Weekendavisen den 8. juni 2018.
Roman. Mors lille ego i skoven gik. Katrine Marie Guldager sender en kriseramt kvinde i armene på en bjørn.
Katrine Marie Guldager: Bjørnen. 176 sider, 149,95 kr. Roman. Gyldendal.
Gymnasielæreren Vibse er blevet fyret. Pludselig syntes den nye rektor, at hun var et problem. Og det var hun vel også, indrømmer hun: ”Fordi jeg ikke rettede ind. Fordi vi gymnasielærere ikke er en flok slaver, der bøjer os for en hel masse skrankepavers tåbelige idéer. Vi er den frie tankes forsvarere, er vi. Vi lærer de unge at tænke selv. Ærlig talt: Hvad kunne vel være mere vigtigt.”
At ”polere rektors ego” kunne være mere vigtigt. ”Især når rektor er forfængelig og har en magt, han ikke forstår”. Men Vibse kunne ikke smiske. Hun kunne kun være ærlig. Og så blev hun fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder. Dagen før var datteren flyttet hjemmefra for at studere matematik i Ålborg, meget imod sin mors ønske. Og så kom fyringen oveni. Vibse er rasende.
Hendes mand – han hedder Lars, men hun kalder ham Bent! – er noget af en dødbider, men også god nok, dybt loyal og alt for tilpasningsdygtig. Og dét er selvfølgelig også en del af problemet. Hvis Vibse fortalte ham om fyringen, ville han kvæle hende med forståelse. Han ville sige, at nu kunne de få tid til at gå på museum og den slags. Så hun holder fyringen hemmelig.
Med ganske få streger tegner Katrine Marie Guldager en fuld kontur af en kvinde, der på den ene side er sej, stejl og stolt og på den anden: ualmindelig egensindig, rethaverisk og irriterende, både i sit professionelle og private liv. Og denne kvinde er nu på flugt. Alene op til sommerhuset i Sverige. Men så kommer snestormen. Strømmen går. Maden slipper op. Og så begynder Vibses overlevelseskamp, både helt konkret i det svenske vinterlandskab og i overført betydning i hendes indre mentale landskab. Tid til selvransagelse.
I al sin stædighed har Vibse altid skubbet folk fra sig. Ingen har nogensinde kendt mig, konstaterer hun. Og nu er hun, som hun selv formuleret det, kommet væk fra flokken, og kan ikke finde tilbage:
”Det blæser. Skyerne samler sig i uventede formationer, næsten som om de holder møde. Måske konfererer de om, hvad der skal ske med denne dumme danske kvinde, der tilsyneladende gerne vil være så udsat som muligt. Skal vi lade hende leve? Skal vi lade være? Hvad betyder et menneske?”
Et sted derude er en bjørn vågnet fra sin vinterhi. Vibse ser sporene. Måske fordi den har født, tænker hun. I så fald, indser læseren, er der ikke bare én, men to lunefulde mødre på vildveje i den samme skov. Bjørnen, den dejlige bamse, er jo ikke farlig, når man blot er varlig, ved vi. Men den kan også være en furiøs dræber. Hvad sker der, hvis de to kriseramte mødre mødes?
Bjørnen er en ægte velskrevet og stærkt kodet fortælling af den slags, som Vibses egne elever bør kunne dirke op uden de helt store problemer. Hvorfor føler Vibse sig ikke hjemme i verden? Hvad symboliserer bjørnen? Hvad betyder musvitten på grenen? Hvad vil du i dette låste landskab, spørger den hungrende Vibse den lille fugl. Musvitten kunne jo spørge hende om det samme.
Som roman er Bjørnen noget sparsom (en angelsakser ville have kaldt den en novella, men den genrebetegnelse bruges ikke rigtig på dansk). Som menneske-møder-naturen-eksistensfortælling rummer den tilgengæld en række gode konfrontationer. Når Katrine Marie Guldager sender menneskemor i armene på bjørnemor, er der inviteret til både både litteratur- og livsanalyse. Så hej, gymnasielærer. Mors lille ego i skoven gik, og den her bog er som skabt til dit arbejde med at lære de unge at tænke. Måske genkender du din irriterende kollega. Eller dig selv?