Weekendavisen den 14. juli 2017
Roman. Agnete Friis nye roman er trods litterære aspirationer en ungdomsbog for voksne.
Agnete Friis: Sommeren med Ellen. 314 sider. 249,95 kr. Roman. People’s Press.
Djursland, sommeren 1978. En ung kvinde, der har ry for at være løs på tråden, forsvinder sporløst. Da hendes letpåklædte lig dukker op begravet under et hav af hønselort, står det klart, at hun er blevet slået ihjel. Men af hvem? En af mændene fra kroen? Den karismatiske hashhippie? Den debile fra svinefarmen?
Nej, dette er ikke en krimi. Her er ingen efterforsker med mavesår, ingen hårdtslående retsmediciner, ingen detektivisk journalist. Faktisk er Sommeren med Ellen vrangsiden af det, der kunne have været en klassisk kriminologiske fortælling med forbrydelse og opklaring. Men Agnete Friis – som tidligere har skrevet regulære krimier sammen med Lene Kaaberbøl – har valgt at lade drabet fungere som baggrund for en pubertetsdrengs skæbnesvangre sommer (hvor mange af den slags findes ikke i litteraturen?), rekonstrueret i et tilbageblik nu fyrre år senere, hvor Jakob er i krise med både ægteskabet og arkitektfirmaet. Så falder fortidens lange slagskygger.
Jakob er 15 år, faren drikker, moren er på sammenbruddets rand, og imens går Jakob til hånde på et lille svinebrug hos sin fars to onkler. Farbror Anton er almindelig nok, men Anders er vist ikke helt rigtig oven i hovedet. Jakob driver også rundt med vennen Sten fra hønseriet. Han har en ældre søster, Lise, som går under navnet Tudse. Samtidig flytter en gruppe hippier ind i en gammel landejendom, hvor de drikker og ryger sig skæve. Den karismatiske Karsten har magten, også over den smukke og renfærdige Ellen, men hun frigør sig og søger ly hos de to farbrødre, hvor Jakob naturligvis pubertetsforelsker sig i den ældre og uopnåelige kvinde. For ham bliver sommeren 1978 sommeren med Ellen.
Næsten fyrre år efter er den oldgamle farbror Anton så pludselig i telefonen. Han vil have Jakob til at finde ud af, hvad der blev af Ellen. Han påtager sig opgaven og rejser tilbage til barndommens Djursland. Sporjagten bringer gamle minder frem, blandt andet fra et modvilligt besøg i hippiehuset, som Ellen var flygtet fra. Her tog Karsten den unge Jakob i skole: ”Kvinder hader mænd, fordi vi kun gider knalde dem i tyve år af deres liv. De ved det, og vi ved det. Og de hævner sig, mens de kan. Med alle midler.”
Vi ved godt at denne fede kliche er et falsk spor. Det er ikke Karsten – den egocentriske kollektivist og senere storkapitalist – som har slået Tudse ihjel. Vi ved også godt, at vi skal tror, at det er farbror Anders. Men der er så meget Svend fra Den enfoldige morder eller Lenny fra Mus og mænd over ham, at det ikke kan passe. Men hvem slog så Tudse ihjel?
Sommeren med Ellen er for så vidt en relativt spændende roman, uden på nogen måde at være en egentlig spændingsroman. Bedst er helt klart rædselsreportagen fra burene i kyllingernes kz-lejr, hvor Jakob hjælper Sten og pludselig ser en hånd stikke op gennem bunker af møg: ”Der lå fladtrampede, sorte kadavere i bunden af nogle af dem. I andre havde hønsene hakket hinanden til blods, så mine hænder strøg over åbne sår og nøgen varm hud.”
Men trods sine tydelige litterære aspirationer forbliver Sommeren med Ellen en langstrakt ungdomsbog for voksne med et ørkesløst prototypiske portræt af midtlivskrisemanden, der vrangvilligt kaster sig ud i en oprydning af fortiden.
Om Agnete Friis og romanen kan man sige det samme, som en bekvem biperson siger om Ellens far, der forsøgte sig som billedhugger: ”På sin vis dygtig, og så alligevel slet ikke, hvis man nu skal være lidt grov. Det var ikke kunst, men håndværk. Ligegyldig. Ikke dårligt, men heller ikke kunst, hvad fanden det så ellers er.”