Weekendavisen den 23. november 2018.
Digte og billeder. Digteren Naja Marie Aidt og billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen opløser sig i et fællesudtryk.
Naja Marie Aidt & Cathrine Raben Davidsen: Blå og mørke spor. 136 sider. 249,95 kr. Gyldendal.
Billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen færdes i et enigmatisk og glædesløst univers, hvor ansigter og kroppe forskydes, og hvor der opstår sære, uheldssvangre og gotiske stemninger. Der hviler en unheimlich og ubekvem atmosfære af forlokkelse og straf over tegningerne, som på én gang virker middelalderlige og nutidige. Det handler om længsel og fængsel, om deformiteter og symbioser, om dominans og vold, om fugle og frihed.
Cathrine Raben Davidsens tegninger står side om side med Naja Marie Aidts ord i digt- og billedbogen Blå og mørke spor. Men tegningernes rolle er ikke at sekundere digtene. Tegningerne er fortællende mysterier i deres egen ret. Hvorvidt ordmotiv eller tegningmotiv kom først, betyder ikke det store i vores aflæsning af fællesværket.
Første del, ‘Mørke spor’, kredser uhyggeligt ulmende om forvandlinger (Ovids Metamorfoser spiller en rolle, især i tegningerne), fortabelse, forbundethed, moderskab og modertab. Digtet handler om varsler, og som et varsel kan det læses, som om det forgriber Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017), smerte- og sorgeposet om Naja Marie Aidts 24-årige søns tragiske død. Hvis man ellers tror på varsler, kan man finde stof til en senere omvendtkronologisk biografisk læsning: ”mit barn/ tung og svævende i sin søvn/ munden fuld af blod”.
Et centralt symbol i det dunkle drømmedigt om mørke og fugle, er hærfuglen. Den smukke lysebrune skrigefugl med zebrategninger og krigerisk fjerpragt på hovedet var i gamle dage en varselsfugl. Dens skrig meldte om krig. I digtet splintrer et spejl: ”bag os en mand/ en hærfugl en dreng”. Der står fuglen, placeret mellem manden og drengen, og en tegning viser en mandekrop med et hærfuglehoved. Den slags fusionsmotiver har altid skræmt mig, og effekten fornægter sig ikke: ”sådan så jeg dig/ min længselshjertefugl/ skændet/ fortabt”.
I bogens anden del, ‘Blå spor’, lader Cathrine Raben Davidsen en dyb turkis farve flyde ud over siderne, monteret med silhuetter af fjer og mærkelige, spøgelsesagtige fotografier af bortvendte, vrangvillige, udviskede mennesker, til stede og fraværende på samme tid. Naja Marie Aidt skriver inderligt om forgængelighed og dødsnærvær: ”så kroppen hælder/ mod døden/ hver dag/ små bevægelser/ sikre/ umærkeligt/ at vågne/ cellernes forvandling/ efterårets æbler rynker/ i skålen/ kroppen vil rejse sig/ den rejser sig/ den rejser mod/ en anden tilstand”.
Blå og mørke spor ”samler og reviderer kunstudgivelserne Voice of the Shuttle, Schäfer Grafisk Værksted (2007) og Blå spor, Cathrine Raben Davidsen Studio og Officin (2018).” Sådan står der i kolofonen. Men kolofonen har ikke helt ret. I Naja Marie Aidts Samlede digte 1991-2008 findes nemlig en digtsuite under titlen ‘En drøm om mørke og fugle’. Den er illustreret af Cathrine Raben Davidsen, og en note oplyser at digtet udkom som særtryk hos Schäfer i 2007. Blå og mørke spor er altså ikke den første genudnyttelse, og det havde klædt kolofonen, hvis den havde oplyst hele udgivelseshistorikken.
Den nye bog er en samlet udgave af to tidligere bøger: En 11 år gammel, og en fra indeværende år. Det er en lidt pudsig konstruktion, men der kan argumenteres litterært og kunstnerisk for opsamlingen af to værker, hvor poesien og tegnekunsten opløser sig i hinanden i ét fællesudtryk, som mere end noget udtrykker angsten for afstand, behovet for nærhed og menneskets evige omsorgsbehov.
Til sidst er en lille påklistret efterskrift kaldet ‘Små daglige breve 24. septemer – 1. oktober 2018’. Det er en brevveksling mellem digteren og kunstneren, illustreret med fem monoprints, blandt andet tre gedekid (offerdyr, roadkills?), der passer perfekt ind i fællesværkets uheldsvangre stemningskabinet. Efterskriften rummer måske nok en biografisk eller litterær nøgle til begges erfaring med sorg og tab (ikke at forveksle med Naja Marie Aidts andet aktuelle tværæstetiske koncertsamarbejde om sorg med sangeren og komponisten Kira Skov), men som litterær tekst betragtet er de små daglige breve helt overflødig, og de stærke og stemningsmættede digte og tegninger kunne sagtens klare sig foruden.