Weekendavisen den 6. juli 2018.
Litteratour. Han var middelmådige som cykelrytter. Men han er eminent som filosof. Olivier Haralambons essay om cykelsporten er i en kategori for sig. Alt skal sættes på spil.
Olivier Haralambon: Rytteren og hans skygge. En beretning om cykelsporten og dens inderste væsen. Oversat fra fransk af Peer Bundgaard. 144 sider, 249,95 kr. Forlaget Bobo. Den franske bogcafés forlag. / Chris Anker Sørensen og Allan Bo Andresen: Brødre på landevejen. Fortællinger fra et liv med cykelsport. Fortalt til Nikolaj Albrechtsen. 336 sider, 249,95 kr. Storyhouse.
I morgen begynder så endnu en føljeton i enogtyve etaper, der indenfor rammerne af en stram liturgi vil gendigte variabler af den samme grundfortælling. Men Tour de France er ikke bare et spørgsmål om hvem-kommer-først. Det er et eksistensdrama, et epos, en elegi om Manden. Bjerget. Vejen. Lidelsen. Triumfen. Livet. Døden. Cyklen. Vi kender hele det store narrative pensum, som Sankt Jørgen endnu engang er parat til at forelæse i, mens Feltet sveder og sofarytterne føler sig som vidner til tilværelsens nøgne øjeblik. Jørgen Leths legendariske Tour de France-kommentering har intellektualiseret cykelsporten, og han selv er blevet genstand for mytologisering, så vi nu har en hel metamytologi, bundet til hans nasale stemme. Godt nok, måske, men efterhånden også trivielt, ikke længere elitært. Ægte litterær livserfaringsfilosofi udvundet af cykelrytterens udsigt fra sadlen, får man derimod i Olivier Haralambons Rytteren og hans skygge. En beretning om cykelsporten og dens inderste væsen, en sjældent læsværdig filosofisk vidneberetning fra sportens verden.
Franske Olivier Haralambon (f. 1967) er forhenværende eliterytter på lavt niveau, i dag filosof og forfatter til den mest vidunderlige krukkede og skabagtige lille bog om cykelsport, en fortættet verden af sprog og forstand, så gennemført blæret og begavet, et cykellitterært aftryk helt udenfor kategori.
Olivier Haralambon har tidligere skrevet en roman om den talentfulde Frank Vandenbroucke (1974-2009), hvis karriere brød sammen i doping, depressioner og selvmordsforsøg, inden en blodprop i lungen tog livet af ham på et hotel i Senegal. Også i dette elegante skyggeessay optræder den tragiske rytter,
”Når Frank Vandenbroucke, et andet notorisk hæmningsløst medlem af mit personlige panteon, tager godt fat om styrbukningen for at angribe (jeg burde sige kneppe, fucke) Côte de la Redoute’s næsten tyve procent stejle stigning og straks nagler sin rival Bartoli til stedet, som en ugle, der er blevet sømmet fast over en ladeport, ville jeg gerne heri se det dumpe og forrykte håb om at ophæve selvet, hvis mindste krav er, at alt skal sættes på spil. Det er grunden til, at cykelløb har kunnet udøve en sådan fascination helt op til i dag: Det er, fordi det er skabt af dem, som smider intet mindre end deres krop på bordet som indsats, for det, som de forfølger, har ingen pris. De er disse sårede, udmattede jægere, hvis forvandling er påbegyndt, men aldrig vil få ende. Det omvendte af dette venlige og betryggede menneske, som jeg på bedste beskub forsøger at være, jeg, som når jeg betragter mine børn i deres søvn, ved, at det kun er manglen på talent, der har skånet mig for at gøre dette offer.”
