Weekendavisen den 24. januar 2020.
Debut. Islandsk debutroman om ung kvinde på mellemlanding i livet lodder ikke nye dybder.
Jónas Reynir Gunnarsson: Mellemlanding. På dansk ved Erik Skyum-Nielsen. 238 sider. 249,95 kr. Gyldendal.
https://www.weekendavisen.dk/2020-4/boeger/et-tomt-menneske
Sidste år udgav kritiker og lektor Erik Skyum-Nielsen en fin bog, Islands litterære mirakel, og østatens verdensklassikere og boomende samtidslitteratur. Selv har han som oversætter et hæderværdigt medansvar for introduktionen af flere moderne islandske forfattere, senest Jónas Reynir Gunnarsson, hvis debutroman af ikke helt indlysende årsager nu udkommer på dansk i en fordanskning, der lever sit eget gode liv med en troværdig tidstypisk tone af engelske udtryk og idiomer, der har integreret sig i unge islændinges sprog.
Mellemlanding er en lillestorbyroman fra et deprimerende Reykjavik som byen opleves af den 22-årige María. Hun er vendt tilbage efter seks måneder i Brighton sammen med Gaui, som hun var halvhjertet kæreste med. Hvad de skulle der, fandt de aldrig ud af, de ville have været til Berlin, men det vigtigste var bare at komme væk.
Nu er María på mellemlanding i Reykjavik. Hun skal videre til København, hvor hendes far har slået sig ned. Han er kunstmaler og hun skal medbringe nogle farvetuber til ham. Men mellemlandingen er ikke bare et stop mellem to flyafgange. Den er en tilstand, et handlingsløst tomrum for en ung kvinde, der ikke kan vælge en vej i tilværelsen, og derfor sumper rundt med sprut, stoffer og dårligt selskab blandt Reykjaviks syrehoveder.
Mellemlanding er en klassisk coming of age, vel at mærke uden et afgørende erfaringsgennembrud for hovedpersonen. Hun bevæger sig fra selvbedrag til spirende selverkendelse, men transformationen må vi tænke os til på den anden side af romanens trøstesløse afslutning, hvor María igen er havnet i dubiøst selskab.
Mens hun passivt står model til en kuldslået forførelse på et uhumsk hummer, kommer hun i tanker om et maleri, hun engang så i Berlin. Maleriet forestillede Frederik den Store sammen med nogle generaler:
”Men det, der var grotesk, var, at maleren ikke var blevet færdig med at male hovedpersonen. Der var ingen Frederik den Store, kun et hvidt felt og et utydeligt udkast til hans hat. Og mændene, som lyttede til ham, stod dér i sneen og kiggede på en tom plet på maleriet. Og det hang oppe på en væg i et museum, selv om det var ufuldendt.”
María kunne mærke kunsteren som helt nærværende, selvom han var død for længst. Følelsen af noget ufuldført kendte hun fra sig selv. Hun vidste også, hvordan generalerne på maleriet havde det, hvordan det måtte være at kigge på et tomt menneske med udkradset ansigt.
Det maleri, som Jónas Reynir Gunnarsson lader den unge María dvæle filosoferende ved, benævnes ikke i romanen, men lader sig genkende som Adolph von Menzels kæmpestore ufuldendte maleri fra 1859 af Frederik den Store og hans generaler før slaget ved Leuthen i 1757 under Den Preussiske Syvårskrig (Alte Nationalgalerie).
Denne tænksomme udgang kunne antyde poetisk retfærdighed, en optimisme for Marías fremtid, men den allersidste sætning og allersidste handling i romanen punkterer desværre håbet. Så hvad tør vi tro om María, der føler at hun har en dom skrevet på ryggen, når hun hutler sig gennem Reykjavik? Jeg ønsker det bedste for denne bitre fribytter, der bilder sig selv ind, at hun langt fra er narkoman, selvom hun sidder i dyndet, og da hun tværer farens farvetuber ud på den frosne sø Tjörnin midt i Reykjavik, håber man, at hun genskaber barndommens tegneglæde og udtryksfuldhed. Men så siger hun: ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det her.”
Det er romanens tydeliggjorte pointe: María er et ufuldendt menneske, en skitse på et lærred, fuld af ung tvivl og retningsløshed. Mellemlanding er altså en ægte og traurig eksistensroman, men ikke litteratur der lodder de helt store dybder, og ikke nogen soleklar konfirmering af det litterære islandske romanboom.