https://www.weekendavisen.dk/2019-49/boeger/hvor-findes-der-mon-sympati-for-mig“>Weekendavisen den 5. december 2019.
Nobel. På torsdag den 10. december bliver Nobelpriserne atter uddelt. En ny stor biografi tegner for første gang et fuldt billede af den gådefulde industrimagnat, der så gerne ville være forfatter, men ikke havde talentet. Det viser alle de efterladte udkast til episke digte, idépolitiske romaner og budskabsrige skuespil. Til gengæld skabte Alfred Nobel verdens vigtigste litteraturpris i sit eget navn.
Sankt Petersborg, 1859. En ung mand står på en bro over Neva og stirrer ned i det mørke flodvand. Byens nattestilhed er balsam i hans hærgede sjæl.
”Kastellet ligger der, strengt og truende, og månens sølvlys giver granitmurene en spøgelsesnuance som får selv det stærkeste bryst til at bæve. Vagtpostens taktfaste fodtrin, det døende ekko af en fjern stemme og raslende lyd af en fejende vind. Foran mig rejser sig kajerne, zarernes Vinterpalads, en anstalt for forbrydere og de prostituerede, som man kalder kurtisaner og brudepiger…”
Den unge melankolske mand er i tvivl om sit næste træk i livet. Hvad skal han stille op med karrieren i farens ingeniørfirma? Efter gode tider, truer nu konkursen. Har han noget at se frem til i kærlighedslivet? Hans bror har lige lokket den pige til sig, som han selv ville tilbyde ægteskab. Og vil det nogensinde lykkes ham at skrive gode digte?
Den unge mand hedder Alfred. Alfred Bernhard Nobel. Hans familie er oprindelig småkårsfolk fra en af øerne i Stockholms indre skærgård, men siden sin barndom har Alfred boet her i Sankt Petersborg, hvor hans far Immanuel har opbygget en ingeniørvirksomhed med over 1000 medarbejdere. På det tidspunkt bestod hele den svenske befolkning blot af tre millioner mennesker, ni tiendedele boede på landet, kvinder var umyndige, gennemsnitslevealderen var 45 år. I Rusland boede der over 60 millioner mennesker, men kun 200.000 børn gik i skole. Kun de færreste var i stand til at stave sig igennem nationaldigteren Pusjkins værker.
Den driftige patriark Immanuel har under mottoet ‘At stole kun på mit eget lille jeg, ikke på andres’, tjent millioner af rubler på sine opfindelser af nye søminer og en revolutionerende dampmotor. Men succesen er nu vendt til fiasko. Minerne fungerer ikke, ordrebogen er tom og andre ingeniører nyder nu zarens gunst og tillid. Familievirksomheden Nobel & Söner er i frit fald.
Alfred har siden sin pure ungdom været sin fars højrehånd med fuldmagt til at handle på Immanuel Nobels vegne. Som 23-årig er han reelt leder af familieimperiet. Men uanset hvor kyndigt og koncentreret, han er gået i sin fars fodspor, har unge Alfred aldrig fundet den fulde tilfredsstillelse i ingeniørkunsten. I Nobel. Den gåtfulle Alfred, hans värld och hans priser, der netop er udkommet i Sverige, beskriver forfatteren Ingrid Carlberg hans splittelse denne nattetime på broen i Sankt Petersborg:
”Opfyldt af romantik og filosofisk idealisme søgte Alfred en højere mening i livet. Han var træt af menneskers overfladiske falskspil og meningsløse jagt på titler og rigdomme. ‘Jeg skal flå masken af egoismen uanset om den måtte være forklædt som venskab, af utugten skjult bag hykleriets kyskhed, af elendigheden i et berømmet liv’.”
Alfred Nobel er, som Ingrid Carlberg formulerer det, placeret mellem romantik og oplysning. Han forventes at arbejde i videnskabens tjeneste i en praktisk verden af patenter på nitroglycerin og krudt. Han taler og skriver ubesværet engelsk, tysk, fransk og russisk, forhandler med konger, tsarer og statschefer, og farter utrætteligt Europa omkring i tog for at passe alle sine fabrikker. Men han sværmer for litteraturen. Om aftenen skriver han på et 1000 linjer langt og højstemt episk digt, Canto I., hvor han både priser og efterligner sine litterære husguder, Percy Bysshe Shelley og Lord Byron. Senere i livet stræber han efter at skrive blankvers lige så blændende som Shakespeares.
