Weekendavisen den 3. august 2018.
Kommentar. Digte om døden har vi kendt i årtusinder, og Jakob Jakobsens kunstværk Dødsfald minder os om deres betydning.
I begyndelsen af 1970’erne skrev Tove Ditlevsen sin egen nekrolog, hun ville være sikker på at det blev gjort ordentligt, og at hun selv fik den at læse. Det var jo sjovt fundet på. Den slags kan man skrive om sig selv, men ikke om andre, mens de endnu lever. Eller hvad? Kunne man slippe godt fra at skrive en bog med nekrologer i utide om Yahya Hassan, Madame Nielsen, Hanne-Vibeke Holst, Caspar Eric? Bare det, at jeg nævner navne her, gør det lidt morbidt, ikke sandt?
Men hvad så med billedkunstneren Jakob Jakobsens kunstværk, Dødsfald, der har været ganske omdiskuteret denne sommer? Værket består af 20 A4-ark, der alle begynder med et navn på en politiker, aktiv eller forhenværende, efterfulgt af ordene ”er død”. Det lyder altså som begyndelsen på et klassisk nyhedstelegram, eller som en nekrolog af den slags, vi står overfor hele tiden. Fordi vi står overfor døden hele tiden.
Men alle værkets nævnte politikere lever rent faktisk i bedste velgående. Dødsfald er nemlig et science fiction-værk. Det er fremdateret til 2031, og en dag vil man jo kunne læse i avisen, at disse politiere har sagt verden ret farvel. Værket er altså en meget simpel memento mori, og kunsthistorisk set går det altså tilbage til Antikken.
Død vækker opstandelse. Mange politikere – ikke nødvendigvis de i værket nævnte – blev virkelig sure over Jakob Jakobsens dødspåmindelse. Dan Jørgensen (S) kaldte det smagløst. Jacob Mark (SF) syntes at det var grimt og spild af penge. Men vreden var ikke kun vendt mod værket an sich – selv politikere ved jo, at kunstnere gerne må skabe som de har lyst til – men mod Københavns Kommune, der formastede sig til at købe det for 10.000 kroner. Som digt betragtet udenfor kommuneøkonomien, ville Dødsfald garanteret ikke have vakt anstød.
De 20 ark er fra 2011 og har tidligere været vist på Charlottenborg i 2016 ved en udstilling om det eksperimenterende kunstmagasin Pist Protta (som inviterede Jakob Jakobsen til at lave et værk til tidsskriftets fremtidsudgave), og siden også på Overgaden i København, Århus Kunstbygning og Brandts Klædefabrik i Odense. De
gange var der ikke en hund, der gøede. Men de københavnske kommunale kunstindkøbere fik nyrindalisterne ud af busken, dels fordi værket bare består af tyve almindelige papirark med en enkelt sætning på hver (skulle det nu være kunst, kunst er da noget, som er svært at lave?!), dels fordi det – set udenfor kontekst, vel at mærke, men hvem interesserer sig for kontekst i agurketiden? – lyver nulevende politikere døde.
Jakob Jakobsen krænker et tabu hos de tyndhudede. Men hvis Dødsfald – denne tekniske term fra avisernes navnestofsider – havde været et systemdigt, der stod i for eksempel Hvedekorn, ville det ikke have skabt sådan en debat. Måske er det alene bytteværdien mellem kunstværket og skatteborgerpengene, som kritikerne er konsternerede over? I så fald amputerer Jakob Jakobsen kritikken ved at lægge samtlige tyve sider ud til gratis download på Charlottenborgs hjemmeside. Værket er nu allemandseje (men kun kommunen har ret til at udstille det).
Jakob Jakobsen har med ”Lars Løkke Rasmussen er død”, ”Ole Sohn er død”, ”Lene Espersen er død” osv. skrevet tyve variationer over en meget simpel normalsproglig grundfigur. Med repetitionen som system giver han os anledning til at reflektere over tekstens åbenlyse fiktion. Det hele er meget roligt, man får ikke indtryk af, at der skulle være sket noget dramatisk. Det meste er overladt til læserens meddigtning. Og så er ingen energi brugt på æstetik. Værket ligner noget, som hvem som helst kunne have lavet. Men som hvem som helst ikke har lavet. Deri består kunsten.
Ansatsen til nekrolog gør teksten til en dødspåmindelse, der ikke handler om de nævnte politikere, men om os alle. Det er så banalt og umystisk, som det kan være. Meget mere skummelt og provokerende havde det været, hvis Dødsfald ikke var et fremtidsværk, og hvis der havde stået ”er døende” i stedet for ”er død”. Eller ”skal dø” i stedet for ”er død”. Eller hvis teksten ikke var situeret så stensikkert som et kunstværk, men måske udsendt som en fiktiv pressemeddelelse, der kunne forveksles med en virkelig. Den slags fake news har Johanne Schmidt Nielsen været udsat for fra en nyhedssvindler, der tjente annoncekroner pr. klik, og hun vandt en erstatningssag.
Jakob Jakobsens Dødsfald er lige så meget litteratur, som det er billedkunst. Mange værker bryder i disse år grænserne mellem kunstgenrerne ned. Ordene indgår helt integreret i billedkunstnernes metode. Det ser vi hos for eksempel amerikanske Jenny Holzer og danske Lise Harlev, hvis kunst består af symbioser mellem aforistisk-filosofisk, lyrisk ordkunst og grafik eller installationer, ligesom digteren Morten Søndergaard lader sin sprogæstetik smelte sammen med billedkunstneriske udtryksformer. Man kalder det art writing, tekstbaseret kunst eller litteraturkunst.
Det er naturligvis helt fint at politikere diskuterer kunst og litteratur, hvis så bare de gad bevæge deres ræsonnementer ud over Twitters grænser og ikke være så pinlige i deres snæversyn. Det er rent ud forbløffende, at de kan hidse sig op over et simpelt ordværk, der roligt og besindigt, renset for insinueringer og politisk konflikt, minder os om vores egen dødelighed.