Interview i Weekendavisen den 30. december 2008.
Interview. Den nye direktør for Institut for Menneskerettigheder, dr.jur. Jonas Christoffersen, mener at instituttet opdagede de politiske forandringer efter regeringsskiftet i 2001 for sent. Selv vil han tilføre debatten kedsommelig saglighed.
Den 39-årige lektor fra Københavns Universitet, dr. jur. Jonas Christoffersen bliver ofte citeret i medierne som ekspert i nationale og internationale menneskerettigheder, men fra nytår får han en ny platform at udtale sig fra, når han overtager direktørstolen i Institut for Menneskerettigheder.
Jonas Christoffersens forgænger, Morten Kjærum, der for et halvt år siden tiltrådte som leder for EU-Agenturet for Grundlæggende Rettigheder i Wien, blev meget omdiskuteret efter regeringsskiftet i 2001, hvor især Dansk Folkeparti gik på jagt efter instituttet, som man ville have nedlagt, fordi man mente at det politiserede.
I sidste øjeblik besluttede regeringen at lade instituttet overleve, men direktøren blev tvunget til at søge sin egen stilling – som han dog bevarede. Morten Kjærum valgte derefter at holde lavere profil i den offentlige debat. I dag siger den nye direktør til Weekendavisen:
”Efter regeringsskiftet i 2001 var Institut for Menneskerettigheder ikke længere fredet, og organisationen fik pludselig modspil, dels et politisk og ideologisk, dels et juridisk. Der blev stillet nye krav til, hvad man skulle gøre for at få politisk indflydelse, men det opdagede man for sent. Man forsømte at reagere på de nye krav, og man burde have opgraderet det faglige og i højere grad acceptere, at det politiske spil havde ændret sig. Der har været en modvilje i menneskerettighedsmiljøet mod at diskutere menneskerettighedernes legitimitet, men jeg skrev allerede i 2001, at vi skulle gøres os klar til debatten.”
Jonas Christoffersen mener ikke at instituttet for alvor tog konsekvensen af de nye vilkår, der pludselig herskede i den offentlige og politiske debat:
”Instituttet var stadig meget aktiv, f.eks. i spørgsmålet om 28 års regelen og tilknytningskrav ved familiesammenføring. Man mente at det var diskriminerende. Jeg mente som forsker noget andet. Konsekvensen var, at De Radikale bandt sig op på instituttet, som agerede i et følsomt område, der ikke holdt vand, juridisk set, og i dag verserer der en sag ved Højesteret om, hvorvidt 28 års regelen er diskriminerende eller ej.”
Ifølge 28 års reglen slipper dansk-udenlandske par for at bevise 24 års reglens tilknytningskrav til Danmark, hvis man har haft dansk statsborgerskab i 28 år.
Den nye direktør mener dog ikke, at Instituttet for Menneskerettigheder skal nedtone sine synspunkter, hverken i den offentlige debat eller som rådgiver for folketinget, heller ikke i kontroversielle sager, og han varsler, at han vil fortsætte den offensive linje, han havde som forsker:
”Vi skal være meget synlige, men vi skal argumentere forsigtigt og vælge vores kampe med omhu. Vi skal blande os i den politiske debat med forsigtighed og med gennemtænkte svar ud fra de højeste faglige standarder. Det kræver tid og forskningsressourcer. I 98 af 100 sager går det godt, når man indtager et standpunkt, men hvis vi som eksperter dummer os, gør det mere ondt, end når en politiker dummer sig. Se bare professor Henning Koch, der for nylig sagde, at frihedsberøvelse af udviste udlændinge på tålt ophold er grundlovsstridigt. Han tager i mine øjne fejl, og det har allerede kostet dyrt på renomméet. Når man ikke har politisk magt, har man kun sin argumentative kapital. Den er svær at optjene og nem at miste. Det gælder både i den offentlige debat, i vores forhold til embedsmænd og i kontakt med politikerne”.