Alfred var på én gang en handlingens mand og en drømmer. Men den praktiske ingeniør var ikke i tvivl om at sandheden og den absolutte skønhed fandtes på idéplanet, i fantasien og i drømmene, tankerne og følelserne. Og han var aldrig i tvivl om, at poesien var den højeste af alle kunstformer. Digtekunsten blev nærmest til en religion i hans søgen efter en mening med livet. Henvendt til poesien selv skrev han: ‘Du er den indre stjerne som oplyser vores indre verden. Dig har vi at takke for livets største glæde. Det er dig, der gør alt fagert her på jorden, selve dagen får sin klarhed gennem dit prisme’.”
Måske var det poesien, der bragte Alfred gennem dage med modgang. Men det var opfindelsen af dynamitten i 1866, og verdenspatentet i 1867, der for alvor grundlagde hans formue. Udviklingen af det moderne samfund gjorde dynamitten efterspurgt, for alle steder skulle der sprænges klipper bort til miner, jernbaner, byer og kanaler. Millionerne rullede ind. Ikke at forglemme Nobels våbenfabrikker, som nød godt af verdens krige. Alfred levede i den overbevisning at en eskalerende våbenudvikling gavnede freden, og han støttede aktivt fredsbevægelsen, inspireret af hans veninde, forfatteren Bertha von Suttner, der fik international succes med den pacifistiske roman Ned med våbnene.
I kældrene under Riksarkivet i Stockholm ligger fjorten hyldemeter dokumenter og breve fra Alfred Nobel. Her har Ingrid Carlberg fundet sorte voksdugshæfter fyldt med kemiske notater. Men hvis man blader i hæfterne bagfra, finder man litterære udkast, romanfragmenter og romantiske digte. I et efterladt manuskript fantaserer Alfred om en prunkløs bolig med en engel af en hustru og et barn med en rosenknops skønhed. Men her stopper beskedenheden også. Han ønsker at blive anerkendt for sin indsats for en ophøjet sjæl, indskrevet i folks hjerter for at være til nytte for menneskeheden.
Alfred Nobel havde gennem mange år tanker om at testamentere sin formue til en serie priser. De skulle i hans navn uddeles til forskere, forfattere og fredsvenner, der bidrog til en bedre verden. Ideen til litteraturprisen udsprang af hans glæde ved poesien, men også af en tro på idealismen. Som han stipulerede i sit testamente skulle prisen gå til en forfattere, ”som har produceret det utmärtaste i idealisk riktning.” Hvad Alfred Nobel egentlig mente, når han understregede ‘idealisk’ – eller idealistisk – har altid været åbent for fortolkning, men Ingrid Carlberg udpeger en meget omdiskuteret forfatter som Alfreds direkte inspiration. Viktor Rydberg kristendomskritiske stridsskrift Bibelns lära om Kristus skabte 1860’ernes største litterære skandale i Sverige. Forfatteren havde lystlæst bibelen og konstaterede, at Jesus slet ikke var guddommelig. Han var bare et ganske almindeligt eksemplarisk menneske.
Den ikke-troende Alfred Nobel, der aldrig satte sine ben i kirken, fordi han ikke ville høre på præsternes nonsens, var meget imponeret af Viktor Rydbergs mod, fornuft og rationalisme (og han ignorerede det, man kaldte ‘det rydbergske paradoks’ – nemlig at forfatteren, der rev tæppet væk under Jesus som guddommelig, samtidig skrev nogle af Sveriges mest elskede juledigte). I Viktor Rydberg bøger fandt Alfred Nobel en litteratur, som levede op til hans krav om idealisme. Her så han sine egne venstreliberale sympatier og foragten for kongemagten og adelens privilegier. Han elskede romaner om mennesker, der vendte sig bort fra åndsfattig materialisme og søgte mod livets højere mening. Litteraturen skulle angribe skinhellighed og vise en opbyggelig vej, men den moderne realisme forherligede for ofte forkastelige levemåder.
