Weekendavisen den 7. maj 2020.
Med en sort kat som eneste selskab, har den verdensberømte egyptiske forfatter Alaa el Aswany nu opholdt sig i 54 døgn i gæsteboligen på Marseille Universitet, hvor han ankom som gæsteprofessor på Fondation IMéRA Institut d’études avancées i februar. På grund af coronakarantæne kan han ikke returnere til New York, hvor han lever i eksil. Til fransk tv’s kulturnyheder siger han, at han på et senere tidspunkt måske vil skrive om alt det, vi gennemlever nu. Det handler om liv og død, det er en tid for det essentielle, ikke for det overfladiske, siger Alaa el Aswany. Samtidig retter han, der er uddannet tandlæge, en skarp kritik mod den egyptiske regering, ”der har fundet plads i budgetterne til at købe våben, men ikke til åndedrætsværn”. Den egyptiske forfatter fortæller til fransk tv, at han er indlogeret i Saturn-rummet i universitetets gæstebolig for astronomer: ”Nu er her ingen , jeg kan gøre, hvad jeg vil.” Det lyder ikke just som Yacoubians hus. Alaa el Aswany siger, at ensomhed er godt, men ikke, når den ikke er frivillig. Han holder en fast rutine. Vågner klokken 6, skriver fra 7 til 13, og så tager han en lur. Aftenerne tilbringer han med en roman på en bænk i haven eller i bygningens øde cafeteria.
NB. Hvilken roman er Alaa el Aswany i gang med? Billedet afslører det ikke, men i et interview har han sagt, at han læser Gabriel Garcia Marquez og Albert Camus.