Weekendavisen den 21. september 2018.
Trilogi. En kvinde krydser sit spor i søgen efter en flygtning i Roy Jacobsens historiske samtidsroman.
Roy Jacobsen: Rigels øjne. Oversat af Camilla Christensen. Roman. 216 sider, 249,95 kr. Rosinante.
En kvinde går gennem en skov. Tøjet er brunt, blåt og rustikt, håret sat op i en knude, rygsæk af lærred og læder. Hun bærer sin datter i en mavesele. Over den højre skulder stikker pigens kønne ansigt op, et barneøje ser på os. Det er som om blikket spørger: Hvem er I?
Det er dette barns øjne, som Roy Jacobsen meget snedigt har placeret i titlen, Rigels øjne, der afslutter hans fremragende Barrøy-trilogi. Jeg vender tilbage til øjnene. Først en opsummering:
I De usynlige (2014) introducerede Roy Jacobsen os til slægten Barrøy, der deler navn med den lille (fiktive) ø, de bebor udfor den norske nordkyst et sted. I en barsk, stormomsust og nærmest ordløs atmosfære vokser Ingrid op som et opvakt barn i de første årtier af 1900-tallet. I Hvidt hav (2017) var hun blevet en voksen kvinde, nu alene på øen, midt under 2. Verdenskrig. Pludselig driver en mand i land, en purung russisk krigsfange, Aleksander, som var ombord på nazisternes transportskib Rigel, der forliste under allieret bombardement i november 1944. Ingrid passer og plejer den unge soldat med ømhed og omhu.
Ved begyndelsen af Rigels øjne er krigen slut, og Ingrid drager til fastlandet for at finde den unge russer igen. Han flygtede videre fra øen for at undslippe nyt fangeskab hos nazisterne. Men inden da nåede den modne kvinde og den unge mand at forelske sig, og med sig på rejsen har Ingrid lille Kaja, frugten af den korte affære. Og når hun møder folk, som måske har set Aleksander, holder hun datteren frem så de kan se hendes øjne. Måske kan de genkende den russiske flygtning i dem?
Siden antikken har det været en velkendt sag, at sandheden er krigens første offer. Men tidligt i romanen giver Roy Jacobsen os et signal om, hvad der venter. Ingrids vandrer gennem det rurale Norge i 1946, året efter befrielsen, hvor man stadig taler i koder og vogter på hinanden i de områder, hvor partisanerne og menneskesmuglerne modarbejdede nazisterne. Roy Jacobsen syntetiserer hendes første erfaringer ved at transformerer det oldgamle bonmot således:
”Ingrid var svedig og øm, men gik stadig let, rejsen havde fået sin egen fremdrift, den var blevet et selvstændigt væsen, hun var på jagt efter kærligheden og stadig lykkeligt uvidende om, at sandheden er fredens første offer.”
Af samme grund skal vi her ikke nærmere ind på den mulige sandhed om Aleksander. Slutningen, den uundgåelige, er nemlig ikke det vigtigste i denne vandrings- og kærlighedsroman, hvor en frygtløs kvinde krydser sit spor i søgen efter en flygtning. Jeg har set Roy Jacobsen citeret for, at en historisk roman skal kunne læses som en samtidsroman. Nemt nok i tider med krig og flygtningestrømme.
Når romanen hedder Rigels øjne, må det bero på et symbol: Op mod 2.500 russiske krigsfanger omkom i bombardementet (de allierede troede at Rigel var et troppeskib), altså dobbelt så mange som på Titanic, men katastrofen gled skamfuldt i glemsel og er ikke en del af vores almindelige besættelsestidsbevidsthed, end ikke i Norge. De krigsfanger, der både brændte og druknede, ser på os fra havets bund. Det er blikket fra historiens glemte vraggods, der via den mirakuløst reddede Aleksander, lever videre i den lille Kaja, som på et tidspunkt ser sig omkring ”med en umenneskelig ro i sit russiske blik”.
Roy Jacobsen triumferer med de tre romaner om Ingrid. Han lejrer sin suveræne prosa i et stabilt malende, poetisk og landskabsnært sprog, hvor ”solen hænger lavt over bakkerne i fædrelandet” og hvor ”ordene mindede om sten i en dæmning, der for alt i verden ikke måtte briste”. Barrøy-trilogien brister ikke. Den bærer.