Weekendavisen den 22. februar 2019.
Essay. En sentimental afsked med et rækkehus. Et tilfældigt møde på en café. Nik og Jay, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen, Niels Barfoed. Tilfældets musik en eftermiddag i februar.
Så stod vi der i solkrogen og holdt om hinanden. Jeg græd lidt. Det havde jeg ikke gjort siden den antiseptisklugtende sommeraften for længe siden, da kirurgen fortalte mig, at operationen var gået godt, min kone ville overleve.
Solkrogen gør ikke meget væsen af sig i den mørke eftermiddags stålgrå februarkulde. Vi, der har boet der, ved bare, at når foråret vender tilbage, trækker murstenene varmen til sig og skaber til en lille lun rede. Men når solen næste gang skinner på Solsortvej, er vi der ikke.
Vi var så unge, da vi flyttede ind. Den ældste af drenge var en forsigtig lille fyr, den yngste havde endnu ikke set dagens lys. Nu er de voksne og videre. Men det var her de voksede op, det var her de levede deres livs lange begyndelser, det kan man aldrig tage fra os og fra huset.
Vi forelskede os i rækkehuset på stedet. Vi købte det lettere overilet, lettere overstadige. Måske havde vi ikke helt råd, men vi var sært ubekymrede. Meget mere ubekymrede, meget mere modige, end vi er i dag, selvom vi dengang egentlig havde så meget mere at miste.
Jeg elskede det sted. Husets rette vinkler, de sorte marmorvindueskarme, det standhaftige raftehegn, den geniale idé om foreningen af privatliv og tæt naboskab. Men vi skal videre i livet, det samme skal huset. Her skal bo en familie. Her skal børn vokse op. Her skal et midaldrende ægtepar ikke sidde og lytte til fortidens ekko, mens de venter på noget, der ikke kommer til at ske. Vi vidste det blev sentimentalt at sige farvel til Fuglebakken.
Min kone skruede porcelænsnavneskiltet af den jagtgrønne dør og lukkede den bag os for sidste gang. Her, i det kulturradikale rækkehus på Frederiksberg, havde vi boet i 25 år med prototypisk loyalitet overfor arkitekturen og stedets ånd. Nu stod stuerne tilbage, forvirrende tomme, forladt af ellipsebordet, myrestolene og PH-lampen. Vi havde støvsuget og vasket gulv i et hus, der havde vores fortid bag sig og andres fremtid for sig.
Vi gik ned ad trappen med stensætningen og de smukke roser, hen ad den lange havegang for sidste gang. Ude på vejen krammede vi naboen farvel. Så cyklede min kone ud på Godthåbsvej. Jeg skulle den anden vej, til genbrugsstationen på Borups Allé, med vores gamle støvsuger. Jeg lagde den op i cykelkurven. Det lange rør holdt jeg under armen, en ridder med panser og lanse.
Jens Otto Krag og Helle Virkner var væk for længst, da vi ankom til kvarteret. Aksel Larsen ligeså. Og Lily Broberg. Men Paul Hüttel og Birthe Neumann boede her på vejen. Henne om hjørnet kunne man høre Niels Viggo Bentzon spille sin musik gennem det sommeråbne vindue i den vedbendklædte gavl. Længere henne i kvarteret, på den anden side af det gamle børnehospital, i de hvide ejendomme på Kristian Zahrtmanns Plads, boede den store målmand, når han var i Danmark. Og i vores nabohus ud mod Godthåbsvej skrev digteren, filmanmelderen, den tynde mand i sort, om sit levned og sine meninger.
Jeg cyklede ned gennem rækken. På fortovet overfor kom professoren & litteraturkritikeren og hans kone gående. De er også midaldrende og uden hjemmeboende børn, men de bliver standhaftigt i deres rækkehus. At vi flytter, forstår de ikke helt. Jeg stoppede op med min støvsugerlanse. Nu har vi forladt huset for sidste gang, sagde jeg, mens jeg kunne mærke sentimentaliteten som en hinde om mit hoved. Du må skrive om det, sagde professoren. Han er – som filmanmelderen – mesterligt causerende. Engang, da børnene var små og delte hverdag på Kornblomsten i Louis P’s Børnegård, skrev han i sin avis om, hvordan min søn havde belært hans søn om livets opståen. Det handlede om evolution, ikke Gud. Ja, sagde jeg, jeg må skrive om det sidste farvel til Fuglebakken. Så husk nu, sagde han, den sidste kritiker i kvarteret.
