Weekendavisen den 26. juli 2019.
Kommentar. Med kriminaliseringen af humanitære evakueringer i Middelhavet har det ekstreme sejret.
I HBO’s dramatisering af Tjenerindens fortælling, Margaret Atwoods dystopiske fremtidsroman om et fascistisk amerikansk postkrigssamfund, er der flashbacks til seriens fortid, sådan cirka vores nutid. Folk lever frit, som vi kender det i dag, men ganske langsomt sniger en politisk gift sig ind i deres liv. Pludselig hersker nye normer, nye værdier, nye regler. En ny tids fundamentalisme tager magten. Men hvordan skete det? Hvornår skete det? Ingen kender det definerende øjeblik, men på et tidspunkt var friheden afskaffet til fordel for religiøs formørkelse.
Som altid skal man se science fiction som et forvrænget nutidsbillede, ikke som en varsel om det, der kommer. Kvinder bliver nok ikke holdt som fødekvæg af overklassen efter næste krig. Det, der optager mig, er derfor seriens skildring af den relative ubekymrede passivitet, menneskene bevidner ildevarslende forandringer med. Når der sker noget ekstremt, forsøger vi at banalisere det.
Hvad kan Tjenerindens fortælling lære os, hvis vi træder ud af fiktionen og ser på vores samtid? Hvad sker der hos os i Europa netop nu, som vi – måske lettere modvilligt – forsøger at presse ind i en normalitetsskabelon? Staten er jo god, overbeviser vi os selv om. Men hvad nu, hvis den ikke er?
Historikerne, der om nogle generationer forsker i tiden før under og efter den humanitære krises kulmination i 2015, vil være enige om, at Europa stod i et ekstremt dilemma, både politisk og idé- og mentalitetshistorisk: på den ene side herskede et legitimt ønske om at bevare kontrollen over grænserne; på den anden side var der en moralsk forpligtelse til at redde flygtninge fra døden i den europæiske humanismes histories navn.
Historikerne vil kunne se, hvordan det moralske imperativ mistede terræn, mens nationalismes krav om grænselukning vandt frem. Hvornår og hvordan, vil disse historikere spørge, blev det politisk legitimt at afvise folk til druknedøden? Hvornår og hvordan blev det muligt, at kriminalisere de humanitære organisationers arbejde for at evakuere flygtninge? Hvornår og hvordan blev den europæiske humanismetradition afviklet?
Forskerne vil kunne lægge en brødkrummesti tilbage gennem årtierne og kortlægge de antihumanitære tendensers udvikling og udbredelse. Nogen historikere vil mene, at den italienske indenrigsminister Mateo Salvini reddede Europa fra en migrantinvasion over Middelhavet da han lukkede sit lands havne for de nødstedte. Andre historikere vil argumentere, at han forrådte alle de værdier, som Europa byggede på og rev fundamentet væk under humanismen og det humanitære. Måske vil en forsker i fremtiden konstatere, at kriminaliseringen af evakueringerne var det definerende øjeblik for det humanitæres nederlag. Vi banaliserede det som almindelig politik. Men det var grænseløst og ekstremt.
Historikerne vil konstatere, at mindst 426 flygtninge og migranter fra Afrika og Mellemøsten druknede i sydeuropas skønne blå bølgemarker i det første halvår i 2019. Det var dengang evakuerede flygtninge skulle sendes tilbage til uværdige, usikre lejre i Libyen, hvor menneskerettighedsovergreb var dagens orden. Historikerne vil kunne læse i kilderne, at Médecins Sans Frontières/Læger Uden Grænser i juli samme år meddelte, at de nu ville trodse alle EU’s forhindringer for humanitære redningsaktioner og genoptage undsætningen af flygtningebåde, der sætter ud fra de nordafrikanske kyster. Historikerne vil beskrive at evakueringsskibet Ocean Viking bjærgede flygtninge i havsnød, og at Læger Uden Grænser udmærket vidste, at organisationen dermed risikerede at blive sigtet for kriminel menneskesmugling. De vil beskrive, hvordan den europæiske højrefløj forsøgte at forhindre redningsaktionerne, og hvordan den italienske indenrigsminister fordømte de humanitære evakueringer som ”taxiservice” for de illegale. Men historikerne vil også konstatere, at Læger Uden Grænser udførte et nødvendigt, ærefuldt og dybt anerkendelsesværdigt arbejde, hvor de ikke kun reddede flygtninge fra druknedøden, men også reparerede den europæiske værdighed.