Weekendavisen den 16. marts 2018.
Vidnesbyrd. Som roman fungerer Jacob Skyggebjergs systemkritiske fortrædfortælling fra gøgereden dårligt.
Jacob Skyggebjerg: Hjælp. Vidnesbyrd fra den danske retsstat. Et justitsmord. Roman. 282 sider, 299,95 kr. Gladiator.
Der er noget galt med iscenesættelsen af Jacob Skyggebjergs Hjælp. Vidnesbyrd fra den danske retsstat. Et justitsmord. Bogen udgiver sig for at være en roman, og fred nu med det, for idag kan man jo give sin litteratur et hvilket som helst genreprædikat, og grænserne mellem det frit opdigtede og det virkeligt erfarede, er som bekendt flydende. Men så alligevel ikke helt fred med det, for i dette tilfælde er der intet som helst, der berettiger at vi skal læse teksten som roman. Og hvis man gør forsøget, er det virkelig en dårlig roman.
Til gengæld findes det genreprædikat, som bogen burde have haft, allerede i dens overlæssede undertitel. Med en lille omorganisering af ord og begreber havde bogen heddet Hjælp. Et justitsmord fra den danske retsstat. Og så kunne genreprædikatet have været langt mere retvisende: Vidnesbyrd. Fuldstændig som i Maja Lee Langvads Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption.
I 2012 blev Jacob Skyggebjerg, der endnu ikke var debuteret som forfatter, taget med af politiet ved en kaotisk anholdelse for værtshusuorden. Først to år senere kom sagen for retten. Betjentene mente at arrestanten havde været voldelig. Han mente derimod at de havde været unødigt brutale. En overlæge i retspsykiatri satte diagnosen paranoid skizofren på Jacob Skyggebjerg, som blev dømt til psykiatrisk behandling, hvorefter han i fem år blev indlagt gang på gang mod sin vilje. Indlæggelserne betød at han måtte afbryde sit studie på Journalisthøjskolen, at han mistede udsigten til job på musikmagasinet Gaffa, hvor han var i praktik, og at en spirende karriere som musiker og standupkomiker blev stækket fra begyndelsen.
Når Jacob Skyggebjerg kalder sin sag for et justitsmord, er det fordi han ikke bare anfægter den stillede diagnose – nej, han undsiger den. Han ”spillede” paranoid skizofren, fordi han ville undgå en fængselsdom, siger han. Men da diagnosen først var stillet, begyndte det, han kalder ”det afsindige cirkus” med fordrejninger, misforståelser og løgne i det psykiatriske system, hvor individet ikke har en chance overfor myndighedernes uretfærdighed og fejlslutninger, og hvor kun journalen ved, hvad der er sandt.
Hvad kan man stille op, når man føler sig uretfærdigt behandlet og majoriseret helt ned under guldbrædderne? Man kan klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Men hvad gør man så, når klagen bliver afvist, fordi man er underlagt en behandlingsdom? De fleste vil nok være tvunget til at æde ydmygelsen. Men Jacob Skyggebjerg er forfatter, så han skriver en bog.
I en fortale til læseren siger han, at dette ikke er et angreb på systemet, men et selvforsvarsskrift. Han er klar over, at man vil kunne få det indtryk, at han opfører sig som en idiot, men han bedyrer at han ikke kunne handle anderledes. Det tror jeg i den grad på. Forfatteren og systemet sender ikke på samme frekvens. Som der står i en af de talrige hospitalsjournaler, som Jacob Skyggebjerg har fået aktindsigt i, og citerer (alt for) fyldigt: Patienten er ”tankeforstyrret” og har ”privat logik”. Hvilken fantastisk eufemisme!
Litterært set er Jacob Skyggebjergs Hjælp mislykket, hvis vi skal læse den som roman, alt for uopfindsomt fikseret på en til overflod gentaget pointe om personalet som ”fodsoldater”, blottet for den skriftæstetiske nerve, der kunne retfærdiggøre bogen som netop roman.
Samtidig er fortælleren hverken en førstepersons jeg eller en trejdepersons han, men det ubestemte stedords kedelige ”man”, og dette ”man” kværner derudad med tung redundans: ”Man kom til at ligne en patient. (…) Man burde have vidst det. Også dengang burde man have vidst det. Man kommer altid til at ligne en ærkepatient, hvis man puster sig op overfor systemet.”
Jacob Skyggebjergs romandebut, Vor tids helt, var et brutalt kapow i dansk prosa. Hans nummer to, Hvad mener du med vi, var derimod pinligt ringe. Nummer tre, Jalousi, svingede ham stærkt op på hesten igen. Og Hjælp. Et justitsmord fra den danske retsstat er absolut interessant som systemkritisk fortrædfortælling fra gøgereden, et partsindlæg, en subjektiv dokumentar. Om den alene blotter en undertrykt sandhed om psykiatrien, eller om den også er udtryk for ”privat logik”, ved jeg ikke. Jeg ved blot, at bogen mangler kunstnerisk overbygning og ikke er i nærheden af at fungere som roman.