Weekendavisen den 27. december 2019.
Den litterære debat 2019. Litteraturen er den perfekte slagmark, når nationerne diskuterer sig selv.
https://www.weekendavisen.dk/2019-52/boeger/statsracisme-fascisme-skraekvaelde
”Kys mig røven!” brølede Dag Solstad til nogle lige lovligt nidkære kritikere, der mente at han stavede og satte kommaer som en brækket arm, og dermed vil den norske romans nestor nok blive husket for litteraturdebattens bedste oneliner i 2019. I hvert fald i Norge.
Det litteraturår, der nu lukker og slukker (og sukker) havde – helt efter planen – et herligt udbud af skænderier og skærmydsler. Ævl og kævl ilter jo i sig selv luften i det litterære miljø, men det meste af døgnets strid bliver på længere sigt nok kun husket af de implicerede. Fnidder og fjendskaber går i Glemmebogen. Den er tyk.
Læser man de europæiske litterære kontroverser 2019 på tværs, danner der sig et sigende billede. Med varierende udgangspunkter og anledninger har kulturdebatten i land efter land handlet om andet end kontroversielle kommaer, nemlig om nationalidentiteter og hvordan man via litteraturen definerer fortællingen om et folk.
Det vender vi tilbage til om lidt, men først et par ord om årets helt dominerende kvalitetsskandaler, som fremtidens forskere vil vende tilbage til, når vor tids litteraturdebat skal analyseres. Dybest set har sagerne ikke noget med hinanden at gøre, men er alligevel uløseligt forbundne: Sæbeoperaen om Det Svenske Akademi og den store strid om Nobelprisen til Peter Handke.
Den fortløbende føljeton (det er næppe nødvendigt at ridse handlingen op) om sexovergreb, sammenbrud, rekonstruktion og forsoningsforsøg i den forsamling, der udgør verdens måske vigtigste litterære institution, Det Svenske Akademi, kastede uanede mængder af redaktørkommentarer og iagttageranalyser af sig. Vi slugte det som et autofiktivt episodedrama.
Men de mest interessante og intense litterære bidrag kom uden tvivl i to personlige øjnevidneberetninger, som bør læses i forlængelse af hinanden. På den måde får man historien om den litterære elites stockholmske blodbad set fra to væsensforskellige perspektiver.
Først kom digter og detroniseret akademimedlem Katarina Frostenson med den poetiske essaybog K, et flammende og filosoferende frontalmodangreb på de aviser og akademimedlemmer, der bragte ægtemanden Jean-Claude Arnault, aka Kulturprofilen, til fald.
Dernæst kom Klubben – en undersøgelse, hvor journalisten Matilda Gustavssons skildrer sit arbejde med afsløringerne af overgreb i akademiets nære kreds. I et interview her i avisen konstaterede forfatteren, at Det Svenske Akademi engang var en nærmest olympisk forsamling af Sveriges bedste forfattere, men at magien, der var opbygget gennem tohundrede år, nu er brudt. Mens verden så vantro til, var svenskerne ægte rystede.
Og så er vi fremme ved årets anden store strid: Nobelprisen 2019. Det Svenske Akademi skulle efter rekonstruktionen genvinde det internationale litterære samfunds respekt og tillid, men beslutningen om at tildele den østrigske forfatter Peter Handke årets Nobelpris fik mange forfattere og kommentatorer til at se rødt. Skulle prisen virkelig gå til en mand, der støttede serberne under Balkan-krigene, holdt tale ved præsident Milosovics kiste og nedtonede serbernes skyld i folkemord?
På den måde er der en glidende overgang til litteraturen som arena for debatten om nationalidentiteterne. Litteraturen er simpelthen den bedste slagmark, når nationerne diskuterer sig selv, sådan som vi flere gange i årets løb så det rapporteret her i spalten, første gang om de delte reaktioner på den israelske forfatter Amos Oz’ død: ”Han var en meget stærk fortaler for tostatsløsningen. Det faktum, at det er mindre og mindre populært, betyder ikke, at det ikke er den sande og mulige løsning”, citerede vi forfatterkollega David Grossman for.
I november så vi hvor stærke følelser, der knytter sig til forfatteres kritik af nation og identitet. Da den andalusiske undergrundsforfatter Cristina Morales vandt det spanske kulturministeriums litteraturpris, benyttede hun anledningen til at glæde sig over de voldsomme gadekampe, der samtidig herskede i Barcelona under det catalanske oprør. Hun foretrak bål i gaderne frem for turismekapitalismens dominans, sagde hun. Selv var hun jo ikke på catalanernes side, men hun var endnu mindre på politiets, og hun kaldte Spanien for en ”terroristisk stat”.
Nøjagtig samtidig inviterede Jonas Eika til rivegilde med sin takketale for Nordisk Råds Litteraturpris. Han talte om den danske ”statsracisme” i sit frontalangreb på regeringens udlændingepolitik, og ligesom sin andalusiske kollega fik han provokeret store dele af det politiske establishment, der ikke brød sig om, at en forfatter både ville modtage en pris og kritisere prisgiveren. Men som den spanske journalist Xavi Ayén kommenterede sagen om Cristina Morales: ”Helt grundlæggende bør politikere ikke blande sig, da det er helt forskellige sfærer. Kan nogen forestille sig Macron gå i rette med Houellebecq?”
Cristina Morales og Jonas Eika er begge unge forfattere, men den brutale magtkritik kunne også komme fra deres meget ældre kolleger. I sommer døde Andrea Camillieri, den italienske forfatter, der skrev romanerne om kriminalkommissær Montalbano. Han lå i åben krig med daværende indenrigsminister Matteo Salvini, som han her i avisen havde karakteriseret på denne måde: ”Det er ikke sikkert, at han selv er klar over det, men Salvini er fascist (…) Det er, som om brønddækslerne er blevet fjernet, og det vælter op med kloakslam.”
At litteratur og nationalidentitetspolitik er forbundne kar, så vi også i sommerens debat i den samiske del af Norge. Her tog ledelsen i Samisk Forfatterforening den meget kontroversielle beslutning, at ekskludere forfattere, der kun skriver på norsk. Samiske forfattere, der skriver på norsk, svensk, finsk eller russisk, kan ikke længere blive medlem af foreningen, ikke modtage stipendier og ikke blive nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Lederen af Samisk Forfatterforening forsvarede sig: ”Vi står midt i en fornorskning, som er ustoppelig. Derfor er det vigtigt at markere,” sagde Inga Ravna Eira.
Til sidst skal vi tilbage til de svenske trakasserier og indre nationalopgør. I det, der må kaldes årtiers største litterære strid, skriver Katarina Frostenson: ”Slip mig ud af den trange støvle, ud af landet S.” For hende står S ikke længere for Sverige, men for skräckvälde, skrækvælde.
Det er ikke de forfattere, der taler blidt om deres hjemlande og skuer nationen med hårene, der er værd at huske. Det vil den litterære ramasjang om nation og identitet bekræfte i 2020.