Weekendavisen den 24. april 2020.
Begivenhed. Tre kritikere slipper godt fra at skrive ikke-lineær litteraturhistorie med fokus på litteraturens hændelseskarakter.
Tue Andersen Nexø, Erik Skyum-Nielsen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen: 20 før 20. Begivenheder i dansk litteratur 2000-2019. 382 sider, 299,95 kr. Informations Forlag.
En litteratur lever ved at sætte problemer under debat. Jeg kom til at tænke på dette gode, gamle diktum af Georg Brandes, da jeg læste 20 før 20. Begivenheder i dansk litteratur 2000-2019 af Tue Andersen Nexø, Erik Skyum-Nielsen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen. Ikke fordi de tre kritikere på Information aktivt bekender sig til Georg Brandes pointe fra 1872, men fordi de skønlitterære forfattere og litteraturen selv i disse år har en udpræget politisk bevidsthed og problemorientering. Jeg nævner i flæng: identiteten og borgerbegrebet, krigene og demokratiet, velfærdsstaten, udkanten, landbruget, postkolonialisme, transnationale identiteter, integration (og mangel på samme), Muhammed-krise og danskhed, flygtningekrise, klimakrise, 2. Verdenskrig, psykisk sygdom, sorg og sammenbrud…
De to første årtier af 2000-tallets skønlitteratur udgør altså et stort katalog over politiske hotspots. Forfatterne har vist et helt kolossalt litterært samfundsengagement (dog undrer det mig, at finanskrisen aldrig blev et bærende motiv i samtidslitteraturen), som 20 før 20. Begivenheder i dansk litteratur 2000-2019 skildrer i en ikke-akademisk og ikke-værkbåren fortællende kulturkritik. Det begyndte som avisartikler, der her får en stærk samlet karakter i bogform. Forfatterne kalder selv stilen og metoden for ”vores eget annalistiske og journalistiske øjenhøjdeblik”. I bogens genrediskuterende efterskrift taler Erik Skyum-Nielsen om den litteraturhistorie, der ikke er lineær, men fokuserer på litteraturens hændelses- eller begivenhedskarakter. Derfor bliver bogen også en slags mediesociologisk skildring af forfatteren som offentlig figur med nyhedsværdi, der rækker ud over selve litteraturjournalistikken – for eksempel Jørgen Leth (kokkens datter!) og ikke mindst Yahya Hassan, hvis digtoplæsning i Vollsmose lukkede luftrummet og var en breakinghistorie på TV2 News side om side med de afgørende finanslovsforhandlinger.
Det hele begynder i år 2000, hvor Claus Beck-Nielsen indleder den radikale omformulering af sig selv som individ. Derefter bevæger bogen sig fremad gennem de to årtier på sporjagt efter afgørende begivenheder. Men det er som om, at årtierne kulminerer begivenhedskunstnerisk allerede i år 2000, hvor Claus Beck-Nielsens indvarslede et mageløst multigenreværk, der kommer til at berøre mange af årtiernes store emner – fra demokrati og krig til flygtningestrømme. Tue Andersen Nexø og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen perspektiverer det store gesamtkunstwerk klogt, men ignorerer at den nuværende Madame Nielsen også var pioner for den litterære interesse for kønnets forvandling og forhandling.
Fejl kan dygtige pedanter jo nok finde (jeg fandt vist kun Mich Wraa, der burde have været Mich Vraa), og udeladelsessynder må man leve med. Jeg synes at kapitlet om de oversete besættelsestidshistorier (placeret i 2014) selv overser Mette Søs glimrende roman Snebær (2013), der netop brød tabuer. Og Christel Wiinblad og Min lillebror (2009) burde have været omtalt i kapitlet om sorglitteratur, psykisk sygdom og selvmord (som dateres til 2017), ligesom forfatterens optræden med sin skizofrene bror i DR2’s Den 11. time var en af årtiets mest mindeværdige litteraturbegivenheder. Endelig kunne en skildring af det vildt omdiskuterede forfatteropråb fra Kirsten Thorup, Suzanne Brøgger, Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen, Hanne-Vibeke Holst, m. mange fl. i 2005 om tonen i debatten og diskrimination af etniske minoriteter have bidraget betydeligt til signalementet af forfatteren som offentlig figur og begivenheds- og meningsdanner.
Fiks og færdig som litteraturhistorie er bogen ikke, skriver forfatterne selv, men det er heller ikke formålet. Tue Andersen Nexø, Erik Skyum-Nielsen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen vil åbne litteraturhistorien, og det slipper de godt fra med en solid journalistisk idé om klare vinkler og greb, så litteraturens betydelige hændelses- og begivenhedskarakter står lysende klar.
Som signalement af samtidslitteraturen når bogen sit mål. Den er skrevet med både smal sans og bredt blik, stilistisk kyndighed og faglig myndighed. Ambitionen om at skabe et litterært øjenhøjdeoverblik er indfriet – oven i købet med elegant design og billedredaktion. Problemerne står i kø, litteraturen lever.