Vis mig dit Ψευδώνυμο…

Kommentar i Weekendavisen den 19. september 2008.

Pseudonymer. Hvem sidder der bag skærmen? Eller: Hvad er meningen med at skrive under falsk navn egentlig?

I denne uge blev jeg både fanget og forundret af en pressemeddelelse fra forlaget Lindhardt & Ringhof, der varslede udgivelsen af en ny roman af forfatteren Liv Mørk. Falken og falkoneren er hendes anden roman, og det lyder slet og ret vildt spændende, jeg citerer:

”En kvinde finder en døende mand uden for sin gadedør nær den ellers idylliske Grib Skov. Manden har umiskendelige østeuropæiske træk samt en tatovering – og kun én lilletå. Kriminalassistent Emily Zakkariasen fra drabsafdelingen bliver sat til at opklare sagen sammen med sine kolleger fra Station City i København. Sporene fører mod en international gruppe af aristokrater og industrifyrster, der for længe siden har indgået en pagt og nu går på menneskejagt sammen. Samtidig er en ung srilankansk kvinde i København blevet religiøst vækket, og en italiener med mafiaforbindelser har købt FC København. Emily forsøger i kamp med tiden at finde en forbindelse mellem de tilsyneladende isolerede begivenheder. Og undervejs kommer hun i tvivl om, hvem der er byttet, og hvem der er den jagede.”

Ah, hvor velgørende, en kvindekrimi der tilsyneladende ikke handler om tidstypisk terrorisme, tænkte jeg. Dernæst: Hvem er denne Liv Mørk egentlig? Kan godt huske at jeg har hørt hendes navn før, var der ikke noget om at… ja, hvad var der noget om? Så læser jeg lidt videre og opdager, at kriminalassistenten Emily løser krimigåderne sammen med sin far, den blinde aflytningsekspert Zak. En blind aflytningsekspert! Det bliver bedre og bedre. Og så opdager jeg, at også forfatteren er blind! Hun bliver mere og mere interessant, hør bare hvad forlaget fortæller om hende: ”Liv Mørk, forfatter og filminstruktør, er født 12.1.1976 i Torshavn og bosat i København. Kom på filmskolen i Lodz i 1994 og modtog i 1996 Donauprisen for årets bedste debutfilm. Liv Mørk afsluttede sine studier på filmskolen efter en bilulykke, hvor hun mistede synet.”

Men så brister illusionen, for i næste sætning bliver vi i pressen tilbudt interviews med forfatteren Merete Pryds Helle, der ”gemmer sig bag pseudonymet Liv Mørk”.

Måske er det bare mig, der er langsom, måske har dette været almen viden i forfatternes og forlagenes fætter-kusine-kreds siden den første Liv Mørk-bog, Hvad øjet ser, udkom i 2004 – men jeg vidst altså ikke, at Merete Pryds Helle skrev disse krimier, og jeg forstår ikke at forlaget offensivt afslører ’hemmeligheden’, for den dybere mening med et pseudonym er jo, at forfatterens ægte navn skal forblive en gåde. Indtil andre løser den.

Hvem var Victor Eremita og Constantin Constantinus? Isak Dinesen? Alexis Hareng? Marianne Kainsdatter? Simon Lack? Ane Schmidt? Hvem var Robinson? Verdens- og Danmarkslitteraturen er fuld af eksempler på forfattere, der har skrevet under fremmed flag, enten fordi jorden brændte under dem, fordi de ville eksperimentere med en form og genre, fordi de gerne ville skifte køn af litterære eller personlige grunde, eller måske fordi de ville sige sandheder, som de ikke kunne være bekendt. Hver gang et pseudonym har været i omløb, har det skabt forventnings- og frydefuld forvirring. Hvem sidder der bag skærmen? Og hvad vil han/hun os på denne måde?

Så meget kan jeg afsløre, at ingen af de nævne pseudonymer var Merete Pryds Helle, og at ingen af deres forlæggere gav forfatternes sande alias fra sig, og selvom kvinden bag Liv Mørk ikke har noget at skjule, så burde det heller ikke være hendes egen opgave at afsløre sig.

Well, som sagt: det kan være at krimifolk og andre ganske udmærket ved, hvordan sagerne hænger sammen i dette tilfælde, men i så fald er pseudonymfascinationen brudt og dermed ubetydelig. Hvad nytter det at jeg kender gådens løsning før jeg kender gåden?

Denne mathedsfornemmelse ændrer nu ikke en tøddel på min lyst til at læse Merete Pryds Liv Mørk Helles nye roman, og efter at jeg har læst forfatterens dugfriske klumme på litteraturmagasinet Senturas nye blog, er lysten ikke blevet mindre, tværtimod. I en ret så udfordrende refleksion om realismen i litteraturen, skriver hun:

”Ok, så realisme er virkeligheden. Den forholder sig til tingene. Men tingene. Findes de virkelig i sig selv? Eller findes de kun, når jeg ser dem og beskriver dem? Og hvis nu jeg beskriver, hvordan jeg har det med tingene – er det så realisme?”

Forfatteren mener ikke at litteraturen må blive et spejl. Den skal være et vindue, hvor igennem man ser ud på et landskab, man aldrig før har set og aldrig vil glemme igen, og det kan jeg kun give hende ret i. Hvad enten hun hedder Liv eller Merete.