Weekendavisen den 26. april 2019.
Kommentar. Klimaet er endnu ikke blevet en samlingssag for forfattere, filosoffer og intellektuelle på tværs af Europas lande.
Når gode mennesker står sammen imod en ydre trussel, tyer de til fakler og fællessang. Oftest griber de til Nordahl Griegs antifascistiske klassiker ‘Til Ungdommen’ (som altså ikke hedder ‘Kringsatt av fiender’), der er knæsat som alle humanistiske demonstranters samlingsvise.
Nordahl Grieg skrev det berømte digt i 1936 under indtryk af den nyligt udbrudte borgerkrig i Spanien. I dag er sangen et værn mod ufredens ånd, et bål på fædrenes gravhøje imod alt det, der skræmmer os.
‘Til Ungdommen’ kan både bruges som en lavmælt og trodsig protest imod det, der truer det frie samfund og som en generel fællesforpligtelse på fred, stabilitet og tryghed. Det går rent i alle bekymrede hjerter, når vi når til slutverset: ”Dette er løftet vårt/ fra bror til bror:/ vi vil bli gode mot menskenes jord./ Vi vil ta vare på/ skjønnheten, varmen/ som om vi bar et barn/ varsomt på armen!”
Gode mod menneskenes jord, ja. Jeg tænker tit på digtet, når klodens klima er til debat, senest her for nylig, hvor klimabevægelsen Extinction Rebellion gennemførte en aktionsuge, ikke mindst massivt i London, og for første gang manifesterede sig gennem en filial i Danmark med en symbolsk begravelse af fremtiden og en blokade af politikernes personaleindgang på Christiansborg. Det, som de unge mennesker giver udtryk for, er præcis det, som Nordahl Grieg ønskede sig. Han tænkte på krig, de tænker på klima. I begge tilfælde er der en litterær pointe.
Forfattere har altid været en slags samvittighedsstemmer i samfundsdebatten. For nylig underskrev en gruppe af 30 europæiske intellektuelle (Jens Christian Grøndahl var blandt dem) et ekstremt bekymret manifest for solidaritet og samarbejde i Europa, imod de ”åndelige brandstiftere, der leger med frihedens ild” og lader den tiltagende nationalchauvinisme sætte fællesskabsfølelsen ud af spil. De 30 forfattere havde ret i hver eneste ord i manifestet, men hvem tør tro på, at intellektuelle opråb kan danne bolværk mod populisme og nationalisme? Ikke jeg. Desværre.
Klimaet er endnu ikke blevet en samlingssag for forfattere, filosoffer og intellektuelle på tværs af Europas lande. Men det må komme snart i naturlig forlængelse af manifester for tolerance, god tone, demokratiske principper, europæisk humanisme osv. En stærk litterær bevidsthed om klimakrisen har længe kunnet aflæses i selve samtidslitteraturen, hvor flere og flere værker er optaget af det menneskelige aftryk på miljø og klima i den såkaldt antropocæne epoke. Endnu koncentrerer klimakrisefiktionens nærfremtidsdystopier sig mest om konsekvenserne af kapitalismens amokagtige ansvarsløshed, men det kan ikke vare længe før forfatterne for alvor begynder at koble emnet sammen med flygtningestrømme og – ikke mindst – overbefolkning og alt for meget middelklasse med skæbnesvanger efterspørgsel på forbrugsgoder, fastfood og flyrejser.
Den litterære pointe, der knytter sig til Extinction Rebellion finder vi i Nordahl Griegs hjemland, Norge. Det var her, jeg første gang støtte på den nye organisation. Af og til tjekker jeg hjemmesiden for den norske litterære klima-ngo, Forfatternes Klimaaksjon (sådan en har de nemlig), et netværk af forfattere, oversættere og journalister, der, med deres egne ord, vil bruge sproglige værktøjer til at bidrage til en omlægning af norsk energipolitik fra det fossile til det genanvendelige. Der skal vist mere end et ualmindeligt godt digt til.
Sidst i marts bragte Klimaaksjonen et interview af den norske forfatter Line Madsen Simenstad med en af de aktivister, der havde oprettet den norske afdeling af Extinction Rebellion, og i tilknytning til artiklen var intet mindre end en ‘Opprørserklæring’, som en række norske forfattere havde underskrevet i februar som støtte til den norske del af den internationale Skolestrejke for klimaet. Med deres underskrifter stillede de sig både bag skoleeleverne og den erklæring, der udgør grundlaget for Extinction Rebellion. De skrev:
”En forbrytelse mot livet på jorden er i ferd med å finne sted. Den sjette masseutryddelsen av arter pågår, det globale økosystemet går mot et sammenbrudd om vi ikke handler omgående. Millioner av mennesker, dyr og økosystemer er allerede berørt. Livsgrunnlaget på planeten Jorden er truet.”
Blandt de underskrivende forfattere finder vi kendte navne som Ingvar Ambjørnsen, Jostein Gaarder, Thomas Hylland Eriksen, Karl Ove Knausgård og Maja Lunde. Gode etablerede samfundsstøtter, der gennem alliancen med aktivisterne og skolebørnene råber vagt i gevær på samme måde som Dr. Tomas Stockmann, Henrik Ibsens whistleblower i En folkefjende, der indså, at badevandet i kurbadet er inficeret af udslip fra den lokale fabrik. I skuespillet fra 1882 blev doktoren hængt ud af sine magtfulde modstandere som en fjende af folket og fremskridtet. Vækst frem for alt. Og på alts bekostning.
En folkefjende handler dybest set om omkostningen ved at afsløre det magtmisbrug, der smadrer naturens friskhed. Hvis der var noget, Dr. Stockmann ville, var det at tage vare på menneskenes jord, og det samme vil de forfattere, der skriver på den klimakrisebevidsthed, som fremover bliver et hovedtema i både politik og litteratur. Lars Skinnebach var som aktivistisk forfatter en pioner. Han krævede i 2011 at folk, der ville købe hans Øvelser og rituelle tekster skulle love at leve vegetarisk nogle dage. Sådan en aktivistisk kontrakt med hin enkelte menneske, er måske mere nyttig, end et kollektivt opråb. Forfatteres manifester kan ikke ændre verden, men alligevel bør de bruge deres evne for ord til at sige det, som deres norske kolleger og verdens skolebørn siger nu: lokummet brænder, skift livsstil. Henrik Ibsen udstillede hykleriet. Nordahl Grieg appellerede til ansvarsfølelsen. Klimakrisen kalder på litterært folkefjendearbejde i klodens tjeneste.