Weekendavisen den 13. september 2019.
Kommentar. Mens Jonathan Franzen siger at kampen mod klimaforandringerne er nyttesløs bliver Kaspar Colling Nielsen taleskriver for Dan Jørgensen.
Sikke en forsidebasker, Politiken udkom med i onsdags. Dagens vigtigste nyhed over fire flotte spalter lød sådan her: »Kaspar Colling skal skrive klimaministerens taler.«
Hvis man er fast læser af Politiken, ved man måske nok, hvem Kaspar Colling Nielsen er, periodevis har han fyldt den ene sektionsbagside efter den anden med noveller. Hvis man følger samtidslitteraturens gang, kender man ham også, for hans tre veltænkte bøger – Mount København, Den danske borgerkrig 2018-24 og Det europæiske forår – har tiltrukket sig pænt med opmærksomhed. På det seneste er Kaspar Colling Nielsen sågar blevet kaldt den danske litteraturs svar på Michel Houellebecq, vistnok udpeget af den franske forfatter i egen person.
Og nu er Kaspar Colling Nielsen altså klimaministerens taleskriver. Han har ovenikøbet selv søgt jobbet, fortæller Politiken. På den måde gennemhuller han de nationalkonservatives evige litteraturpolitiske påstand om, at forfattere lever af statens penge og er for fine til lønarbejde. Men denne forfatter er ikke for fin til at beskæftige sig med noget så beskidt som politik. Kort før hans nye bog udkommer, siger Kaspar Colling Nielsen derfor op som forfatter for at begynde som skrivende ånd for regeringen. Som han siger til Politiken: »Jeg har taget et andet arbejde. Jeg skal være embedsmand. Jeg skal servicere ministeren så godt, jeg overhovedet kan. Mit arbejde bliver kort sagt ikke at være kunstner.«
Karriereskiftet er interessant for os, der følger litteraturen, men er det virkelig en forside værd? Er »forfatteren« som samfundsfigur virkelig så vigtig, at det rydder forsiden, når en af dem træder ind i en regerings embedsværk for at formulere ministerens tanker? Kaspar Colling Nielsen er trods alt ikke Danmarks første skønlitterære forfatter, der skriver taler for en minister, ja, end ikke den første taleskriver for en klimaminister. Kristian Ditlev Jensen var 2008-2009 taleskriver for Connie Hedegaard, daværende konservativ klimaminister. I fjor blev BogForums Debutantpris vundet af Anita Furu, der skrev taler for den forhenværende statsminister, og allerede da Julius Bomholt trådte til som den første kulturminister, skrev romanforfatteren Ole Hyltoft hans taler.
Men klimaet er retfærdigvis en stor historie, og Politiken har jo gjort det til en hjertesag. Det samme har de danske forfattere, som længe har haft et litterært mellemværende med klimakrisen. Gennem de seneste mange år har klimaet været et omdrejningspunkt for samtids-litteraturen, og mandag i denne uge, blot to dage før nyheden om den nye taleskriver kom, blev en ny klimakriselitteraturfestival annonceret, nemlig Klima&Litteratur (den 5. oktober i København). Festivalen spørger, hvordan klimalitteratur ser ud: »Klimalitteratur kan være mange forskellige litteraturer. Det kan være den dystopiske og apokalyptiske litteratur. Det kan være en fortælling om, hvordan klimakrisen påvirker det enkelte menneske. Det kan være aktivisme. Det kan være lyrik, prosa og noget helt tredje. Klimaforandringerne påvirker i dag alle aspekter af livet og verden og samfundet og finder således også vej ind i litteraturen. Den litteratur, der bliver skrevet i dag, skrives på et bagtæppe af klimakrisen.«
Sandt nok. De danske forfattere har et enormt klimaengagement, og nu også en kollega, der er ansat til at lægge ministeren på området ord i munden. Ifølge Dan Jørgensen handler ansættelsen af Kaspar Colling Nielsen om »ikke at få talt den store grønne transformation ned i et sort hul, hvor den kun handler om alt det, vi skal ofre«. Ministeren hyrer derfor forfatteren til at formulere fortællingen.
Og taleskriveren selv, som med sin baggrund som cand.merc.fil. fra Copenhagen Business School også har forudsætningerne for at bygge bro til ministeriets teknokrater, siger, at baggrunden er dyster, men at den grønne omstilling rummer mange muligheder: »Den er enormt spændende for iværksættere og for unge mennesker, men også gamle industrier, der skal lave sig selv om.«
Men dagen før dette håbefulde budskab kunne selvsamme Politiken fortælle, at den betydningsfulde amerikanske romanforfatter og essayist Jonathan Franzen ser ganske anderledes på dét spørgsmål. I The New Yorker skriver han lige præcis klimaaktivismen ned i et kulsort hul. Helt uden kollegial sans for den opgave, Kaspar Colling Nielsen skal løse for Dan Jørgensen, skriver Jonathan Franzen, at kampen mod klimaforandringerne er nyttesløs. Klimaforandringerne kommer under alle omstændigheder. »What If We Stop Pretending«, hedder essayet, hvor forfatteren undsiger klimaaktivisternes optimisme.
Kaspar Colling Nielsen, der altid har haft et godt øje til dystopierne, må jo have et helt andet syn på mulighederne for det globale og det grønne end sin amerikanske aggressivt resignerende kollega – ellers havde han jo ikke søgt jobbet som ministeriel embedsmand. Kaspar Colling Nielsen er ikke alene oppe imod klimakrisen, han er også oppe imod en litterær verdensstjerne som Jonathan Franzen, der vil have os til at forberede os på en fremtid uden håb.
Dan Jørgensen har rekrutteret smart. Den historie, som han kommer til at præsentere os for, vil måske være resultatet af et skrivearbejde, som gør brug af litteraturens evne til forførelse gennem fortælling. Ministeren siger, at regeringen skal gøre sig umage med at få skabt historien om den grønne omstilling »på den rigtige måde for at fastholde og udbygge opbakningen i befolkningen«.
Og Kaspar Colling Nielsen har deponeret sin forfatterfrihed. Til gengæld påtager han sig et konkret ansvar. Han har søgt og fået en god gammeldags bestillingsopgave inden for politisk propaganda. Heldigvis er det i en nødvendig sags tjeneste.