Den nye direktør kommer direkte fra universitetet, og tiltræder sin nye stilling uden ledererfaring. Men han har fulgt sin nye arbejdsplads tæt som medlem af dets bestyrelse i to år:
”Institut for Menneskerettigheder har et uforløst udviklingspotentiale. Fra min plads i bestyrelsen kunne jeg se, at der var ting, der ikke fungerede optimalt. Der er brug for at tænke tingene igennem på en ny måde, for ledelsen har været der i mange år, og det har både sine styrker og svagheder. Jeg vil også have mine svagheder, men kan også bidrage med ny energi og nye tanker, og jeg vil tage min faglighed med ind i arbejdet og bruge min forskning til at understøtte og skabe sammenhæng mellem forskningen og det praktiske. Der kan jeg tilføre instituttet en mere kedsommelig saglighed.”
En regeringsneutral linje
Jonas Christoffersen mener, at alle udtalelser fra Institut for Menneskerettigheder skal være krystalklare. Det skal fremgå tydeligt, om instituttet mener at et lovforslag el. lign. er juridisk uholdbart, eller om det snarere er uhensigtsmæssigt af andre grunde.
”Det er svært at være oppe mod stærke politiske kræfter, men vi får ikke større gennemslagskraft af at råbe højere. Vi kan ikke gøre noget ved magten. Men vi kan prøve at tale til dem, der tvivler. Institut for Menneskerettigheder har jo ingen magt, men vi skal efter den lov, der har oprettet os, rådgive regeringen og Folketinget. Et godt råd kan handle om en lovs utilsigtede virkninger og ikke kun om jura. Vi skal derfor ikke kun føre debat ud fra juridiske pointer, men folketinget skal være klar over, om en kritik fra os er juridisk eller f.eks. handler om et udokumenteret behov for lovgivning. Der er områder, hvor det juridiske ikke er klippefast, men hvor man alligevel må påtage sig et standpunkt, f.eks. når politikerne her til foråret skal tage stilling til vilkårene for udlændinge på tålt ophold. De er i en tilstand af retsløshed. Det er uklart, hvor meget de kan være sammen med deres familier, de har et absolut minimum at leve for osv. Men måske kan vi dreje debatten og i stedet diskutere, om ikke folk skal have bedre vilkår, når de nu engang er her og ikke kan rejse ud. Hvad er jura? Hvad er en holdning? Vi kan spørge politikerne om de har overvejet konsekvenserne, og ikke påstå, at vi har løsningerne på forhånd,” siger han.
Et eksempel på en sag, hvor Institut for Menneskerettigheder kan have en mening, der ikke nødvendigvis er baseret på klokkeklar jura, er spørgsmålet om diplomatiske forsikringer ved udsendelse af udlændinge tålt ophold. Her kan instituttet efter den ny direktørs mening inspirere de politiske processer og kvalificere debatten. Men han er udmærket klar over, hvad han er oppe imod, ikke mindst regeringens og Dansk Folkepartis ønske om handling:
”Jeg respekterer inderligt Dansk Folkepartis standpunkter, og jeg vil til hver en tid tale med dem, men jeg forventer ikke, at de skifter mening. Jeg vil yde min hæderligste indsats for at sikre Institut for Menneskerettigheder er respektabelt ud fra højeste juridiske, faglige og etiske standarder. Der kommer også en tid efter denne regering, hvor andre måske vil lytte mere, men så skifter det igen på et tidspunkt, og derfor må vi lægge en krystalklar og regeringsneutral linje.”
Menneskerettighederne står stærkt
Som direktør for Institut for Menneskerettigheder er Jonas Christoffersen pålagt at rådgive folketinget i menneskerettighedsspørgsmål, både nationalt og internationalt. Så hvordan ser han på menneskerettighedernes situation, nu hvor Verdenserklæringen netop er fyldt 60 år?
