Midas Dekkers: Kropskultur – Af Klaus Rothstein

Sjæl og legeme. I Middelalderen, Renæssancen og Oplysningstiden kunne folk godt finde på noget sjovere eller mere fornuftigt at tage sig til, end at dyrke sport. Den hollandske biolog Midas Dekkers i fri dressur.

Bevægelsesmyten

Jeg har altid ment at motion er sundt, at idræt er sjovt og at elitesport er skadelig – men underholdende at se på. Jeg løber lange ture for fornøjelsens skyld, jeg elsker at se fodbold, om så det spilles af verdensstjerner eller talenter på tretten, og når De Olympiske Lege går i gang i Beijing om få dage, vil (dele af) sportens ufattelige fascinationskraft slå en klo i mig. Og efter læsning af den hollandske biolog Midas Dekkers nye bog, er jeg i kritisk topform.

Kropskultur er skrevet med en række produktive fordomme om motion, idræt og sport, og selvom man – som jeg – elsker sport, er det velgørende at læse en systemkritiker dekonstruere hele den kultur, der på den ene eller anden måde dyrker ideen om den sunde krop, det konkurrerende menneske og kravene til de fysiske sportspræstationer.

Hvis man f.eks. skulle tro (og jeg troede det), at sentensen om en sund sjæl i et sund legeme var opstået i respekt for idrætten, så kan man godt tro om igen, for Midas Dekkers har styr på det reklamesloganagtige udsagns proveniens og helhed, og pludselig tager tingene sig helt anderledes ud. ”En sund sjæl i et sund legeme” tilskrives den romerske digter Juvenal (ca. 60-140 efter Kr.), men hvad vi normalt ignorerer, er at han var satirisk og ironiserede over sine medmenneskers ønske om et langt liv. Han skrev om det at blive gammel:

”Armene og benene ryster ligesom stemmen, hovedet er skaldet og næsen løber som på et lille barn. Vin og øl giver ikke længere samme nydelse, og elskov er for længst glemt. Den lille rest blod i det kolde legeme varmes højst op af feber. Men værre end enhver legemlig mangel er demensen, der medfører, at man ikke længere erindrer navnet på sin slave eller ansigtet på den ven, man spiste sammen med aftenen før; lige så lidt genkender man dem, man har avlet, og dem, man har opfostret. Bør vi mennesker så hellere lade være med at ønske os noget? Tag imod et godt råd: Lad guderne om at afveje, hvad der tilkommer dig og er godt for dit liv. Og vil du alligevel ønske dig noget, så bed om en sund forstand i et sundt legeme.”

Det første jeg bemærker, er at Juvenal taler om forstand, ikke om sjæl, og det tiltaler mit rationelle jeg. Hvor sjælen har sneget sig ind, ved jeg ikke. Det andet jeg bemærker, er citatets ekstreme gyldige nutidighed, som om digteren på over et par tusind års afstand kender det moderne menneskes drømme om ungdom og sundhed. Der er altså intet nyt under solen.

Midas Dekkers serverer citatet med stor tilfredshed, for han er tydeligvis træt af vor tids dyrkelse af den sunde krop, og han ønsker dybest set at gøre om med forestillingen om at motion er livsnødvendig. Den idé daterer han til 1953, hvor en engelsk professor fandt ud af, at engelske buschauffører i dobbeltdækkerne fik flere hjertetilfælde, end deres kolleger konduktørerne. Det skyldtes, mente han, at konduktørerne hele tiden løb op og ned af bussens trappe, mens chaufføren sad stille. Med den konklusion opstod det, Midas Dekkers kalder bevægelsesmyten.

Men én ting er, hvordan vi går rundt og har det med vores krop, noget andet er, hvad kroppen bliver brugt til af de atleter, der presser sig selv og rekorderne til det yderste for vores underholdnings skyld (tænk bare på Tour de France, hvor kommentatorerne jubler, når en rytter lider på bjerget og piner sig selv og sin krop). Der går en lige linie fra gladiatorernes brutale nedslagtninger af hinanden, de vilde dyr og de kristne i Roms Colosseum til vore dages OL, hvor mange discipliner – som i oldtidens Grækenland – er replika af krigskunsten. Her er Midas Dekkers olympiske historierids interessant, ikke mindst beskrivelsen af den religiøse ritualisering og symbolik, som de moderne leges initiativtager, Pierre de Coubertin, dryssede ud over sporten.

