Weekendavisen den 14. juni 2019.
Den Store Dansker. Henning Albert Boilesen var torturbøddel for den brasilianske militærjunta. Ny roman trækker ham ud af glemslen.
Sune de Souza Schmidt-Madsen: Kannibalens lov. 272 sider, 249,95 kr. Lindhardt & Ringhof.
Han ved det ganske udmærket, Sune de Souza Schmidt-Madsen: Han slipper ikke fra sin romandebut uden at Henrik Stangerup spøger i baggrunden – og det er jo ikke nødvendigvis rart for en førstegangsforfatter.
Kannibalens lov baserer sig på knaldhamrendespændende stof fra virkeligheden: Den danske erhvervsmand Henning Albert Boilesen blev i 1971 likvideret på åben gade i São Paulo. Han udvandrede fra Danmark i 1939 og blev en uhyre magtfuld mand i Brasilien, som direktør for et konglomerat af virksomheder, blandt andet Latinamerikas største gaskompagni, og han havde dybe forbindelser til den brutale militærjunta, som han hjalp til magten. Henning Albert Boilesen leverede altid varen: kup, korruption, tortur, bortskaffelse af lig.
Denne autentiske historie omskriver Sune de Souza Schmidt-Madsen via en ung dansker, der rejser til Brasilien, hvor hans afdøde fars ven har gjort karriere. Vennen, Viktor Holbrandt (altså Henning Albert Boilesen), ansætter den unge mand, dels som privatchauffør, dels som chauffør i en af koncernens lastbiler, der fragter varer rundt i hele landet. Snart er han en del af Viktor Holbrandts inderkreds. Og så har han et godt øje til chefens unge kone. Det går som det må gå. Men står Holbrandt bag? Er det en loyalitetstest?
Hele romanens plotopbygning følger en velafprøvet og effektiv skabelon, men trianglen ung mand-magtfuld boss-smuk hustru er også en triviel kliche, ligesom der naturligvis skal rokkes ved nogle identitetsspørgsmål, dybe følelser og eksistensovervejelser. Ikke overraskende bliver vor mand spaltet mellem Holbrandt, den fascistiske torturbøddel, og nye venner fra en revolutionær organisation, der bekæmper militærjuntaen.
Henrik Stangerups silhuet ses i kulissen. I Fjenden i forkøbet skriver han om sin brasilianske sporjagt på Henning Albert Boilesen, blot omtalt som Den Store Dansker. Stangerup overvejer at gøre Boilesen til romanstof, og en lokal redaktør i Brasilien advarer ham: ”Boy! You are in the middle of a hell of a story!”
Henrik Stangerup planlagde en roman, men forkastede den. Men i Niels Martinovs biografi om forfatteren, kan man læse, at Stangerup skrev synopsis til en film om Den Store Dansker, som Henning Carlsen skulle instruere. Heller ikke den blev til noget. Til gengæld findes en biografi af Henrik Krüger, Likvider Boilesen, og en dokumentarfilm, Citizen Boilesen, af Chaim Litewski, som Sune Sune de Souza Schmidt-Madsen krediterer behørigt.
Og nu findes altså romanen om Holbrandt, aka Boilesen. Romanens titel, og nøgle, refererer til et digt af Oswald de Andrade, en brasiliansk modernist fra 20’erne, der er kendt for digtmanifestet Antropofagia, altså: Kannibalisme. Det er den vigtigste livserfaring i Brasilien: ”Alle kæmper for at få det, de ikke har. Begæret er det eneste, du kan være sikker på, det er det, der gør os til mennesker. ‘Menneskets lov, kannibalens lov’. Sådan lyder manifestet. Og det er sandheden – det, som forener os, er, at alle mennesker er lige begærlige, begæret gør os lige: kød, blod, hud, hår. Æd eller bliv ædt.”
Den debuterende romanforfatter er til hverdag forlagschef for skønlitteraturen på Lindhardt & Ringhof. Så hvad skal man mene om en forlægger, der springer ud som romanforfatter med stof som selveste Henrik Stangerup tyggede på – og endte med at forkaste?
Først og fremmest anerkender jeg Sune de Souza Schmidt-Madsens mod og stoffets tyngde. Derefter konstaterer jeg, at Kannibalens lov måske nok var en roman der føltes nødvendig at skrive, men det er ikke en roman, der føles nødvendig at læse. Sune de Souza Schmidt-Madsen har gyldent stof mellem hænderne, men hvis jeg havde været hans forlægger, ville jeg have forsøgt at komme forfatteren i forkøbet: Det er indiskutabelt a hell of a story, men som fiktion er formsproget ikke rigt nok. Historien om juntaens håndgangne dansker ville have gjort sig bedre som dramadokumentarisk fortællende sagprosa.