv breve fra hans hånd til en skuespiller, der spillede en rolle i en film, han skrev manuskript til, og mens de forsøger at værne om deres eget privatliv, søger de samtidig en forklaring. Havde Henry en hemmelig affære? Hvad var konsekvensen? Og hvad står der mon i brevene?
Jeg vil ikke røbe løsningerne på de tre mysterier, men så meget vil jeg sige, at de alle bliver opklaret via en mangfoldighed af sære skikkelser, der bekræfter og bidrager til romanens overordnede pointe om at vi alle gemmer et både-og i os. Pointen om at vi ikke nødvendigvis er hvad vi giver os ud for at være, bliver befæstet af Lars’ patientsamtaler, af afgørende bipersoner der beskæftiger sig med identitetsmanipulerende udklædninger og fremstilling af virkelighedstro miniaturedukker og af det elegante faktum, at Henrys hemmelighedsfulde breve slet ikke henvender sig til skuespillerinden, men til den rolle, hun spiller i filmen.
Siri Hustvedt skriver historier, som i en mindre elegant forfatters hånd kunne blive til banale skæbnefortællinger om sex og jalousi, ja nærmest trivi. Men i En amerikaners lidelser udgør intellektualiseringen hele den markante forskel. For det første tilføjer den en politisk perspektivering og en historisk rygrad af Depressionen (Eriks norske indvandrerforfædre), Den Anden Verdenskrig (Eriks far i krig på Ny Guinea) og 11. september og Irak-krigen, som godt nok ikke spiller den store rolle for handlingen, men som alligevel udgør en mental baggrundsmusik, simpelthen fordi en nutidig New Yorker-roman ikke kan undlade dette tema. Og for det andet samler Siri Hustvedt de forskellige kriser og rystelser i et portræt af en psykoanalytiker, der er terapeut for sine patienter, men fremmed for sig selv – eller er problemet måske, at han ser sig selv og sin egen utilstrækkelighed alt for klart? Til sidst går det hele op i en eksistentialistisk analyse, som Inga verbaliserer gennem en kompakt tolkning af Søren Kierkegaards Enten-Eller.
En amerikaners lidelser genbruger virkemidler og metoder fra Det jeg elskede. Siri Hustvedt lader igen en mand fortælle, og igen vrimler det med beskrivelser og tolkninger af billeder, denne gang de kryptiske og foruroligende fotografier, som Lars finder på sit dørtrin og senere ser udstillet på et galleri. Det visuelle er forfatterens varemærke, og der går en interessant linje fra hendes essaystik om autentisk kunst til fiktionens beskrivelser af billeder og fotografier, der udelukkende findes i hendes eget romanunivers.
Jette Røssel oversættelse er upåklagelig (den gentagne brug af ”skyldfølelse” kunne måske med fordel have været erstattet af ”dårlig samvittighed”), men den danske titel undrer mig lidt: The Sorrows of an American er blevet til En amerikaners lidelser, men burde lidelser ikke have været sorg? Siri Hustvedts titelvalg er imidlertid både dristigt og genialt, fordi det ophæver immigrantbarnet Lars med alle de personlige, politiske og psykologiske kvababbelser til at være en slags arketype eller repræsentant for ”amerikanerne”. Og – slår det mig – måske skal det danske titelvalg ses som en ledetråd og Lars som en person, der påtager sig hele sin nations lidelser.
Romanen åbner med den forventningsstimulerende sætning: ”Min søster kaldte det ’hemmelighedernes år’…” Heldigvis deler Siri Hustvedt hemmelighederne med sine læsere, og jeg kan kun sige at amerikanerens lidelse, har været min nydelse.
Siri Hustvedt: En amerikaners lidelser. På dansk ved Jette Røssel. 301 side, 299 kr. Forlaget Per Kofod.