På vej mod de 60 år, var Alfred Nobel en stenrig og magtfulde industrimand. Men mange års magtkampe, patentretssager, familiestridigheder og et eget mislykket privatliv tærede på ham. Gennem mange år havde han haft et slags kærlighedsforhold til en yngre kvinde, Sofie Hess, der levede og rejste som en dronning på hans regning. Da han erfarede at hun ventede barn med en anden mand, indså han, at hans drøm om ægteskab aldrig ville blive til noget. I stedet drømte han om at skabe store priser for kemi, medicin, fred og ikke mindst litteratur. Efter hans død førte familien en lang arvestrid ved domstolene, men testamentet stod ved magt. Alfred Nobels formue gik til priserne.
Det kom bag på Det Svenske Akademi, at det var udset til at uddele litteraturprisen. Det havde Alfred ikke ladet dem vide på forhånd. Mange af medlemmerne mente, at litteraturprisen blot ville medføre rænkespil og ærekrænkelser. Pressen morede sig over det gammelkonservative og magelige akademis modvilje. De er bange for at drukne i nittentusinde bidrag, som det vil tage 292 embedsmænd tre måneder at sortere, hvis de vel at mærke arbejder sytten timer om dagen, skrev aviserne. Men til sidst besluttede et lille flertal i Akademiet at påtage sig opgaven. Hele verden ventede at Lev Tolstoi skulle modtage den første pris i 1901. Men valget faldt på Sully Prudhomme, en belgier som ingen havde hørt om.
Ingrid Carlbergs biografi er et storslået portræt af en tragisk skikkelse. Selvom industrimanden Alfred opnåede storslåede resultater, følte han sig ensom i privatlivet og uforløst i litteraturen. Ingen af hans digte, romanudkast osv. kom ud af notesbøgerne, heller ikke en roman, der ifølge Ingrid Carlberg havde karakter af et almenpolitisk manifest. Inspireret af koloniseringen af Afrika og Henry Stanleys I det mørkeste Afrika, kastede Alfred Nobel i en arbejdsmanisk periode i begyndelsen af 1890’erne sig ud i romanprojektet I ljusaste Afrika, hvor hans alter ego, den venstreliberale Avenir, angriber adelen og den økonomiske overklasse, taler for kvinders ligestilling og hylder uddannelse og fri presse. Ingrid Carlberg noterer, at som læseoplevelse betragtet, er romanen noget af en prøvelse.
Den 10. december 1896 døde Alfred Nobel som en stenrig industrimagnat (formuen svarer til et par milliarder kroner i dag) i sit hus i San Remo, Italien. Det gik som han altid havde frygtet. De eneste, der var hos ham, var personale som fik løn for at være der. Liget blev senere ført til Stockholm, hvor begravelsesfølget var enormt. Af frygt for at blive begravet som skindød, havde Alfred krævet, at hans håndled skulle skæres op inden kisten gik i jorden.
Da nyheden om dødsfaldet nåede frem til Paris, hvor Alfred havde haft sin primære bolig gennem årtier, pakkede den unge svenske pastor Nathan Söderblom straks en rejsetaske. Han og Alfred var blevet venner, da Nathan havde fremlagt planer for et moderne sygehus, som den gamle Nobel gerne ville investere i. Nathan Söderbloms hustru havde påtaget sig at læse korrektur på et skuespil, som den gamle industrimand, der nærede litterære ambitioner til det sidste, havde skrevet. I toget mod Italien læste pastoren stykket, og blev chokeret. Nemesis var Alfred Nobels ”forkastelsesdom over den romerske kirke”.
I San Remo fik Alfreds højrehånd, Ragnar Sohlman, trykt hundrede eksemplarer af skuespillet på dødsboets regning. Da Nathan Söderblom opdagede det, fik han hele oplaget makuleret. Det svage drama skulle ikke plette den store mands eftermæle. Skuespillet var det eneste fra Alfred Nobels hånd, der nogensinde blev trykt.
Ingrid Carlberg: Nobel. Den gåtfulle Alfred, hans värld och hans priser. 638 sider, illustreret. Nordstedts.