Weekendavisen den 20. maj 2020.
Roman. Matias Faldbakken har skrevet en moderne Golem-roman, der trækker på Bibelen, myterne og litteraturen.
Matias Faldbakken: Vi er fem. På dansk ved Sara Koch. Roman. 216 sider, 249,95 kr. Gutkind.
Hvis jeg en dag får chancen, vil jeg bede den norske forfatter Matias Faldbakken forklare mig, hvad han mener med den allersidste sætning i Vi er fem: ”Det der kræves af os, er netop det vi er mindst villige til at give fra os, man skal søge ind i sig selv og finde det man aldrig, aldrig vil ofre, og der er det.”
Læst i kontekst er citatet betydeligt mere foruroligende, end læst løsrevet, og hvilken kvalitet er det ikke for en roman, at efterlade sin læser i en sinister og tvivlrådig forvirring – ligesom når man står over for de værker, som billedkunstneren Matias Faldbakken skaber: smadrede stålskabe, forvredne bilkarosserier, gasflasker, petroleumsdunke og andet hårdt skrammel.
Hvad mener han? Hvis jeg spørger, vil Matias Faldbakken, tror jeg, stille et polisk ansigt an og svare, at det er op til læseren selv, at udlægge teksten, og det er jo fuldkommen sandt, så det vil jeg gøre.
Håndværkeren Tormod Blystad og frisøren Siv er gamle skolekærester. Nu har de to børn og bor i et selvbygget hus i barndomsbygden nord for Oslo. I deres ungdom var Tormod en vild krabat, der sniffede baner og forsømte sin uddannelse. Nu lever han sagtmodigt i et ægteskabe, der mangler lidenskab. Mens Siv sidder i sofaen og ser serier og drikker hvidvin, passer Tormod sig selv, husholdningen og børnene Alf og Helene. Og så fortrækker han ellers til sit store værksted, hvor Siv aldrig kommer.
Det er i dette værksted, tingene kommer i skred. Tormod har læst, at man kan udvikle dynamisk ler, hvis man blander rødler og kunstgødning. Han kommer ingredienserne i en stor æltemaskine og tilsætter natron og støvfine metalspåner. Gennem en ungdomsven, der aldrig har bragt noget godt med sig, får Tormod gode tips om knetler (knet kendes fra særligt bløde og føjelige viskelædere) og galvaniseret vand.
Da Tormod graver efter den muld, som lerklumpen skal tage mere næring af, støder han på et hundeskellet. Han troede at Snusken var løbet hjemmefra, men det viser sig, at at den havde slugt emalje, og at Siv skaffede kadaveret af vejen uden at sige det. Tormod har bogstavelig talt opdaget, hvor hunden ligger begravet.
Lerklumpen vokser, den er elastisk, mere som dej, end som ler. Ekstrem hårdfør, perfekt som skruetvinge. Man kan stikke værktøj ind i den, og så kan den skrue med en skruetrækker og save med en sav, præcis og uopslidelig. Men da Alf en dag synes, at klumpen ser kuldskær ud, lægger han den på en lun computerserver. I et døgn bliver den varmet op – og udsat for omfattende wifi-stråling. Det får naturligvis konsekvenser.
Vi er fem – der har har høstet flere norske litteraturpriser og er kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris 2020 – er en underlig, underholdende og udfordrende hybridroman, hvor klassisk far-mor-og-børn-realisme blandes godt og grundigt op med den mytiske alkymi, som litteraturen især kender fra Golem, Gustav Meyrinks kultroman, hvor en rabbiner skaber en menneskeagtigt beskytter ved at puste liv i ler. Vi kender det også fra myten om Prometheus. Og trædukkedrengen Pinocchio.
Vi er fem (titlen refererer til Helenes optælling af familiens medlemmer, lerklumpen inklusive) er en roman om transformation og identitet. Vi skaber og former hinanden i de fællesskaber, vi indgår i. Men hvad sker der, hvis mennesket leger Gud? Hvad er konsekvenserne af den slags intelligent design? Tænk bare på Frankensteins monster og replikanterne fra Blade Runner. Også her løber eksperimentet fuldkommen løbsk. Lerklumpen mangler ganske vist en hjerne og en egentlig vilje, men den har drifter og instinkter. Her bliver Vi er fem til en gedigen gang satirisk horror.
Man kan sagtens udlede en moderne civilisationskritik af romanen. Vores gensidige fremmedgørelse i familierne, hvor serier og gaming ødelægger menneskelig kontakt. Som altid rummer romaner om mennesker, der går ind på gudernes enemærker, vel også advarsler mod hovmodighed. Tilbage står spørgsmålet om, hvad Matias Faldbakken sigter til, når han konkluderer, at det der kræves af os, er det vi er mindst villige til at give fra os. Når jeg genlæser, at man ”skal søge ind i sig selv og finde det man aldrig, aldrig vil ofre, og der er det”, slår det mig, at forfatteren meget vel kan have haft historien om Abrahams vilje til at ofre Isak (1. Mosebog, 22) i tankerne. Grusomme Gud afprøvede den gamle mands loyalitet og bragte ham til det yderste. Jeg tror dog ikke, at Vi er fem skal læses som en bekendelse til de store religioners idé om skaberværket.
Da han pustede liv i leret, bragte den normalnorske familiefar sig selv i guds sted. Den slags plejer mennesker ikke at slippe godt fra. Spørgsmålet er vel derfor, hvad Tormod vil ofre, og hvad han tror, han kan opnå.
Er der mon mening i galskaben? Måske er det så simpelt, at litteraturen og kunsten er Matias Faldbakkens svar på Tormods værksted, en terapeutisk hule, hvor han kan være alene. Måske har han bare hældt en masse fascinationer for religion, mytologi og litterære skabelsesberetninger ned i den store romanæltemaskine og sat strøm til. Ud er kommet en glubsk og grotesk røverhistorie, som med arrogant ironi kombinerer hverdagen og det unheimliche.