”Den største udfordring for menneskerettighederne i Danmark handler om at udbrede kendskabet til, hvad det hele handler om, nemlig at menneskerettighederne gennemsyrer vores hverdag fra morgen til aften: du vågner og er i live. Du bliver ikke tævet af politiet. Du får mad hver dag. Du har ret til arbejde og uddannelse. Du har adgang til nyheder… Vores liv er gennemsyret af menneskerettigheder og frihedsrettigheder, og vi kan ikke forestille os et liv uden. Ingen vil sige ja til et samfund uden menneskerettigheder, heller ikke Dansk Folkeparti. Det, de er imod, er en retsliggørelse af menneskerettighederne, tror jeg. Der er jo ingen politisk opbakning bag ikke-respekten for Danmarks tilslutning til menneskerettighederne. Der er mange, der er skeptiske og spørger sig selv, om ikke det er gået for vidt med alle de der menneskerettigheder og domstolen i Strasbourg osv.? Det er en indenrigspolitisk kampplads, fordi andre politiske temaer er præget af konsensus. Men presset på menneskerettighederne er krusninger på overfladen og små pendulsvingninger. Derfor er det vores opgave at forklare, hvorfor man har en rettighed og overbevise om at det er en god idé. Men det er paradoksalt, at man i 2008 skal overbevise politikere om, at der en god idé, at folk har frihed.”
Men hvad så med situationen ude i den store verden? Jubilæet den 10. december blev bl.a. brugt til at påpege problemerne. Er menneskerettighederne i krise?
”Nej!” siger Jonas Christoffersen. ”Der er stor opbakning til menneskerettighederne, men problemer med implementeringen. Hvis ikke menneskerettighederne gav anledning til debat og konkrete problemer, så ville verden enten være et Utopia eller også ville menneskerettighederne være ubrugelige. Når hele verden taler om problemer i USA, Kina, Irak osv., så er det jo udtryk for en interesse for menneskerettigheder, frihed og demokrati. Hvis der ikke var opbakning til menneskerettighederne, ville vi ikke fokusere så meget på problemerne, men bare være ligeglade. Lakmusprøven på menneskerettens relevans er i virkeligheden, om menneskerettighederne giver problemer. På globalt plan har menneskerettighederne det bedre end nogensinde før, men i mange lande er man langt fra at opfylde standarderne. Betyder det, at glasset er halvt tomt eller halvt fuldt? Debatten om Abu Ghraib, Guantanamo og waterboarding er i virkeligheden eksempler på, hvor stærkt menneskerettighederne står, fordi USA nu indser, at landet mister legitimitet som leder af verden, hvis man ikke ændrer politik.”
Durban II skal ikke boykottes
Allerede i april står det internationale menneskeretsmiljø overfor en enorm udfordring ved antiracismekonferencen Durban II, hvor magtfulde arabiske lande lægger op til at sidestille religionskritik med racisme. Hvordan skal man forholde sig til det?
”Vi skal snakke så længe som muligt,” siger Jonas Christoffersen. ”Dem, der taler for en boykot, må spørge sig selv, hvad konsekvensen er af ikke at tale med andre, og dem, der vil dialogen, må spørge sig selv, hvad prisen er. Historien viser i mine øjne, at dialog er bedre end ikke-dialog og isolation. Det mener den danske regering også, og den bruger i forvejen mange ressourcer på dialog, f.eks. det arabiske initiativ, PET-dialog m.m. Durban II er den intellektuelle kulmination efter 9/11, forstået på den måde, at forskellige verdensbilleder mødes i debat om religionens betydning i samfundet. Det handler om at bygge bro og skabe forståelse. Men hvis der på Durban II er flertal for, at kritik af religion ikke kan tillades under den internationale retsorden, så har det ikke støtte fra menneskeretssynspunktet. Det betyder ikke at vi skal boykotte konferencen, for der er andre muligheder end boykot og udvandring. Det er for tidligt at tage sorgerne på forskud og diskutere, hvad man gør, hvis alt går galt.”