Anmeldelse i Weekendavisen den 3. oktober 2008.
Tro. Hvor er vi henne, når en erklæret sekulær forfatter debuterer med roman med religiøst motiv?
Mand i sandaler
Det er i sandhed Debutanternes Vagtparade på Gyldendal i år, og i dag skal vi så hilse på Lars Husum, der har skrevet en både voldsom og følsom roman om en voldsfikseret og destruktiv dum skid, der slås som en sindssyg for at opnå soning med fortiden. Midt i det hele dukker – som det fremgår af romanens irriterende titel – Jesus Kristus op. Eller gør han?
Historien er denne: Grith Okholm vokser op i en missionsk familie i Tarm. Da hun ønsker at flytte til København sammen med sin kæreste, postbudet Allan, bliver hun udstødt af sin familie efter at faren først har pisket hende med et bælte. I København slår hun imidlertid igennem som sanger, og da ægteparret tyve år senere bliver dræbt i en bilulykke, efterlader popikonet og folkeejet Grith mange, mange millioner til sine børn, datteren Søs og lillebror Nikolaj.
Tyveårige Søs er 13 år ældre end sin bror, og hun pålægger sig selv det fulde ansvar for deres liv, de to har kun hinanden. Men så dukker de missionske bedsteforældre, som de aldrig har set, op for at tage magten over den umyndige Nikolaj. Søs prøver at stoppe morfaren ved at true med et tæskehold med rygmærker på, men da morfaren ikke lader sig skræmme, beslutter Søs sig til at holde sig ord, og på et værtshus lægger hun kortene på bordet for nogle skumle typer.
Samtidig falder den rige og rodløse Nikolaj i dårligt selskab. Han eksploderer for et godt ord i rå og afstumpet vold, og når destruktionen og angsten vælder op i ham, kender han ikke forskel på venner og fjender. Da han både smadrer sin søsters kæreste og sin egen elskede Silje, erkender han, at han slet og ret er blevet til et ondt, ensomt og venneløst menneske.
Nikolaj har brug for hjælp, og hjælpen kommer i skikkelse af en skægget mand i sandaler, der pludselig lusker rundt i hans lejlighed om natten. Nikolaj baldrer et massivt askebæger i skallen på ham, men i stedet for at gå i gulvet, præsenterer den fremmede sig som Jesus Kristus, der er kommet for at hjælpe Nikolaj med at sone sin skyld og blive et bedre menneske.
Jesus Kristus beordrer Nikolaj at flytte fra København til Tarm, hvor hans forældre voksede op. Grith Okholm (er navnet ikke taget fra virkeligheden?) er stadig byens stolthed. Selvom hun aldrig nogensinde vendte tilbage og afslog alle invitationer om at komme og holde koncerter, annoncerer Tarm stadig med at være hendes fødeby. Derfor fatter Nikolaj sympati for byen og dens borgere, og han indser, hvad Jesus Kristus forventer af ham: Hvis han skal hjælpe sig selv på rette vej, må han først lære at hjælpe andre mennesker. Han køber derfor et hus i byen og inden længe har Grith Okholms søn opbygget en lille, stabil vennekreds, hvor ikke mindst de smukke Marianne med de flotte bryster spiller en afgørende rolle. Hun kommer ind i hans liv som missionær for Jehovas Vidner, men det er ikke hende, der får omvendt ham – tværtimod viser hun sig at være et instrument i den store plan, som manden i sandalerne har lagt for Nikolaj.
Lars Husum debuterer med en ganske original roman om et menneske uden holdepunkter i livet – lige indtil han møder Jesus. Nikolajs mor blev udstødt af de missionske og hans livs kærlighed er et frafalden Jehova Vidne, så da Jesus Kristus pludselig ankommer i kød og blod, kan man godt frygte at man er blevet læseoffer for et stykke religiøst vækkelseslitteratur, der vil fortælle os om den rette lære. Men bare rolig:
På sin hjemmeside siger Lars Husum, at han har besluttet, at han aldrig vil komme med sit eget bud på, om Jesus findes, om han bare er en tosse i sandaler, eller om det hele udelukkende foregår i Nikolajs hoved. Han ville skrive en roman om tro og frelse, men det er ikke det samme som religion. Jeg er ikke religiøs, men jeg misunder folk, der har en religion, siger han.
Ja, og jeg misunder folk der har en million i banken. Uanset hvordan man vender og drejer Mit venskab med Jesus Kristus, er der tale om en roman, der sætter Jesus ind på den plads, hvor humanistisk moral og menneskelig anstændighed burde råde. I tilfældet Nikolaj har de sorte sider jaget alle positive følelser bort, og han er ikke bare voldelig, men selvdestruktiv. Tre gange forsøger han at begå selvmord, flere gange er han tæt på at slå andre ihjel. Den slags mennesker har brug for professionel hjælp, ikke for en fiktiv frelser.
Men i litteraturen kan alt jo ske, og jeg er sikker på at mange kristne vil juble over den rolle, Lars Husum giver Jesus – vejlederen, vejviseren. Jeg kom uvægerligt til at tænke på Smagsdommerne i forfjor, hvor præsten Edith Thingstrup kom med en uhyre arrogant indvending mod Kathrine Marie Guldagers bog Lysgrænsen om den psykoanalytiske terapi, hun gik i efter at have oplevet flere dødsfald tæt på. Præsten mente at det nok havde været bedre, hvis den kriseramte forfatter var gået til alters i stedet for til psykoanalyse. Så kynisk taler vist kun hellige.
Kan godt være, at Lars Husum ikke er religiøs, og godt for det, hvis det er sådan han ønsker det. Men hans bog dyrker Jesus, ikke kirken, ikke kristendommen, men Jesus himself. Lars Husums bog tror på, at der er en styrende kraft, der er større end mennesket selv. Hans bog tror på, at Jesus findes – også selvom han indlægger en lille, udmærket ordveksling, hvor Jesus selv lader Nikolaj tvivle på om han, Jesus, findes i virkeligheden eller blot er et tankebillede i en forvirret og forjaget hjerne: ”Jeg vil ikke bevise det for dig. Du er nødt til enten at tro på mig eller ikke at tro på mig,” siger Jesus inden han forsvinder ud af fortællingen.
Mit venskab med Jesus Kristus er en absolut velskrevet, spændende og småeksperimenterende roman med et stærkt drive, der lever godt af vold, angst, tvivl og viljen til at blive et bedre menneske. Men når en erklæret sekulær forfatter debuterer med en roman med dybt religiøse motiver, hvor er vi så henne? Den virkelige hovedperson er naturligvis Nikolaj, men det er manden i sandaler, der gør romanens menneskelige mirakel muligt, og om han vil det eller ej, har Lars Husum skrevet en troende roman om et moralsk livredningssprojekt. Om Jesus så findes i ”virkeligheden” eller kun i Nikolajs hoved, er op til den enkelte læser at afgøre.
En af årets tidligere Gyldendal-debutanter Jakob Berner Moe, henlagde handlingen i sin debutroman til barndomsbyen Vandel (der også gav bogen titel), hvor umage mennesker indgik i sære alliancer for at løse livskriser af forskellig slags – og Lars Husum gør nøjagtig det samme: halvdelen af hans fortælling foregår i den by, hvor han selv voksede op, Tarm, mens resten foregår i København. Troen til trods: Tag endelig turen til Tarm og Lars Husums frafaldne udkantsmennesker.
Lars Husum: Mit venskab med Jesus Kristus. Roman. 320 sider. 299 kr. Gyldendal.