Weekendavisen den 13. december 2019.
https://www.weekendavisen.dk/2019-50/boeger/det-som-unn-ikke-siger
Roman. Tarjei Vesaas foruroligende kammerspil om en bjergtaget pige og hendes veninde er både klar og sløret besættelseslæsning.
Tarjei Vesaas: Is-slottet. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 216 sider. 300 kr. Batzer & Co.
Tarjei Vesaas’ mesterlige Is-slottet (1964) er på én gang en gotisk vinterfortælling fra en sært besjælet norsk natur og et erotisk kammerspil for to purunge piger. Noget af det mærkeligste, uroligste og fineste, jeg længe har læst.
Unn er 11-12 år da hun flytter ind hos sin moster i den lille bygd. Hendes mor er netop død, faren har hun aldrig kendt. I skolen holder hun sig i udkanten af pigeflokken med Siss i centrum: ”De så på hinanden som fremmede. Sådan måtte det være. Hun var forældreløs, det satte hende i et særligt lys, et skær de ikke uden videre kunne forklare.”
Tøvende og forsigtigt nærmer de to piger sig hinanden, og en frostkold aften går Siss forventningsfuld gennem byen for at besøge Unn. Fra søen smælder isen som bøsseskud, og Siss’ ”glatte pande kløvede en iskold vind”.
Mosteren tager pænt imod, men pigerne ønsker kun at trække sig tilbage bag lukket dør på det lille pigeværelse, hvor Unn har et fotografi af sin mor hængende. Og et spejl. I dette værelse opnår de to piger en nærmest sprogløs fortrolighed. Vi kan lodde fortrolighedens dybde, men vi kan ikke forstå venskabets natur, for pigerne lukker os ikke ind i deres puerile pas de deux – ja, måske lukker de heller ikke Tarjei Vesaas helt ind, måske holder de deres egen forfatter hen i uvished om det hemmelighedsfulde sjælefrændeforhold. Det eneste vi ved, er, at Unn vil betro sig til Siss om noget, hun aldrig har fortalt til nogen.
Hvad hemmeligheden er, ved vi ikke, for Unn får aldrig indviet Siss. Det eneste vi kan forholde os til, er Unns fatalistiske betroelse: ”Jeg ved ikke om jeg kommer i himlen”. Men hvad Unn har på samvittigheden, som skulle holde hende ude af gudsriget, ved vi ikke. Vender hun morens sygdom og død mod sig selv? Lider hun under et psykisk vrangbillede? Eller har hendes bekymring for ikke at komme i himlen mon noget at gøre med den gryende seksualitet? At kammerspillet mellem de to piger grunder på noget erotisk, er der ingen tvivl om. Forud for Unns betroelsen går nemlig først pigernes undersøgelse, kind mod kind, i spejlet fra væggen, indtil de nærmest forenes i en ansigtssymbiose. Dernæst foreslår Unn med lokkende stemme at de skal tage tøjet af, men da de står nøgne overfor hinanden, indtræffer et akavet øjeblik.
Næste morgen længes Unn efter at se Siss, men hun magter det ikke. I stedet går hun ud i naturen, ned mod elven, hvor hun har hørt at frosten har forvandlet et vandfald til et ispalads. Ingen kan huske at fossen har dannet sådan et isslot før. Hvad Unn søger, og hvad der kommer til at ske i det grøntlysende ispalads, sætter scenen for romanens udvikling. Nu erstattes kammerspillet af en eftersøgning i den besjælede frostkolde natur, der både leder tankerne hen på de gamle folkeeventyr, J.F. Willumsens flimrende ‘Jotunheim’, Twin Peaks og Picnic at Hanging Rock, hvor unge kvinder bliver erobret af usynlige og uforståelige kræfter i den dragende natur. Måske, tænker man, møder Unn selveste Sneedronningen fra H.C. Andersens forførelseseventyr i Tarjei Vesaas isslot.
Spejlet og isen er beslægtede som klare, kolde flader, hvor vi studerer os selv, spørg bare Lewis Carroll, Oscar Wilde, J.L. Borges og Søren Ulrik Thomsen om spejlgengivelsens gådefuldhed. Nøglen til Is-slottet ligger derfor i spejlscenen i uskyldens lønkammer, inden afklædningen og pigernes syndefaldsfornemmelse. Men forud for det, har Unn følt frygten for ikke at komme i himlen. Hvorfor forbliver en foruroligende mysterium.
Efter at det usædvanlige frostlandskab har bjergtaget Unn, er Siss forandret. De to pigers behov for en nærmest glubsk fortrolighed, fornemmelsen af en skamfuld hemmelighed, den underlige spejlsymbiose og den fortrudte afklædning, skaber en erotisering af venskabet. Men hvad var det, Unn ikke kunne tale om? Hvad er det for en hemmelighed, Siss ikke fik betroet, men som de voksne alligevel tror at hun vogter over? Det er disse ubesvarede spørgsmål, der gør denne børnehistorie (om børn, ikke for børn) til både klar og sløret besættelseslæsning.
Man plejer at sige at det dunkelt sagte, er det dunkelt tænkte. Men Tarjei Vesaas skriver her dunkelt udfra en aldeles klar tanke om, hvor lidt vi behøver vide. Is-slottet er en vanvittigt velskreven frostklar spejlgåde.