Weekendavisen den 19. september 2019.
Noveller. Thomas Korsgaards noveller om individets isolation egner sig til skolelæsning.
Thomas Korsgaard: Tyverier. Noveller. 140 sider, 249,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Som litterær genre er novellen jo en intrikat sag, et gådefuldt lille undermøbleret rum. Når vi forlader rummet igen, må novellen meget gerne stå og vibrere gådefuldt i vores eftertanker. Hvad var det mon, der ikke skete? Thomas Korsgaard synes at være ganske bevidst om novellens enigmatiske potentiale, desværre nok lige lovlig bevidst. De femten korte noveller i Tyverier er formelt set upåklageligt udmærkede, skrevet med både håndelag og sindelag, men de er også – deres forskelle ufortalt – skåret over en læst, der gør dem ret forudsigelige.
Novellernes tema er anslået i titlen, enten helt konkret, eller i en subtilt overført betydning. Ifølge egenfortolkningen på bagsiden handler novellerne nemlig om at stjæle ting og sager og liste hemmeligheder ud af folk. Tyveriet kan altså været konkret eller psykologisk, sjæleligt, og spændvidden illustreres af de to historier, der henholdsvis åbner og lukker bogen: Den første er en tilståelsestekst fra et jeg, der stjæler småting (og aflurer folk hemmeligheder), den anden handler om en telefonsælger (han hedder det samme som forfatteren) i forsikringsbranchen, der presser en gammel dame til det yderste, selvom hun bor på hospice. At sælge forsikringer til en døende er vel det ultimative tyveri.
Tyvetemaet er besnærende, men postuleret. Kan gerne være, at det er sådan Thomas Korsgaard selv ser den røde tråd, men det er noget helt andet, der springer i øjnene på mig, oven i købet noget dybere og klassisk eksistentielt: individets isolation, hør bare dette udpluk:
En ensomtlevende mand inviterer en anden mand på nytårsmiddag. Selvom han undslår sig, begynder den ensomme mand, vedvidende at gæsten aldrig vil komme, at lede efter madskrald i en container. En fyr skal hente en postpakke med en masse reklamekuglepenne, han har købt på nettet. Han bliver genkendt af postarbejderen, hans gamle spejderleder, der ydmyger ham. En ung mand skal modvilligt passe det barn, som han blev far til ved en fejl, og som han har ikke kender og ikke ved, hvordan han skal behandle. En mand udtænker en selvmordsmanual som en udvej fra en frygtelig ensomhed. En dreng føler sig helt alene i verden, selvom han er omgivet af familien til sin konfirmation. En mand formulerer et brev til en anden mand, som han observerer og følger efter på gaden, men resigneret slutter: ”Du behøver ikke svare mig”.
De femten ensomhedsfortællinger i Tyverier vil ikke, slet ikke, finde det samme brede publikum, som forfatterskabets to første bøger, den autofiktive dobbeltroman om forfatterens underpriviligerede opvækst i en white trash-familie udenfor Skive, Hvis der skulle komme et menneske forbi (2017) og En dag vil vi grine af det (2018). Dengang var Thomas Korsgaard blot 21-22 år, og hans (især) menneskelige og (i lidt mindre grad) litterære modenhed imponerede både anmeldere og læsere. Man læste ham med ømhed, omsorg og empati, han var både tapper og hæderlig, en stakkel og en stjerne.
Hvis dobbeltromanen var blevet en trilogi (det kan vel nås endnu?), ville Thomas Korsgaard være blevet en bestsellerforfatter. Men romanlæserne flyder som sagt næppe med hen til denne bog. Ingen gider jo læse noveller i dette land. Til gengæld er jeg overbevist om, at Tyverier vil blive taget imod med kyshånd derude, hvor den helt grundlæggende samtidslitteraturformidling foregår, nemlig hos de hårdtarbejdende dansklærere i skolerne. Historiernes korthed, deres nutidige bevidsthed om det psykologiske og det sociale, og kombinationen af det konkrete og det ufortalte, gør dem ideelle i danskundervisningen. Små ukomplicerede stykker om ensomhed og eksistens.