Weekendavisen den 16. juni 2017.
Kommentar. Christina Hagen, Maja Lee Langvad og Lone Aburas udgør en velkommen tendens i dansk litteratur, fordi…
Det kan godt være at sorg klædte Elektra, men vrede klæder Lone. Det er et jeg der taler (Regnskabets time) af Lone Aburas, som udkommer i dag (og anmeldes af kollega Bukdahl inde i sektionen), er en eruption af stærke og stolte ord, der befæster en lille, befriende tendens til vrede i moderne dansk kvindelitteratur (er der egentlig stadig noget, der hedder kvindelitteratur?).
Det begyndte med Christina Hagens White Girl i 2012 og fortsatte med Maja Lee Langvads Hun er vred. Et vidnesbyrd og transnational adoption i 2014. Så vendte White Girl tilbage for nylig med en to’er, og nu slutter Lone Aburas sig til vredeskoret med sin aggressivt indignerede enetale, frækt genrebetegnet som agitprop, altså agitationspropaganda, som i gode, gamle dage i Sovjet.
Det er en interessant verdensvendt vrede, vi møder hos de tre forfattere. Tre forskellige vredestyper, tre forskellige litterære stemmer, tre forskellige projekter, men dog beslægtede. På hver deres måde skriver de om store identitetspolitiske spørgsmål: Maja Lee Langvads meget privat-personlige og erkendelsesskabende kritiske gennemsøgning af det adopterede menneske, Christina Hagens og den vrede Hvide Piges opgør med al politisk pænhed, uanset om den udspringer af den ene eller den anden fløj (dét er en umiskendelig værdi ved White Girl, at hun udpeger floskuløs politisk korrekthed hos dem, der slår sig op på at være alt andet, end netop korrekte; antikorrektheden er jo for mange år siden blevet en parallelkorrekthed), og Lone Aburas’ indædte opgør med opgøret med den politiske korrekthed, hvor hun påpeger og hudfletter diskriminationens og fordommenes realitet.
Hvis ikke de var kvinder, kunne man kalde de tre forfattere nutidens svar på 50’ernes angry young men i engelsk litteratur og dramatik. Under alle omstændigheder kunne Encyklopædiens beskrivelse af John Osborne, John Wain, John Braine, Allan Sillitoe og Kingsley Amis sagtens lyde som et signalement af Hagen, Langvad og Aburas: De vrænger af vedtagne værdier og traditioner. De repræsenterer et spredt socialt opgør og udtrykker frustrationen og vreden, både i realistisk og satirisk form, snarere end en fokuseret social kritik.
Vrede unge kvinder, kan vi ikke kalde dem, desværre, for de tre forfattere er alle født i ’79 eller ’80, så de er ude over den første ungdom. Det lyder bare ikke lige så fedt at sige ”vrede kvinder i deres bedste alder”. Men det er det, de er. Kvinder på vej ind i de midaldrende år. Deres vrede er ikke ungdommeligt oprørsk, men erfaren og ansvarsbevidst, og deres litterære metoder er mangfoldige: den ene skriver vidnesbyrd, den anden skriver agitprop, altså tekster der uden fiktionens fernis melder sig ind i en konkret, politisk debat. Den tredje, Christina Hagen, lægger kaudervælske digte/prosatekster i munden på en white trash-tøs. Men selv den temperamentsfulde, idiosynkratiske White Girl må se sin egen forfatter citeret i Politiken for at de blodspor, der er trukket henover siderne på bogens håndskrevne tekster, er en reaktion mod den flygtningepolitik, der slå mennesker ihjel. Det er unægtelig en vred handling.
Vreden har altid været i litteraturen, fordi den altid har været i verden. Vreden, gudinde, besyng, som det lyder i første strofe af Illiaden. Men vreden er ikke nødvendigvis en fin følelse. Vreden skal, er vi opdraget til, tøjles og reformuleres til noget mere besindigt og konstruktivt, måske til en mindre uartikuleret bekymring.
At vreden ulmer kan man se flere steder i den litteratur, der udspringer af kriserne, klimakrisen, finanskrisen, integrationskrisen, socialkrisen, migrationskrisen. Forfatterne er vrede over manglende løsninger og udebleven politisk handling. Lars Skinnebach skrev aktivistisk økopoesi om vores rovdrift på ressourcerne, Yahya Hassan sparkede en port op med sine råbende CAPS LOCK-digte, Peder Frederik Jensens Skullfucking radikaliserede en uartikuleret spredehaglsvrede, og Peter-Clement Woetmanns flygtningekriselangdigt Bag kysten, bakkerne var en sørgesang med betydelig indignation.
Vreden har altså mange fremtrædelsesformer i den danske samtidslitteratur. Christina Hagens digte, Maja Lee Langvads vidnesbyrd og Lone Aburas agitation har været vigtig læsning for mig, fordi de (i modsætning til mange andre og især yngre kvindelige forfattere, hvis horisont stopper ved egen næsetip og navle) bringer vreden i produktion over for en politisk virkelighed, ikke bare en personlig smerte. De er ikke rebels without a cause, men kritikere med specifikke sager på hjerte: vores tiltro til egen godhed og dermed følgende blindhed overfor adoptionens problemer, den politiske korrektheds Janushoved og endelig racismens og intolerancens realitet.
Hun er vred, White Girl 2 og Det er et jeg der taler udgør en ”Vredens trilogi”, som man med fordel kan læse i forlængelse af hinanden. Her bliver ens vaneforestillinger kvalificeret sagt imod af forfattere, der diagnosticerer tidsånd og udtrykker skarp kulturkritik. Sådan ser politisk litteratur ud i dag. Velkommen til velskrevet vrede.