Den hollandske forfatter noterer at sporten har optaget menneskeheden siden de gamle grækere, og at nutidens OL følges af omkring halvdelen af klodens befolkning. Noget, der har eksisteret så længe og optager så mange mennesker, må være noget ganske særligt, måske mere usædvanligt end sex, drister han sig til at sige. Og se så hvordan Midas Dekkers tænker og skriver, når han er i sit es, faktuel, reflekterende, overfladisk og dyb på samme tid:

”Men for godt hundred år siden eksisterede sport knap nok. Hverken Darwin eller Freud skrev meget om det, fordi det ikke spillede nogen rolle i deres tid. I Wien blev der højst dyrket lidt redskabsgymnastik, i London var det kun de rige, der dryssede tiden væk. Og hundrede år tidligere var der stort set ikke skyggen af sport. Sport eksisterede simpelthen ikke mellem den tid, hvor grækerne holdt op med at lege olympisk og vi begyndte på det igen. I femten hundrede år klarede mennesket sig uden sport. I femten hundrede år glemte man alt om det, der nu er kendt som vores vigtigste beskæftigelse. I Middelalderen, Renæssancen og Oplysningstiden kunne folk godt finde på noget sjovere eller mere fornuftigt at tage sig til.”

I disse OL-tider, er vi mange – tre-fire milliarder, vil jeg tro – der lader os fascinere af sportens elite, men nogle af os nøjes ikke med at glo passivt på skærmen, vi vil selv ud og løbe. Midas Dekkers er ikke en af dem, fair nok, men når han påpeger at motion er overflødig, er det vigtigt at man ikke lader sig forføre til helbredstruende magelighed. Han taler om bevægelsesmyten men bekræfter samtidig, at mennesker i bevægelse har ringere risiko for hjerteproblemer. Er de sunde fordi de bevæger sig, eller bevæger de sig fordi de netop er sunde, spørger han. Det får vi ikke noget entydigt svar på, men biologens konklusion er alligevel ikke til at tage fejl af: Motion kan undværes, hvis altså bevægelse er integreret i vores hverdag.

Bedst som jeg har læst det, ser jeg i avisen, at ny forskning viser at fedme smitter. Hvis vi er sammen med fede mennesker, bliver vi selv overvægtige. Et andet sted står der, at forudsætningen for at vi bevæger os mere (og modvirker fedme) er, at der er flere lokale idrætsfaciliteter. Samme morgen har jeg på Genforeningspladsens idrætsanlæg i København set fem-seks ældre kvinder spille rundbold, og jeg vil sværge på at det øger deres livskvalitet. Men Midas Dekkers har en pointe, når han siger, at motion ikke var nødvendig dengang, man bevægede sig som en naturlig del af sin hverdag. Drop bilen, siger han, køb ind til fods, afskaf computeren. Med ganske almindelig kropsaktivitet i dagens løb, bliver en ugentlig gang badminton eller en viljeanstrengt løbetur fuldkommen overflødig, og i øvrigt kan lejlighedsvis motion ikke kompensere for det, som vi ellers udsætter vores kroppe for i alle de inaktive hverdage.

Kropskultur er en stor og mangfoldig rejsefører gennem menneskehedens historie – fra dengang vi rejste os på bagbenene så vi kunne bruge forpoterne til at gribe om redskaber med og lod kropsmanken falde, fordi vi havde brug for hurtig afkøling, når vi løb hen over sletterne (nej, vi kunne ikke fange gazellen, men vi kunne komme først hen til det lækre ådsel). Midas Dekkers følger kropskulturens udvikling frem mod nutidens bevægelsesmyter – her minder hans syn på fitnesskulturen og den moderne maratonkult meget om Jean Baudrillards iagttagelse af løbere som selvmordere i en slags nattøj – og sport som storindustri og global entertainment.

Undervej afdækker han biologiske, historiske, kulturelle, politiske, religiøse og filosofiske aspekter af krop, idræt, motion osv., og han sætter sporten som massekultur ind i de store perspektiver, hvor vi kan se, at intet sker for intets skyld, men at alt har en bagvedliggende hensigt (som ofte er usynlig for atleten selv), hvad enten det handler om statens behov for at passivisere masserne med brød og skuespil, eller omvendt: at opildne dem i den rette patriotiske ånd. Og det hele er, på nær et par sportsinterne smuttere, glimrende fordansket af Aino Roscher og ikke mindst fantastisk illustreret (det ville dog have været godt med mere fyldige billedtekster).

Men nok om det. Jeg må løbe.

Midas Dekkers: Kropskultur. Oversat fra hollandsk af Aino Roscher. 350 sider, 299 kr. Tiderne Skifter.