På genbrugsstationen kylede jeg støvsugeren i containeren. Mens eftermiddagsmørket tog til, cyklede jeg ind ad Nordre Fasanvej – demarkationslinjen mellem vores kvarter og Stjernen, et af Frederiksbergs sociale boligbyggerier. I krydset mødte jeg min kone igen, og vi kørte ad Godthåbsvej mod Vesterbro. På Gl. Kongevej afleverede vi som en afsluttende rituel handling vores nøgler til ejendomsmægleren.
Vi var sammen, som altid, men noget var forbi, og vi vidste ikke helt, hvad vi skulle gøre af os selv. Vi trængte til at sidde ned og sunde os. På Meyers bestilte vi græskarsuppe og pommesfritter. Vi forsikrende hinanden om, at alt var godt, selvom alt var mærkeligt.
Ved et bord skråt bag os sad to mænd. Den ene forekom mig bekendt, en rødhåret kunstnertype. Jeg skal lige noget, sagde jeg til min kone, skubbede stolen bagud og gik hen til det andet bord.
”Undskyld, men hedder du ikke Jonas?”
”Jo?”
”Jonas Elmer?”
”Ja?”
”Det var dig, der instruerede Let’s Get Lost engang engang i 90’erne, ikke?”
”Jo! 1997…”
Dengang hang filmplakaterne på lyskasser og plankeværker over hele byen. Sidse Babett Knudsens smukke profil i et lidt klodset kindkys på Martin Kongstads kind i det aparte ansigt med et sorgmodigt uudgrundelige blik i udstående øjne.
”Kan du huske den scene, hvor Bjarne Henriksen spiller en bondefanger, der svindler en enkefrue til at købe en kummefryser?”
”Ja?”
”Det var Vera Gebuhr, der spillede enkefruen. Kan du huske, hvad hun hed i filmen?”
”Hm, nej. Men jeg kan huske at vi gav hende det navn, som stod på døren på det hus, vi lånte til scenen. Vi havde brug for en lang havegang…”
”Okay. Hun hed fru Rothstein.”
”Ja! Det er sgu rigtigt…”
Jeg pegede over mod vores bord.
”Kan du se hende, der sidder der? Det er virkelighedens fru Rothstein, hende der er takket i filmens rulletekster for udlån af hus. Det var nogle af vores genboer, der kendte nogen fra produktionsselskabet, der spurgte om de måtte filme en scene i vores have. Vi havde glemt alt om det, indtil en af mine venner så filmen i biografen og fortalte mig om det.”
”Okay, det var først heller ikke meningen, at det skulle blive en biograffilm. Det er sgu sjovt.”
”Ja, men det er mere, end bare sjovt, at jeg møder dig lige her, lige nu. For det er kun tyve minutter siden at vi gik ned ad den lange havegang for sidste gang. Vi har solgt huset efter 25 år, og vi er i et meget sammensat humør.”
Vi var enige om, at det var et sært eksempel på det, man kan kalde tilfældets musik. Så spurgte Jonas Elmers ven, hvor vi nu skulle bo. Jeg sagde, at vi havde købt lejlighed på Vesterbro i den gamle Vestre Borgerdyd, som for ti år siden blev renoveret som boliger af Bjarke Ingels. Aha, sagde han, det var jo det hus Nik og Jay investerede i. Ja, svarede jeg, de havde hver deres lejlighed i ejendommen, men nu er de begge flyttet. Vi skal bo i den lejlighed, hvor Nik engang boede.
De to mænd grinede skævt. Alle griner lidt, når de hører det med Nik. ”Men ikke nok med det”, sagde jeg: ”Det var også her Klaus Rifbjerg gik i mellemskole og gymnasiet sammen med de andre kommende forfattere Villy Sørensen, Niels Barfoed og Jesper Jensen. Jeg skal bo der, hvor Den kroniske uskyld foregår!”
