Weekendavisen den 10. oktober 2019.
Noveller. Kaspar Colling Nielsens nye bog udgør desværre ikke nogen gunstig udvikling af forfatterskabet.
Kaspar Colling Nielsen: Dengang dinosaurerne var små. 220 sider, 249,95 kr. Gyldendal.
Efter læsningen af Dengang dinosaurerne var små er jeg forstærket begejstret for at Kaspar Colling Nielsen fremover skal bruge sin tid på at skrive klimaminister Dan Jørgensens taler. Som skønlitterær forfatter har han nemlig skrevet sig selv ind i en blindgyde.
Men lad mig begynde med det positive: Kaspar Colling Nielsen har altid – siden debuten med Mount København (2010), over Den danske borgerkrig 2018-24 (2013) og Det europæiske forår (2017) – været enestående god til at udtænke troldsplintsfortællinger, hvor radikale fremskrivninger af samfundsudviklingen balancerer tankevækkende hårfint mellem dystopisk urealisme og det absolut plausible. De tre bøgers scenarier har været intelligente og i stigende grad i særklasse.
Til gengæld har Kaspar Colling Nielsen aldrig været særlig velskrivende, så hans bøger er præget af diskrepans mellem idé og udførelse. Og så har han altid trukket stærke veksler på min personlige idiosynkrasi med de mange antropomorfiseringer. Talende dyr, altså! Men all right, forfatteren har en faible for litteraturens fantasmagoriske ramasjang, og i Gyldendals pressemeddelelse siger han, at han med Dengang dinosaurerne var små har villet skrive en vild, fantasifuld og sjov børnebog for voksne.
Intentionen er god nok. Men det er alle ideerne sandt for dyden ikke. Tag nu bare novellen ‘Hr. Fissen’, en platitude af rang. En dag begynder Katrines ”fisse eller tissekone eller kusse, eller hvad man nu foretrækker at kalde den” at leve sit eget liv. Den har pludselig sin egen vilje og handlekraft, og den tager, hvad den vil have, ikke mindst magten over Katrine. Den opfører sig uhøvisk, bliver voldelig, dræber folk og ser dokumentarfilm om Hitler. Til sidst bliver fissen jaget af militæret på Københavns hustage som en anden King Kong. Katrine selv reduceres til en undseelig hudflap på Hr. Fissen.
Grotesker og absurditeter har haft deres retfærdige guldaldre i litteraturhistorien, og Kaspar Colling Nielsens fisseforvandling kan naturlivis ikke afvises ud fra en snerpet fordom. Til gengæld er det relevant at spørge, om det her er virkelig er ment som et seriøst bud på sjov litteratur for voksne. I så fald skulle Kaspar Colling Nielsen måske have søgt job som revyforfatter i pik&patter-genren, i stedet for som ministerens taleskriver.
Og så alligevel ikke. Jeg er faktisk overbevist om, at Kaspar Colling Nielsen vil gøre sig godt i taleskrivningens analytiske embedsmandsprosa. Faktisk handler de mest vellykkede passager i Dengang dinosaurerne var små netop om globalisering og klimakrise. I ‘En parallelvirkelighed’ er vi tilbage i den overdrevent varme sommer 2018, hvor folk indså, at der var noget galt. To år senere – altså til næste sommer – ”blev der indført CO2-afgifter på fly og shipping af varer, og det betød, at globaliseringen stoppede”. Vestlige virksomheder flytter deres produktion hjem, Kinas økonomi kollapser, folket gør oprør, finanskapitalisterne investerer nu i Europa, globalisering er afløst af regionalisme, Europas ydre grænser er lukkede for alle andre end særligt inviterede gæstearbejdere: ”Verden blev organiseret igen”, står der, og bortset fra at det er hensynet til klimaet, der accellererer udviklingen, kan man jo næsten se for sig, at præsident Trump nikker begejstret. Sådan skriver Kaspar Colling Nielsen, når han har mest at sige.
De godt og vel tredive fortællinger (en del har tidligere været bragt i Politiken) har deres lyse øjeblikke, men udgør samlet set ikke nogen gunstig udvikling af forfatterskabet. Det er som i bogens satiriske tragedie om en ambitiøs kok, der åbner restaurant Tilstedevær og satser på en Michelin-stjerne, men bliver anmeldt på denne måde: ”Vi valgte at besøge Tilstedevær trods det irriterende navn blot for at konstatere, at maden næsten var værre, end navnet antydede: anmassende, prætentiøs og bare åndssvag.”
Netop.