Bemærk især det sproglige og det litterære, når en rytter bliver ”naglet til stedet, som en ugle, der er blevet sømmet fast over en ladeport”. Det henviser til en oldgammel skik ude på landet, der skulle afværge det onde. På den måde skriver Olivier Haralambon ubesværet og selvfølgeligt om kulturhistorie og kunst, ikke mindst om Caravaggios Sankt Thomas, der ”stikker godt og vel et led af sin pegefinger ind i siden på Kristus”. For at se, hvad han ser, må Sankt Thomas vende sine øjne væk fra såret, hans blik må fortabe sig uden for rammen for at kunne vendes indad. Og hvad har det med cykling at gøre? Jo:
”Ved at kunne se sin egen krops indre tydeligere end det omgivende landskab opdagede jeg, at enhver prøve er følesansens prøve, at man ikke kan unddrage sig den. Følesansens, tyngdekraftens, modstandskraftens prøve, kort sagt anspændelsens prøve. Sanserne føjer sig blot til, beklæder, præciserer, giver måske form til denne grundlæggende følelse, som jeg aldrig har været så tæt på og oplevet i så ren form, som når jeg trådte i pedalerne. Jeg vågnede altså op som trettenårig på en landevej, i det rum, der var blevet åbnet i mig af et landskab, som adskilte mine øjne og mine muskler. Med det yderste af mine hjul havde jeg endelig rørt Jorden, dens umulige fladhed, og min sjæl havde sprængt sig åben som en frugt, hvis alt for levende kød var mig et løfte om uendelighed.”
Olivier Haralambon konstaterer, at cykling er en ”ejendommelighed for alle, der ikke har tabt hjertet til den”. Han skriver: ”Som oftest leder ordet tanken hen på nogle berømte efternavne, som man undertiden kan sætte nogle bedagede fornavne på, der imidlertid er lige så uvirkelige som en apostel i et maleri. Jacques Anquetil, Louison Bobet og Raymond Poulidor har sikkert alle haft et ansigt, men ingen kender det længere. Lige så lidt som en skoleelev ville kunne genkende Balzac eller Flaubert på et maleri. Og ingen ved, at Eddy Merckx var smukkere end Elvis Presley.”
Den lille bog vrimler med elegante filosofiske aforismer, som her hvor den forhenværende rytter inde i Olivier Haralambon nægter at glide i glemsel: ”Rytteren i mig er et aftryk. Så dybt, at skulle kroppen smelte bort, ville det stadig være tilbage.” Eller her, hvor forfatteren skildrer feltets anatomi og bogens titel finder sin motivation: ”Man spørger sig selv, hvem der kom først, kroppene eller deres skygger, og hvem der er den fordrejede udgave af den anden.” Ja, og man spørger også sig selv, om Olivier Haralambon har læst H.C. Andersen.
Han var middelmådige som cykelrytter. Men han er eminent som forfatter. Olivier Haralambons essay om cykelsporten er i en kategori for sig. Bedre dybsindighed finder man ikke om sporten, hvor alt skal sættes på spil.
Og så lige – for skams og de store kontrasters skyld – et par ord om den bundløst banale Brødre på landevejen. Fortællinger fra et liv med cykelsport, en håndfuld erindringsanekdoter af brødrene Chris Anker Sørensen og Allan Bo Andresen. Det er overfladisk branchesnak og røvballeerindringer. Det eneste interessante bliver kun perifert berørt: Brødrenes ældre bror blev som dreng dræbt på en træningstur. Medicinen mod det familietraume var at gøre de yngre sønner til cykelryttere.
Brødre på landevejen kan sagtens fordrive en time hist og her, så jeg smider den straks videre til min gamle ven, Fejeren, der lige nu ligger med brækket lårbenshals efter et styrt ved DM på landevej for de gamle drenge. Han havde garanteret smadret de andre i opløbet, hvis ikke cyklen var skredet under ham. Guldet gik han glip af. Men som en af konkurrenterne skrev på en sms, da Fejeren lå på hospitalet med titaniumplader opereret ind i knoglerne: ”Noget metal fik du da”. Bogen her ligger i feltets tunge ende, lige før fejebladet kommer, men Fejeren vil sluge den – med sin sjæl, og sit lårben, sprængt åben som en frugt.