Weekendavisen den 7. september 2018.
Kommentar. Grænserne mellem kunst og virkelighed er arbitrære, når en forfatter bliver sit eget værk på Instagram.
Kan man nu til dags – i disse SoMe-tider – skille en forfatter fra værket? Hvis forfatteren er en aktivt poserende selvrapporteur, må svaret være nej.
Forfatteres selvfremstilling på sociale medier, og denne selvfremstillings samspil med de øvrige medier, er et af tidens store litteratursociologiske emner, eller måske snarere forfattersociologiske. Spændt ud mellem det autentiske og det performative hænger forfatteren og dingler som en figur på mediehimlen. Kan hun begå sig? Er hun promotable, som de siger i USA.
Jørgen Leth kender vi som en følsom frankofon levemand, Suzanne Brøgger som en flamboyant femme fatale, Henrik Nordbrandt som angst og deprimeret osv. Blandt de yngre forfattere skal der kun en eller to bøger til, før man taler om ”et generationsikon” som Caspar Eric eller ”en klimakrisedigter” som Theis Ørntoft. Jo, de formstøbte billeder danner sig hurtigt. Det er ofte resultatet af forfatternes egne, bevidste anstrengelser (og det er ikke nyt: Karen Blixen! Dan Turèll!). Kun sjældent er der så stor kunstnerisk-personlig kongruens og kvalitet som hos Madame Nielsen, hvor værk og persona ikke kan skilles ad.
For et par uger siden fulgtes jeg med to berømte forfattere i tog på vej hjem fra en litteraturfestival (togbetjenten var starstruck). Vi talte om den ene forfatters megen intensive og målrettede brug af Instagram. Den anden forfatter og jeg har en temmelig rudimentær viden om denne sociale fotodelingstjeneste, så vi spurgte og lyttede, mens den første forfatter forklarede, hvordan hun kommunikerede til sine 25.000 følgere.
Hun lægger kun billeder ud, der har med forfatteriet at gøre, sagde hun. Det kunne for eksempel være fotos fra et møde med en omslagsgrafiker, et portræt af hendes arbejdsbord eller et fotografi fra et foredrag. Ikke noget privat, ikke noget med mad og venner, kun professionelle motiver. Og så sko og kjoler. Sko og kjoler? Det har jo intet med forfatterskabet at gøre, indvendte jeg, det er jo bare en arbitrær grænse. Ja, svarede hun, det er rigtig nok.
Så vidt så godt. Nogle dage efter fik jeg så at vide, at forfatteren havde lavet en Instagram-opdatering om vores samtale i toget. Jeg fandt forbavset frem til opslaget. Det var en – mildest talt – selektiv genfortælling af snakken, hvor jeg med navns nævnelse fremstod som en ignorant, der hverken forstod Instagram eller kjolers vigtighed for kvinder. Behændigt udeladt var min bemærkning om det arbitrære valg af grænse – og forfatterens bekræftelse.
Det er ikke længere kun forfatterens aktuelle bestseller, der er et værk. Hendes Instagram-kommunikation med følgerne er i sig selv et forlængelsesværk af romanen. Og forfatteren selv er en del af helhedsværket, autentisk og iscenesat på én gang. Ikke et ondt ord om det. Autopromovering er vel også en slags kunst. Men hvorfor foregøgle, at fotorapporterne kun handler om forfatterskabet?
I Insta-ekkokammerets beskyttede miljø kan man nemt konstruere sin egen uimodsagte sandhed. Og blive hyldet for den. Det er sandsynligvis sundt for ens selvtillid, men næppe for så meget andet. Følgerne tænker næppe over, at en opdatering er en del af den fiktionaliserede virkelighed i forfatterens sociale kommunikation, der pludselig er en del af et gesamtkunstwerk. Denne selvpublicering, hvor ingen klassiske redaktionsregler gælder, og hvor følgerne tager alt, hvad der kommer fra profilens egen mund for gode varer, giver ikke mulighed for genmæle for den, der pludselig gik fra at være en person i en privat samtale til at blive en statist i et monologisk medie, som kun følges af de hengivne.
Min togledsager er i høj grad promotable, og hendes Instagram-profil er et magtfuldt marketingmagasin, hvis indhold hun alene vælger, redigerer og kontrollerer – om hende selv af hende selv. Det er tydeligvis genialt. Men det er også ekkokammerkommunikation. Hver gang de politiske partier begynder at udgive deres egne medier – Enhedslisten og Liberal Alliance har gjort det længe, nu gør Dansk Folkeparti det også – rejser der sig en naturlig kritik om risikoen for manglende kritisk-journalistisk distance til den politiske magt, der ejer mediet. Den slags medier skal nok tages med et gran salt. Det samme skal et énstemmet forfatterdrevet personlig-privat PR-medie.
Værk og forfatter er to sider af samme sag. Forfattere fortæller, fordrejer og fortolker, og de skal sandt for dyden ikke fremlægge decimalregnskab for deres litteraturs mulige eller ikke-mulige overensstemmelse med det, vi andre kalder virkeligheden. Naturligvis kan man efterspørge konduite og etik, men man må aldrig begrænse litteraturens råderum. Men når forfatterne færdes i deres egne medier, hvor de ikke skriver litteratur, kan vi vel godt forvente, at de – som os andre – arbejder ud fra et kodeks om at fortælle og fortolke, men ikke fordreje.
Nej, den midaldrende mand her uden SoMe-erfaringer af nogen art (jeg er ikke på digital detox fra Facebook, jeg har bare aldrig været der), er faktisk ikke fornærmet, bare forundret. Men ok. Sagen er vel, at hvis forfatteren havde husket situationen bare halvt så godt, som hun fortalte den, havde den ikke været en tiendedel så interessant.