Allerede første gang vi så lejligheden, kunne jeg ikke slippe den tanke, at lige her havde Tore måske spillet fandango foran hele grødfadet, som Klaus Rifbjerg kalder klassen i romanen. Og her, gennem disse vinduer, havde alle drengene gloet efter pigerne i nabobygningen, pigeskolen Frøken Barners Institut. Måske var det her, før ombygningen, at Tore og Janus lagde en død rotte på katederet og hylede vikaren så meget ud af den, at han bankede en tilfældig dreng. Det var, skrev jeg i en anmeldelse da Den kroniske uskyld blev genudgivet, det første uskyldstab. Det er her, Janus og Tore indser, hvor magtfulde de er. Jeg har et brev fra Klaus Rifbjerg, hvor han kvitterer for anmeldelsen. Det med rotten er godt set, ”dér er du pioner”, skriver han (måske ironisk, men jeg har valgt at opfatte det ærligt). Og så: ”Men det undrer mig, at ingen i tidens løb har set Janus og Tore som en spaltningsfigur. Det er jo én og samme person som henholdsvis lysalf og svartalf. Villy Sørensen så det, men vist ingen ud over ham.”
Men lejligheden. Ejendomsmægleren kunne kun husets nyere historie. Jeg tænkte på om vi stod i det gamle rektorkontor, hvor Villy Sørensen havde afleveret sine latinske akkreditiver inden han blev sluppet ind i lærdomstemplet? Måske var det her Niels Barfoed og Jesper Jensen havde øvet sig på den revy, som Villy Sørensen skrev? Måske var det her, Villy, Niels og Jesper skrev Bragesnak, gymnasieforeningens protokol?
”Den kroniske uskyld?” sagde Jonas Elmer. ”Den blev jo filmatiseret engang i 80’erne…”
”Ja, af Edward Fleming,” svarede jeg. Jeg så den forbistret forførende Susse Wold som fru Junkersen for mig. Stakkels Helle, stakkels Tore, stakkels Janus.
”Mildest talt ikke nogen god film,” sagde jeg.
”Den havde jeg en statistrolle i…”
”Hvad havde du?”
”Ja, jeg var statist. Den var derfor jeg besluttede at blive filminstruktør. Jeg havde hele tiden ideer til, hvordan Edward Fleming burde have gjort. Da Axel Strøbye, som spillede gymnasierektor, skulle indspille en scene, spurgte han Edward Fleming, hvad han skulle gøre. ‘Du skal bare give dem den gode gamle Axel Strøbye’, svarede han og klappede ham på skulderen. Så tænkte jeg, at jeg også kunne blive instruktør.”
Uden Den kroniske uskyld, ingen Let’s Get Lost. Og bedst som vi har forladt vores hjem gennem 25 år og for sidste gang er gået ned ad den havegang, hvor Bjarne Henriksen engang i 90’erne bar den kummefryser, som han bondefangede en sagesløs enkefrue Rothstein med (i Vera Gebuhrs skikkelse), løber jeg ind i manden bag filmen på en frederiksbergsk café. Pludselig bliver mit forhenværende rækkehus og min kommende lejlighed forbundet.
Vi spiser græskarsuppe og pommesfritter. Måske er det en mærkelig blanding, men det er der så meget, der er. Jeg refererer det hele for min kone. Så forlader vi cafeen. Vi cykler til det gamle gymnasium i Helgolandsgade. Det var her Tore opstod som en blanding af Jesper Jensen og Niels Barfoed. Jernlågen er stadig udsmykket med gymnasiets akademiske ugler. Der er aftenlys i stuelejligheden. Engang lå gymnastiksalen derinde bag ruderne. Det var der, de spillede håndbold, drengene. Niels Barfoed gik meget op i det. I hans erindringsbog Farvel så længe står den skønne sætning: ”Jeg bragte det faktisk ret vidt i juniorhåndbold”. Jesper Jensen, til gengæld, obstruerede spillet. Han opfandt en antihåndboldklub, nægtede at gribe, og spillede med armene stift ned langs siden. Rifbjerg skrev digtet ‘Haandbold’ i Under vejr med mig selv.
Jeg tænker på Let’s Get Lost. Jeg må se den igen. Min fortabthed over det sidste farvel til Solsortvej er forduftet. Det eneste, jeg kan tænke på, er hverdagens uforudsigelige sammentræf, det eneste jeg kan høre er tilfældets musik.