Weekendavisen d. 8. november 2019.
Korrekturlitteratur. I en bizar strid om grammatik og tegnsætning anklager Dag Solstad og hans forlag dagbladet Klassekampen for uredelighed.
Dag Solstad udgav i september Tredje, og siste, roman om Bjørn Hansen til altovervejende akklamation blandt de norske kritikere. Den norske samtidslitteraturs stormester blev endda nævnt som en mulig kandidat til Nobelprisen. Men så gik der Jante i den i dagbladet med det prægtige navn, Klassekampen. Avisen blev grundlagt i 1969 af norske marxist-leninister, og er endnu i dag venstrefløjens avis, ligesom Dag Solstad i en menneskealder har været venstrefløjens forfatter, som ung med en stærk tilknytning til det maoistiske Arbeidernes Kommunistparti, der ligefrem udstak retningslinjerne for hans litteratur.
At gamle marxist-leninister kan være hinandens værste fjender, fik man bekræftet for to uger siden, hvor Klassekampen udkom med en opsigtsvækkende historie om, at Dag Solstads hyldede roman var propfuld af stavefejl, kommafejl og grammatiske unoder. Avisen havde bedt to korrekturlæsere om at notere fejl og mangler, og de nåede frem til, at der var omtrent fire pr. side. De to professionelle sprogrøgtere havde gjort anmærkninger henholdsvis 442 og 558 steder på romanens 122 sider.
En af kommacensorerne hedder Jan Ove Hennøy. Han er daglig leder i Språkverkstaden, et firma, der beskæftiger med med oversættelser og konsulentopgaver om sprog. Til Klassekampen siger han, at man jo altid kan spørge sig selv, om det er rigtigt at rette kommafejl hos en forfatter som Dag Solstad, ”men siden han har en litterær stil som består af lange, snirklede sætninger, fungerer teksten dårligt hvis tegnsætningen ikke er korrekt.”
Han tilføjer, at der bør ligge en plan bag, hvis kommareglerne skal brydes af kunstneriske hensyn, og Jan Ove Hennøy kan ikke få øje på planen bag Dag Solstads fejlkommaer: ”Hvis man stort set sætter komma efter en ledsætning, men undlader at gøre det i nogle tilfælde, er det vanskeligt at bruge argumentet om litterære hensyn.”
Den anden korrekturlæser, som avisen har konsulteret, er professor emeritus Finn-Erik Vinje. Han er mest anfægtet at romanens mange sprogfejl, ikke mindst den inkonsekvente stavning: ‘ben’ og ‘bein’, ‘helga’ og ‘helgen’, ‘tida’ og ‘tiden’. Det er forstyrrende og hører ingen steder hjemme, mener han.
Klassekampen konfronterer Ingeri Engelstad, chefen for forlaget Oktober (som i øvrigt også udspringer af venstrefløjen, stiftet i 1970, og fra 1973 ejet af netop det marxistisk-kommunistiske Arbeidernes Kommunistparti, men i dag et almindeligt skønlitterært forlag), med kritikken. Hun forsikrer at Tredje, og siste, roman om Bjørn Hansen blev korrekturlæst. Hun forsvarer forfatteren:
”At arbejde med Dag Solstads sprog, kræver en høj grad af musikalitet, gehør og kendskab til hans særprægede stil. Solstads poetik handler blandt andet om at han er tro mod skriveøjeblikket og den temperatur noget er skrevet frem med, og det betyder for eksempel at substantiver ikke nødvendigvis bøjes konsekvent, eller at tempusskifte kan forekomme fra det ene afsnit til det næste.”
Efter denne meget forstandige udtalelse har Ingeri Engelstad tilsyneladende holdt krigsråd med Dag Solstad, og nu gik de i fællesskab til angreb på avisen. I et debatindlæg skrev forlagsdirektøren, at ”i denne sag optræder Klassekampen uredeligt”. Hun anklagede avisen for at sværte forfatter og forlag og skabe et fejlagtigt indtryk af Dag Solstads roman. Det, skrev hun, undergraver tilliden til Klassekampen.
På avisredaktionen må de have følt sig noget groggy, og de baksede et retræteforsøg sammen. ”Vi beklager at det i vores artikler kan have set ud som om der er 500 fejl i Dag Solstads roman. Oktobers forlagschef nævner selv flere anmærkninger, som der med god grund ikke bør tages hensyn til. Vi beklager.” Underskrevet: Red.
Men for Klassekampen var det værste i vente. At beklagelsen ikke var signeret med navn, provokerede Dag Solstad, der nu sendte en lang svada til avisen, der ikke kunne gøre andet end at bringe det over et opslag. Dag Solstad spørger hvem beklagelsen egentlig kom fra, og så slår han til med årets udbrud: ”Er det for en gangs skyld, efter alt dette, tilladt mig at udbryde: Kys mig i røven!”
Og så bliver den krænkede forfatter konkret: ”Mit krav er at Klassekampens ansvarshavende redaktør erklærer opslaget onsdag den 23. oktober, side 26 og 27, for døde og ugyldige. Kun sådan kan disse sider forsvinde fra min bevidsthed for evigt, og fra Klassekampens læseres bevidsthed. Chikanen vil så være fejet bort, og livet kan gå videre. Også for Klassekampens kulturredaktion.”
Dagen efter skriver avisens ansvarshavende redaktør, Mari Skurdal: ”Jeg beklager overfor Dag Solstad, at vi så nidkært har gennemgået hans roman, og hans alene, uden at der foreligger nogen klar grund til at netop han skulle udsætte for dette. Resultatet er – desværre – at Klassekampen i denne sag fremstår som Lektor Smålig, på jagt efter irrelevante småfejl, men uden interesse for romanens øvrige kvaliteter og idémæssige indhold.”
Mari Skurdal indrømmer, at avisen er på vildveje, hvis den redigeres med en smålig faktamæssig bogholdermentalitet, og at optællinger af kommafejl ikke er nok i sig selv: ”Sagen skal helst også være vigtig.”
Undervejs beder Klassekampen om en kommentar fra forfatteren Erlend Loe: ”Den kunstneriske frihed er meget vigtigere end de grammatiske regler. De er i høj grad provokerende og uinteressante.” Litteratur er, minder Erlend Loe om, hverken en skolestil eller et brev fra myndighederne.