Kommentar i Bogmarkredet, oktober 2008.
Når en kvik avisredaktør i gamle dage fik en lys idé, blev det til en helside i søndagsudgaven. Når en kvik forlagsredaktør i dag får en lys idé, bliver det til en hel bog.
Forlagsbranchen er blevet mere og mere journalistisk i sin tænkemåde, og derfor har vi fået et væld af gode bøger (og et væld af dårlige bøger!), hvor afsmitningen fra bladbranchen er kolossal. Hvem har en god historie til det store publikum? Og hvem kan vi sætte til at fortælle den, hvis ikke hovedpersonen kan skrive selv?
Denne offensive forlagsmetode har f.eks. kastet et væld af samtalebøger og bestilte (selv)biografier af sig, og ofte er der en spøgelsesforfatter med i spillet – ja, jeg har faktisk selv været med til at skrive en af sidste sæsons sportsbøger, nemlig tv-eksperten Luna Christofis beretning om Champions League, der udkom på Gyldendals opfordring, side om side med andre igangsatte bøger, som f.eks. håndboldspilleren og Vild med dans-kendissen Joachim Boldsens selvbiografi. Journalistisk metode på forlagsredaktionerne.
I denne sæson fortsætter strømmen af sportsbøger, hvoraf mange givetvis også er igangsat på forlagene eller i hvert fald aftalt og konceptudviklet på forhånd, og i modsætning til tidligere er der i år en helt klar tendens – der udkommer nemlig de første syv-otte-ni bøger om fodbold, der alle sammen griber tilbage til det danske landshold i 80’erne!
Nostalgisk fodboldlitteratur strømmer ind over os, og jeg er ikke den der klager, selvom der er tale om en lige lovlig massiv dosis. Hvordan skal man både kunne nå at læse Dan Sørensens og Hans Krabbes interviewbog om heltene fra Wembley, Joakim Jakobsens analyse af landsholdet ved VM i 1986, Boisen/Mohr Boisen/Nordskildes bog om Laudrup-dynastiet, Bos Østlunds Allan Simonsen-biografi og de TO biografier om Frank Arnesen?
Ja, både mindre kan ikke gøre det, vi skal have to biografier om den samme fodboldspiller! Ole Sønnichsen udgiver på Gyldendal biografien Fra gavflab til fodboldboss, mens Jens Andersen er driblet over til People’s Press, hvor han udgiver sin Frankieboy.
For et par uger siden citerede Børsen pr-eksperten Christian Have for at de to bøger kunne risikere at kannibalisere hinanden, altså gensidigt æde konkurrentens mulighed for at vinde markedsandele – og spørgsmålet er da naturligvis også, om der er plads til hele to bøger om Frank Arnesen, selvom hans historie er nok så god. Under alle omstændigheder vil denne kollision vise, hvor markedet når sit mætningspunkt for selv stærke tendenser.
Med til historien hører, at festens genstand – Frank Arnesen – ikke har autoriseret de to bøger og ikke medvirker, men dog har givet svar pr. mail til Jens Andersen. Han må da have undret sig i sit stille sind over at blive beskrevet af to forfattere i to bøger hos to forlag på én gang. Og den dobbelte Arnesen viser, at de journalistisk tænkende, tendenssøgende og igangsættende forlagsredaktører aldrig kan vide sig sikre på deres ”unikke” ideer, da ingen idé er mere unik, end at den også opstår i andres hoveder helt simultant.