Weekendavisen den 27. oktober 2017.
Roman. Europa har brug for livgivende næring. Kaspar Colling Nielsen spænder vores fremtid ud mellem velfærdsparadiset på Lolland og flygtningebyen i Mozambique.
Kaspar Colling Nielsen: Det europæiske forår.352 sider, 299,95 kr. Roman. Gyldendal.
Der er en påfaldende ekspansion af det geografiske udgangspunkt i titlerne på Kaspar Colling Nielsens nu tre bøger. Det begyndte med fortællingerne Mount København (2010), så kom Den danske borgerkrig 2018-2024 (2013), og nu endnu en roman, Det europæiske forår. Titlerne bevæger sig altså – bevidst eller ubevidst – fra hovedstaden til hele landet og videre ud i Europa.
Men som det såkaldte ‘Arabiske forår’ blot blev forstadiet til krig og endnu hårdere totalitarisme, er også Det europæiske forår en forfaldshistorie. Her bliver det gamle aftenland afskrevet som en døende olding, der har forkastet sine egne værdier. Til gengæld kommer den mest ydmyge del af Udkantsdanmark til ny ære og værdighed. Det er på Lolland, fremtiden formuleres.
Vi er i en ganske nær fremtid, hvor Mette Frederiksen er statsminister (bjerget Mount København fra debutbogen findes, men det tog 200 år at bygge det, så der er vist noget, der ikke stemmer helt). Efter en række terrorangreb i Europa er dele af Nørrebro spærret af. Inden forseglingen fik de danske muslimer mulighed for at flytte ud af landet til en bevogtet koloni i Mozambique, hvor Danmark har købt og bebygget et større areal med Mærsk-containere (tankevækkende nok: lige ud for Mozambiques kyst ligger Madagaskar, som Hitler ville deportere jøderne til, og det må Kaspar Colling Nielsen have skænket en tanke).
Til denne koloni rejser den unge, anorektiske Emma, der længes efter at gøre noget godt for andre. Hun skal arbejde som frivillig for en humanitær organisation. Hendes far, Stig, er meget imod det, han er sikker på at hun bliver voldtaget af terrorister. Han var i 80’erne punker i indre København, men har siden skabt en formue som gallerist i fisefornemme Bredgade. Emmas mor, Elisabeth, er ekspert i kunstig intelligens, og har netop accepteret et job på Lolland, hvor man er ved at etablere et hyperavanceret nationalromantisk økoparadis for velhavere og forskere. Adgangsvejene til øen bevogtes af filippinske soldater, og luften summer af overvågnings- og arbejdsdroner.
Stig er gallerist for Christian, en fedladen, liderlig, drikfældig og meget succesfuld maler. Til en fernisering møder han unge, rødhårede Mia, som han straks begærer voldsomt. Han behøver ikke at forføre hende, for hun byder sig velvilligst til, og selvom Christian fornemmer, at hun måske ikke er helt gammel nok, holder han sig ikke tilbage. Han knalder hende, mens han fantaserer om, hvor frækt det kunne være, hvis hun havde tandbøjle. Det viser sig at pigen ikke bare er en nymfette, som Humbert Humbert ville have sagt i Lolita, men at hun også er psykisk udviklingshæmmet. Men Christian er ligeglad. Han vil bare have hendes krop, og han holder sig ikke for god til at bestikke pigens søster og værge til at overlade hende til ham. Sjældent, måske aldrig, er jeg blevet så deprimeret og forkvalmet af at læse sexscener, ja, end ikke hos mestermisantropen (og forbilledet?) Houellebecq.
Romanens titel stammer fra Christians idé (som Stig stjæler under dramatiske omstændigheder) til en kunstperformance, hvor gamle mænd skal die hos unge kvinder med fyldige mælkebryster:
”Kunne det overhovedet lade sig gøre i virkeligheden? Kunne man gå nogen til at deltage i sådan en installation? Umiddelbart ville det ikke blive noget problem at finde kvinder med mælk i brysterne, som ville deltage. Der fandtes en hel generation af idioter derude, som var villige til hvad som helst for lidt penge og opmærksomhed. Men at finde gamle mænd, som ville ammes, som var villige til at drikke rigtig mælk fra rigtige ungpigebryster, det kunne blive svært, ja måske umuligt.”
Værket skal hedde ‘Det europæiske forår’. Her har vi romanens værdifulde pointe: Europa har brug for livgivende næring. Det er en elegant udtænkt pessimisme, ikke mindst fordi billedet af de gamle mænd på kvindernes skød er så frastødende og depraveret. Logisk nok er pigerne i performancen heller ikke sunde mødre, men trøstesløse købepiger fra Ukraine og omegn.
Som Charles Dickens siger i fortalen til sin roman om den franske revolution, A Tale of Two Cities (To byer på dansk): “Det var den bedste tid, og det var den værste tid, det var fornuftens, og det var dårskabens tid, en tid, hvor alt eller intet var at vente.” Det samme kan man sige i Det europæiske forår, der er en fortælling om, ikke to byer, men om to kolonier, en for de priviligerede og en for de udstødte. Også her er det troens og vantroens tid, lysets og mørkets tid, håbets forår og fortvivlelsens vinter. Denne dobbelte kolonihistorie er enkel og genial.
Men vel er Kaspar Colling Nielsen ingen Dickens (mindre kan jo gøre det), sprogæstetisk er han ikke blandt de bedste, rent narrativt er der vinkler, der bare fiser ud, og hans faible for at nedbryde skellet mellem dyr og mennesker har altid haft en dybt irriterende mislyd i mine ører, også i denne roman, hvor en ulvehund og en skade fører lange samtaler. Men hen mod slutningen begynder antropomorferingen heldigvis at give god rigtig mening, da forskerne poder menneskelig intelligens i en abehjerne. Her siges behørigt tak til Kafka for et stort, stort lån.
Det europæiske forår rummer tankestof om kunstens og naturens betydning, eksistensfilosofi, drone- og nanoteknologi, forskningsetik, humanitære forpligtelser, menneskelig moralopløsning osv. Den vil altså være et skarpt signalement af vor tiden uden udeladelser, og selvom helheden fungerer, er detaljerne ikke altid på plads (et aldeles uopklaret mysterium for mig, er Henrik, der dukker op i Stigs galleri på side 94 med en gådefuld lille dåse, som vi så først hører om igen på romanens sidste side, tydeligvis er det vigtigt – men hvad går det ud på?).
Uagtet indvendinger: Kaspar Colling Nielsens originale blik for muligt-umulige politiske udviklinger – bygningen af en bjerg i Avedøre, borgerkrigen mod finansfyrsterne og deportationen af muslimerne til en afrikansk koloni og en lollandsk luksuskoloni for kunstig intelligensforsking – gør ham til en tankevækkende ener i moderne dansk litteratur.