Weekendavisen den 18. januar 2019.
Kommentar. Tror Jonas Eika ikke på det repræsentative demokrati? Er Christina Hagen ligeglad med klimaet?
Denne uge bragte to efterretninger om, at den unge samtidslitteratur engagerer sig politisk. Der er jo nok at skrive om, for verden er fuld af bananrepublikker i en brydningstid, men så vidt jeg kan se, er det primært to temaer, der tiltrækker sig forfatternes opmærksomhed: klimakrisen og den humanitære krise.
Information interviewede forfatteren Jonas Eika Rasmussen, vinderen af Montanas Litteraturpris, som avisen uddeler sammen med Testrup Højskole og det reolfirma, der lægger navn til. Vinderbogen Efter solen er affødt af krisetilstande i klima og økonomi. Men interviewet opholder sig også ved en artikel, Jonas Eika netop har skrevet i tidsskriftet Vagant om de spor, som flygtningekrisen har afsat i samtidslitteraturen. Det tema interesserer mig meget, eftersom jeg arbejder på en bog om netop den slags litteratur og kunst, men hver gang jeg tror, at jeg er ved at være færdig, kommer der et nyt værk, lige om lidt også nærfremtidsromanen Helter Skelter af Jens-Martin Eriksen. Hvad netop hans litterære greb er, er jeg spændt på, for hovedstrømmen i den danske kriselitteratur er præget af empati med de flygtende, mens modfortællingerne er stort set umulige at spore.
Også Jonas Eika har bemærket, at den danske litteratur emmer af empati. Men for ham er empati ikke nok. Det er skildringer af den omsiggribende handlingslammelse, som ofte optræder i litteraturen, heller ikke. Han ”længes efter bøger, der har et mere konfliktfyldt forhold til sin egen delagtighed. Og en vilje til at omsætte denne delagtighed til en form for modstand eller ansvar.”
Journalisten spørger om han selv kunne skrive noget, der indfriede det, han efterlyser. Jonas Eika svarer, at han kun har gjort det i nogle noter, men at han ”mærker en lyst til at instrumentalisere min egen skrivepraksis mere i de her sager og f.eks. skrive direkte protestlitteratur”.
At ”instrumentalisere skrivepraksis” er en krukket formulering for at stille forfatterskabet i en bestemt sags tjeneste. Her tænker han måske på det, som forfatterne Lone Aburas og Hanne Højgaard Viemose har efterlyst i et litterært-humanitært manifest, nemlig reel aktivisme. Jonas Eika siger selv – uden at han vil uddybe det – at han deltager i nogle ”selvorganiserede migrationspolitiske grupper”. Gad vide, hvad det dækker over på normaldansk?
Den anden efterretning om den politisk bevidste forfatters placering i litteraturen ankom med en pressemeddelelse fra Helsingør Bibliotek. Den lovende overskrift lød ‘Yngre, danske forfattere blander sig atter i samfundsdebatten’. Det sker i Nyt Nyhedsbrev, der udkommer en gang om måneden, hver gang skrevet af en ny forfatter. Den første var allestedsværende Christina Hagen, der skriver med den brutale jeg-ærlighed, der kan få folk til at tro, at hun mener det, hun skriver. Hvad man ikke må glemme er, at der er (eller kan være) forskel på Christina Hagen og ‘Christina Hagen’, lidt ligesom der er Statsminister-Lars og Privat-Lars. Når hun noterer at vi hverken må spise oksekød eller flyve mere, og at ‘Theis Ø skriver bøger om det’ (altså Theis Ørntoft, der mener at intet emne er vigtigere, end klimaet), fører det til fremragende ironi: ”Alle mulige har ret i det. Noget må gøres. Men jeg er ligeglad. Jeg vil til Caribien og Afrika. Jeg har ikke nogen børn. Jeg har ikke noget behov for, at vi overlever. Hvorfor skal vi partout redde jorden?”
Er Christina Hagen ligeglad? Det tror jeg faktisk ikke, slet ikke, men det afgørende er, at det bliver en mere interessant – og også mere politisk – tekst, når forfatteren forskyder tingene eller ligefrem forstiller sig gådefuldt. I en tid, hvor mange forfattere skriver litteratur, der skummer af humanitær hyperempati og bekymring, og andre forfattere efterlyser mere aktivisme, er Christina Hagens ironiske, mærkelige og foruroligende kyniske dobbeltblik på det politiske helt befriende.
Omvendt forstår jeg ikke rigtigt Jonas Eika, uanset hvor humanitær og klimabekymret, jeg selv måtte være. Hans noveller i Efter solen har absolut kvalitet, men med måde. Interviewet i anledning af Montanaprisen efterlader os til gengæld et mærkeligt sted. Jonas Eika sværmer åbenbart for en autonom, religiøs, kollektiviseret kvindebevægelse fra 1200-tallet, beguinerne, der, som han forklarer, frigjorde sig fra den synd, der legitimerede kirkemagten. Fint nok, tænker jeg. Men i dag, mener Jonas Eika, hvis jeg ellers forstår ham ret, legitimerer en tilsvarende syndighed det repræsentative demokrati, fordi det hviler på den antagelse, at vi ville slå hinanden ihjel, hvis ikke samfundet var baseret på systemets voldsmonopol, altså politiet.
Det er godt at forfattere vil sætte en politisk dagsorden i litteraturen – eller en litterær dagsorden i det politiske. Og det er sandt, at empati og apati ofte går hånd i hånd og trænger til at blive rusket. Noget må gøres, som Christina Hagen konstaterer. Det er derfor også godt, at forfatterne skriver med større raffinement, end politisk protestlitteratur plejer at byde på. Men hvad mener Jonas Eika med den dunkle snak om syndighed? Måske prøver han, som Christina Hagen, at skabe utryghed og forvirring. Måske forstiller han sig. Eller måske har han slet ikke fidus til demokratiet. I så fald er den politiske litteratur ikke kun aktivistisk, men revolutionær. Jonas Eika efterlyser modstand og ansvar. Fint nok. Men det er lovlig ansvarsløst at sammenligne den middelalderlige kirkemagt og det repræsentative demokrati. Sidstnævnte er – med alle dets fejl og mangler – jo stadig at foretrække.