Weekendavisen den 22. december 2017.
Roman. Anslaget til en stor eksistensroman er i orden, men resultatet er noget rod.
Aleksandar Ŝajin: Ivan Blank, 375 sider, 299,95 kr. Roman Forlaget Gladiator.
Det bedste ved Aleksandar Ŝajins roman Ivan Blank, er Clara Birgerssons omslagsdesign, hvor et virvar af smukt farveafstemte cirkler, buer, rektangler og trappefigurer er stablet op i ét stort koloristisk kaos. Det er ikke alene fremragende bogæstetik og årets måske mest inciterende omslag, det er også en visuelt vellykket tolkning af al den rod og ravage, der hersker i hoved- og titelpersonen liv.
Den unge Ivan Blank kommer med kone og datter til Danmark som flygtning fra krigen på Balkan. I en rastløs søgen efter holdepunkter i tilværelsen, kaster han sig fra barm til barm, og da han nu er en midaldrende mand, har han en blandet børneflok og flere brudte parforhold bag sig. Engang var han ved at bryde igennem som forfatter, men nu skriver han ikke mere. Han svigter mere end han digter, og ikke uden omkostninger. Da han forlod konen og den lille datter i et asylcenter på Fyn for at prøve lykken i en dansk digterindes arme, blev han besat af en ond, syvhovedet hund. Traumet flytter med.
I romanens nutid er Ivan freelancetolk. En dag skal han tolke i en sag, hvor den anklagede fra en serbisk gangsterbande også hedder Ivan Blank, og begge er født den ottende marts. Dette er umuligt, tænker han. Måske er det hele en drøm, iscenesat så realistisk, at man aldrig vil kunne gennemskue, at det ikke er virkelighed: ”Hvad hvis hele dette liv blot er et uddannelsesforløb for vores sjæle?”
Derhjemme i den lille lejlighed i Nordvest skændes Ivan med konen, mens han kæmper for et banklån, der kan give familien råd til et hus i Greve. Selvom han har en uforløst boheme inde i sig, drømmer han absurd småborgerlige drømme. Hvorfor længes denne mand, der flygter fra forpligtelser, samtidig efter familielivet i forstæderne – frihed og fængsel på én gang?
Hvis vi skulle være i tvivl om tolkningen, bøjer romanens titel pointen i neon: Ivan (er) Blank. Men han er jo netop ikke et ubeskrevet menneske, han er snarere et overskrevet menneske, der hele tiden prøver at viske tavlen ren, så han kan skrive en ny livshistorie. Som hans første kone siger det: Ivan har altid været lidt af en fantast.
Hver gang skruen strammes, tager desperationen til, og hen mod slutningen genfinder Ivan et ungdomsmanuskript, som han troede var gået tabt. Da han havde skrevet allegorien om en gammel mand, en digter og en dværg, turde Ivan ikke skrive mere, fordi han indså, at alt hvad han digtede, gik i opfyldelse: ”Men jeg fik det skrevet på sådan en måde, at et kun var mig, der ville forstå, hvad de enkelte ord og sætninger i virkeligheden handlede om.”
Apropos ord og sætninger: Når Aleksandar Ŝajin – eller er det Ivan Blank? – skriver ‘syntagmer’ og ‘abstrust’, må jeg en tur i ordbogen, og det er helt fint og udfordrende. Men dovne sætninger trækker store veksler, for eksempel: ”På vejen ud betalte han så alligevel for en onsdagslottokupon med fire rækker med jokertal og en stor caffe latte.” Eller: ”Glasdørene med PET’s emblem på det gennemsigtige glas åbnedes pludselig lydløst…”
Anslaget til en stor eksistensroman er for så vidt i orden. Der er et egentligt drama i livsdesperadoen Ivan, som er på permanent flugt, ikke mindst fra sig selv. Jeg ville derfor meget gerne tro på denne tabula rasa af en mand, der på mange måder inkarnerer vor tids europæiske splittelse, og jeg har forsøgt at aflæse ham både konkret, ironisk og satirisk. Jeg har forsøgt at lade rodet og den anstrengte satire komme romanen til gode. Måske skal man simpelthen opfatte de åbenlyse svagheder som styrker, fordi de reflekterer Ivans eksistentielle tvivl og flakkende usikkerhed? Uanset hvad, er resultatet ikke en vellykket roman. Ivan Blank og Ivan Blank er begge ”ambitiøse”, men farer vild i deres egen utilstrækkelighed.