Weekendavisen den 28. februar 2020
Sanser. Pia Tafdrup er bedst i stilheden efter en sten, der er sunket til bunds i søen.
Pia Tafdrup: Lyden af skyer. Digte. 165 sider, 199,95 kr. Gyldendal.
https://www.weekendavisen.dk/2020-9/boeger/danske-dagliglyde
Jeg skriver dette til vellyden af af Ella Fitzgerald: I Can’t Give You Anything But Love, Baby… I sin digteriske gennemskrivning af de menneskelige sanser er Pia Tafdrup nemlig nået til høresansen, og i et lydsensitivt digt med den fremragende titel ‘Danske dagliglyde’ kalder hun Ella Fitzgeralds gyldne stemme til assistance for at skabe ro i hverdagskakafonien, hvor vækkeuret ”saver gennem kranieskallen” og sætter strømmen af morgenlyde i svingninger.
”Jeg lider ikke af had til lyde,” bedyrer jeg’et, men hun registrerer alt gennem øret: naboen nyser, skaden skræpper, et barn kalder, vand suser gennem faldstammen, portdøren smækker, cykler skramler, klokker ringer, gummidæk mod asfalt. Og så: I Can’t Give You Anything But Love, Baby…
Den slowjazzede refrænlinie hænger beroligende i luften som en talisman mod alle lydene, der nu tager fart igen – en helikopter i luften, slagbor, klaverspil, skrabende stole. At synge er digterens værn mod støj, fordi ”man kan ikke/ synge og være vred på samme tid, derfor/ starter dagen med sang i skolen, derfor/ opretter man fangekor i fængsler,/ den spændte krop kender ingen bedre kur/ end at synge af fuld hals/ for at falde til ro, langsomt/ mærke glæden kæmpe sig frem/ I Can’t Give You Anything But Love, Baby…”
Pia Tafdrup har ved flere lejligheder fortalt, at hun en stille sommerdag på landet i 2013 fik et syn af fem sammenhængende sansedigtsamlinger: Smagen af stål (2014), Lugten af sne (2016), Synet af lys (2018) og nu altså Lyden af skyer. Tilbage er så følesansen. Og den sjette?
Lyttesanssamlingens fineste sprogbilleder findes i natursansningerne, som altid har ligget godt til Pia Tafdrup. Hør bare denne perfekt meditative naturstrofe: ”Stilheden,/ når en sten er sunket/ til bunds i søen.”
Andre digte er ret banale registeringer. Et digt om at præsidentens rigtige stemme kan forveksles med en parodi (det må være Trump!) bærer intet sprogligt æstetisk budskab overhovedet. Et andet om rådhusklokkerne i København begynder prægnant med at tonerne ”står som en totempæl af lyd i luften”, men så bliver digtet pludselig lovlig encyklopædisk.
Til gengæld bruser historien i et vildt, blodigt og dramatisk digt om van Goghs øre. Klassisk kunstnermyte, men helt sansefokuseret: ”Man skærer ikke lyden bort/ ved at snitte det ydre øre af,/ tragten fanger og leder// lyden ind til mellemøret,/ hvor lyden forstærkes/ og overføres/ til det indre øre.”
Lyden af skyer har afgjort sine mindeværdige stjernestunder af stil og sprog, men sansekonceptets indbyggede benspænd kan også virke som en spændetrøje for digterens frihed.